Sommerhygge

De sidste par uger har der været sommerferiestemning i børnehaven. Rigtig mange er af sted på sommerferie, så os som har været tilbage, har rigtig haft mulighed for at hygge.

Torsdagen inden sommerferien startede var jeg hjemme hos Silje fra børnehaven. Her spiste jeg aftensmad, og bagefter kørte vi over til Sofia fra Fridas skole, hvor Frida og Ronja (Siljes storesøster) også var.

Her kom mor og far også – og det var vist meget godt, for jeg var efterhånden ret træt. Der havde ikke været nogle problemer hos Silje, men så snart mor og far var der, så kunne jeg blive helt ulykkelig over de mindste ting – som f.eks. at der ikke var mere saftevand.

Jeg sov da også ret længe næste dag, inden jeg skulle i børnehave. Om eftermiddagen var jeg i gården, hvor jeg legede med Anna og Jolie.

Om lørdagen tog far på Roskilde Festival. Og da han var taget af sted, tog Frida, mor og jeg over i en butik, hvor man kunne male på porcelæn.

Dagen efter var Ellinor på besøg hos Frida, og om eftermiddagen lavede vi snobrød i gården med de andre fra ejendommen.

Mandag kom far hjem fra festival for at overnatte en enkelt nat – inden han tog af sted igen tirsdag.

Onsdag var jeg til fødselsdag med børnehaven hos Erik – hvor vi bl.a. legede med vand i det gode vejr. Og om torsdagen hentede mormor og morfar Frida og jeg hjemme hos os.

De skulle passe os til lørdag, fordi mor også skulle en enkelt dag på festival. Om fredagen var vi i cirkus (hvor vi fik en sut-slikkepind) sammen med Linus og Filippa.

Om lørdagen kom mor så op til mormor og morfar. Her var vi på stranden, hvor jeg efter lidt tøven også hoppede i vandet. Vi spiste også aftensmad der, inden vi tog hjem igen.

Søndag morgen var det rigtig varmt, så vi spiste morgenmad i gården. Jeg legede også med Jolie og Anna, inden vi skulle vinke farvel til dem – for de skulle på ferie.

Om eftermiddagen kørte vi til Roskilde, hvor vi skulle hente far på festivalen. Det var et meget mærkeligt sted, hvor der lå forladte og ødelagte telte overalt. Men vi fik hentet far – og han lugtede ikke så slemt som frygtet. Om aftenen spiste vi pizza i Landbohøjskolens Have.

Mandag startede så en ny uge – med børnehave. Her var jeg til børnejazz i Søndermarken om mandagen. Og i forgårs var jeg sammen med tre andre børn og Lars en tur på Enghave Legeplads.

I går kom Heidi og Svend på besøg, lige efter at jeg havde været i børnehave. Det var rigtig hyggeligt – og Heidi læste godnathistorie for os.

Nu skal jeg så i børnehave i dag og i morgen – og så går turen ellers til Afrika i tre uger tidligt lørdag morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *