Så er ferien (næsten) slut. Jeg er tilbage i klub – dog med ret fleksible mødetider, så jeg ikke behøver at stå alt for tidligt op.
Tirsdag for to uger siden var vi dog stadig ude at rejse – nærmere bestemt i den sicilianske by Taormina.
Her tog vi mod byens strand efter morgenmaden – hvilket i praksis betød en ret lang tur ad en masse trapper fra toppen, hvor vi boede og ned til vandet.
Stranden var en stenstrand (med rigtig mange mennesker) – men også med rigtig flot vand, som mor, Frida og jeg tog ud for at snorkle i (mens far passede på vores ting). Og da vi var færdige, tegnede vi på sten, mens far tog en snorkeltur.
Heldigvis var det muligt at tage en kabelbane op til byen igen, da vi skulle tilbage – så vi slap for den lange tur op ad trapperne.
Resten af eftermiddagen slappede vi lidt af på værelset, inden vi tog til centrum af byen – hvor vi gik lidt rundt og spiste aftensmad på en restaurant, inden vi skulle hjem igen for at sove.
Om onsdagen var vi så ved poolen hele dagen. Og sidst på eftermiddagen fik vi så lige et bad, inden vi igen gik den korte tur til centrum af Taormina. Her fik vi en drink på en bar og spiste på en restaurant – hvor maden desværre ikke var så god trods rigtig fine anmeldelser. Til gengæld spiste vi så en is, inden vi gik hjem igen.
Næste dag gik så næsten på samme måde – med pool en stor del af dagen. Vi valgte dog at gå ud i byen lidt tidligere end dagen før. Det gav os tid til både at kigge på butikker og få en drink, inden vi skulle spise aftensmad – og slutte af med en is.
Fredag skulle vi så tidligt op og på tur til vulkanen Etna. Vi blev hentet af en turistbus på byens lokale busstation. Og efter at have hentet endnu flere gæster, kørte vi mod vulkanen – hvilket var en lang tur ad en masse, snoede bjergveje.
Fra busparkeringspladsen tog vi en kabelbane et stykke op og derefter nogle specialbyggede busser det sidste stykke – hvor vi kom næsten helt op til toppen. Her var der fyldt med friske lavasten, for der havde været en mindre eksplosion, der havde sendt aske og sten en kilometer op i luften – noget som vi havde set fra vores hotel.
Efter at have samlet nogle sten sammen (som souvenir til os selv og veninderne), tog vi ned til parkeringspladsen, hvor vi spiste frokost. Og så var det ellers med bussen tilbage igen.
Tilbage på hotellet kunne vi slappe lidt af, inden vi igen gik mod centrum – hvor vi satte os på baren fra dagen før.
Her fik vi igen et par lækre drinks – og ikke mindst en masse gratis småretter. Faktisk fik vi så mange, at vi besluttede os for at droppe aftensmaden. En is var der dog plads til, inden det var hjem i seng.
Lørdag var det så tid til at rejse videre – men først med et fly om eftermiddagen. Så vi valgte at springe morgenmaden over og i stedet spise en pizza på en restaurant, efter at vi havde checket ud.
Bagefter hentede vi vores bagage og kørte med taxa til lufthavnen – der var meget kaotisk og med lang kø til både sikkerhedstjek og paskontrol. Vi nåede dog det hele – ikke mindst fordi, at vores fly var en halv time forsinket.
Efter godt to timers flyvetur nåede vi så til Bukarest, hvor vi fik vores bagage og spiste en sandwich til aftensmad, inden vi kørte med taxa mod vores hotel.
Her havde vi bestilt to værelser – og bedt om ”connecting rooms” (altså sammenhængende værelser). Men det kunne ikke lade sig gøre, så Frida og jeg skulle bo alene på et værelse lidt fra mor og far – hvilket vi faktisk syntes var ret fedt.
Den eneste ulempe var, at der jo var nogle ting, som vi alle fire skulle dele. Så vi måtte blandt andet børste tænder hos mor og far, inden vi skulle sove.
Næste morgen ringede mor så og bad os om at gøre os klar til morgenmaden. Og bagefter gik vi ud for at kigge lidt på byen.
Her var vi først i en park, inden vi gik til den gamle bydel, hvor vi fik lidt at drikke og kiggede på butikker. Og bagefter gik vi tilbage til hotellet – hvor vi fik afprøvet både den indendørs og den udendørs pool.
Dagen sluttede af med, at vi gik ud for at finde en restaurant – hvor jeg fik pasta med pesto. Og så var det hjem for at sove.
Om mandagen gik vi igen ud for at kigge lidt på byen. Her startede vi med at gå til regeringsbygningen – der er blandt de største i verden. Desværre havde vi ikke pas med, så vi kunne ikke komme på rundvisning idenfor.
Bagefter gik vi mod den gamle bydel igen – og fik en smoothie på vejen. Efter at have gået lidt rundt der, gik vi dog tilbage mod hotellet – for der var faktisk ikke så spændende.
Resten af dagen var vi ved poolen. Og om aftenen gik vi igen ud for at finde en restaurant – og endte på en lige ved hotellet, hvor vi fik rigtig lækre drinks og en god burger.
Tirsdag i sidste uge var så også vores sidste dag på rejsen. Så her havde vi besluttet os for at være ved poolen hele dagen. Mor havde dog lige et par praktiske computer-ting, som hun skulle have klaret. Så imens slappede jeg lidt af på værelset, inden vi gik ned til far og Frida ved poolen.
Om morgenen havde jeg besluttet mig for at svømme 100 baner i poolen. Og da den var omkring 20 meter lang, ville det være to kilometer i alt. Da jeg fremlagde min plan for mor og far, havde jeg dog kun svømmet 10 baner. Så de var vist lidt skeptiske, om jeg kunne klare det.
Men jeg brugte det meste af dagen på det – kun afbrudt af nogle få pauser og spisning af en club sandwich. Og sidst på eftermiddagen var jeg så i mål – hvilket både mor og far vist var ret imponerede over. Her var jeg til gengæld også godt udmattet.
Om aftenen spiste vi på samme restaurant igen som dagen før – hvor jeg også fik samme burger, isdessert og drink. Og så var det ellers hjem for at pakke og sove.
Næste morgen blev vi vækket tidligt. Og efter morgenmaden, pakning af det sidste og check-ud tog vi en taxa mod lufthavnen. På grund af corona blev vi nødt til at tage to taxaer – hvor jeg kørte med far og Frida kørte med mor.
Vores taxachauffør prøvede at snyde far (hvilket ham på vejen fra lufthavnen også havde forsøgt). Men far vidste, hvad prisen skulle være. Så det lykkedes ham ikke. Til gengæld var mors og Fridas chauffør meget ærlig – og fik derfor nogle gode drikkepenge.
I lufthavnen var der nærmest ingen kø hverken ved check-ind, sikkerhedskontrol og paskontrol. Så vi var hurtigt igennem og kunne handle for vores sidste rumænske penge, inden vi fløj hjemad mod Danmark.
Flyveturen tog godt 2,5 timer. Og så skulle vi bare vente lidt på vores bagage, inden vi kunne tage en taxa det sidste stykke mod Frederiksberg.
Det var rart at være hjemme – og ikke mindst slappe af med lidt tv. Om aftenen spiste vi pizza til aftensmad. Og så var det sovetid.
I torsdags tog vi så op til mormor og morfar for at hente Charlie, som de havde passet. Det var rigtig dejligt at se ham igen.
Hos mormor og morfar spiste vi frokost. Og lidt senere kom Henrik og Linus også på besøg, så vi kunne hilse på dem, inden vi kørte hjem igen.
Om aftenen skulle mor ud med Zandra. Så her hyggede Frida, far og jeg med indisk mad og et par afsnit Korpset i tv.
Fredag morgen startede med brød fra bageren – der var noget mere lækkert end det, som vi havde spist på ferien. Bagefter brugte jeg noget tid på at rydde op på mit værelse. Jeg prøvede også at få en legeaftale, men der var ikke rigtig nogen hjemme.
Om aftenen spiste vi thaimad, mens vi så rejsevideo fra sidste års sommerferie til Tyskland, Belgien og sommerhus i Danmark.
Lørdag sov jeg længe. Og derefter var det tid til at sige farvel til Frida, som skulle på FDF-lejr. Det ville jeg også gerne have været, men der var ikke rigtig andre piger på min alder med.
Til gengæld havde jeg så en soveaftale med Karla, som jeg næsten ikke kunne vente på gik i gang. Her startede vi med at mødes hjemme hos Karla om eftermiddagen, inden vi tog hjem til mig.
Først spillede vi lidt Playstation. Og bagefter lavede vi bruschetta og pizza, som vi spiste sammen med mor og far, inden der var tid til lidt tv og leg.
Da vi skulle sove, læste mor godnathistorie for os – hvor Karla hurtigt faldt i søvn. Desværre vågnede hun lidt senere og havde hjemve. Og selvom mor prøvede at læse lidt mere for os, så ville hun desværre gerne hjem – hvilket var ret ærgerligt.
Søndag sov jeg så rigtig længe. Og resten af dagen hyggede jeg på mit værelse. Om aftenen efter aftensmaden så jeg en film med mor og far, inden det var sovetid – i ordentlig tid.
I forgårs sluttede ferien så. Og efter morgenmaden tog jeg i klub – hvor jeg var hele dagen. Her spillede jeg bordfodbold mod drengene (og vandt stort). Og så var jeg også i musikrummet med Kristine og Selma A, hvor vi øvede os på samen ”Føler mig selv 100”. Her spillede jeg trommer og sang lidt. Og til sidst var jeg i multisalen, hvor vi spillede bordtennis.
Om aftenen hyggede jeg med mor og far, hvor vi blandt andet så lidt OL i tv, inden det igen var tid til at sove.
I går sov jeg så til klokken 9 – hvorefter jeg tog i klub. Her var vi igen i musiklokalet, hvor vi optog noget af vores sang fra dagen før.
Jeg var der dog ikke så længe, for jeg havde en aftale med mor (mens far var ude at sejle). Først var vi i centret, hvor jeg fik en ny og meget lækker skoletaske. Og bagefter var vi i biografen for at se ”Buster” – hvilket var rigtig hyggeligt.
Hjemme igen fik vi skiftet Charlies bur. Og så spiste jeg aftensmad med mor, mens jeg viste hende nogle af de Youtube-videoer, som jeg ser.
Resten af ugen kommer jeg nok også til at være i klub. Og så kommer Frida hjem igen på fredag – hvorefter det er slut med at være enebarn.
Derefter slutter ferien for alvor. For på mandag skal jeg tilbage i 4. klasse – hvilket bliver ret spændende. For jeg skal blandt andet have nye lærere.
