Spejder

Efter at have snakket om det meget længe, kunne jeg endelig starte til spejder onsdag for tre uger siden.

Dagen startede dog med noget helt andet. Nemlig Fridas fødselsdag – hvor vi vækkede hende med flag og sang (selvom hun nok allerede var vågen).

Bagefter pakkede hun gaver op – hvor jeg gav hende nogle hjemmelavede øreringe. Og så nåede vi også at spise vafler, inden det var skoletid.

Da jeg havde fri, gik jeg selv hjem. Og kort tid efter var det tilbage på skolen med mor og far, hvor vi skulle hente hele Fridas klasse – som skulle til fødselsdag hos os.

Her startede Frida med at pakke gaver op, mens de spillede ”den som flaskehalsen peger på”. Og så var der boller og kage, inden vi gik over i Landbohøjskolens Have.

I haven blev der lavet flere forskellige konkurrencer – stafet med bold, snørrebåndsspisning og ikke mindst kastning af ostepops på en badehætte med barberskum. Vi fik også slikposer, inden det var tilbage igen – hvor gæsterne gik hjem.

Om aftenen skulle jeg så af sted til spejder for første gang. Her blev jeg hentet af Augusta og hendes far. Og så kørte vi til et sted med en klatrevæg – der ellers ikke er der, hvor vi normalt er.

Til spejdermødet klatrede vi på klatrevæg, snittede pinde og ristede skumfiduser på bål – så jeg lugtede rigtig meget af bål, da jeg kom hjem. Men det var virkelig sjovt.

Det havde været ret hårdt både at holde fødselsdag og være til spejder. Så næste dag gik jeg direkte hjem fra skole og hyggede med tv og nogle kreative pap-ting.

Om fredagen var jeg til elevrådsmøde i skolen – hvor jeg foreslog, at vi skulle have en skraldedag. Det syntes de andre, var en god idé.

Lørdag holdt vi så fødselsdag for Frida og familien – hvor Jolie og Olivia også var med (mens Anna og Rosa desværre var i sommerhus). Her pakkede Frida gaver op, og bagefter spiste vi boller, kage og lagkage.

Senere gik vi en tur i Landbohøjskolens Have. Og så var det tilbage for at spise aftensmad, inden gæsterne tog hjem.

Næste formiddag var jeg i centret med mor og Frida – både for at kigge efter en jakke og for at købe en gave til Jolie. Bagefter gik jeg selv hjem, mens mor og Frida kiggede videre.

Om eftermiddagen var Frida og jeg til fødselsdag hos Jolie og Olivia – hvor Anna og Rosa også var med.

Efter fødselsdagen fik jeg også lavet min hemmelige lektie – der gik ud på at beskrive en ting fra mit penalhus. Og jeg nåede også at spille et nyt Playstation-spil med Frida, inden det var tid til at spise aftensmad og sove bagefter.

Onsdag for to uger siden skulle Frida så på lejrskole – og jeg var derfor enebarn et par dage. Om aftenen var jeg til spejder igen. Denne gang var det i spejderhuset, hvor vi skulle rundt på nogle forskellige poster.

Om fredagen kom Frida så hjem igen. Og her stod aftenen på fredagshygge med tv og slik

Næste dag var vi alle fire til fødselsdag hos Anne – som far kender igennem sin ven Jesper. Vi havde set hende før – for vi havde været med til deres bryllup i kirken et års tid tidligere.

Til fødselsdagen fik vi først kage. Og bagefter legede vi lidt på legeplads med nogle andre børn (selvom vi var ret generte) og spillede kongespil. Senere var der aftensmad. Og vi fik også spillet nogle spil, inden vi cyklede hjem igen.

Søndag legede jeg med Anna og Jolie hele dagen – hvor vi blandt andet også var i haven sammen med Rie. Og om aftenen spiste vi pizzasandwich i gården.

Næste eftermiddag var både Sofia og Marie-Louise med Frida hjemme – hvor de også spiste aftensmad hos os.

Om tirsdagen var jeg i biografen med skolen. Og da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at mor og far havde besluttet, at vi skulle på restaurant og spise running sushi – som Frida var blevet lovet i forbindelse med sin fødselsdag.

Nu kan jeg jo ikke rigtig lide sushi. Men heldigvis var der også både grillspyd, forårsruller, melon og ikke mindst kage. Så det gik alligevel.

Dagen efter var Augusta med hjem efter skole. Og her fulgtes vi så til spejder sammen med far. Her fik jeg også mit første mærke – en kniv- og bålmærke.

I fredags hyggede vi så med lækker bøf og pommes frites til aftensmad – og is og ”Alle mod 1” i tv’et bagefter.

Lørdagen startede med endnu en tur i centret for at kigge efter vinterstøvler – hvilket desværre ikke lykkedes at finde. Til gengæld fik jeg en rød, fransk hue, der var meget flot.

Og da jeg kom hjem igen, skulle jeg hurtigt pakke. For far og jeg skulle af sted på telttur med klassen om eftermiddagen.

Efter teltene var slået op, legede vi – og spillede rundbold mod de voksne. Og senere blev der tændt bål og ristet pølser på en grill. Aftenen sluttede af med, at vi rendte rundt med lommelygter. Så det blev ret sent, inden vi sov.

Næste morgen var jeg tidligt oppe. Og efter morgenmaden pakkede vi så teltene ned og tog hjemad igen. Resten af dagen gik så med at slappe af. Og vi spillede også alle fire et spil Matador.

I går var jeg så endnu en tur i biografen med skolen. Og da jeg kom hjem, havde Frida Silje på besøg – som også spiste med.

I aften skal jeg så igen til spejder – hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *