Masser af legeaftaler efter skole

Nu har jeg efterhånden været i skole igen i nogle uger. Og tingene er da også blevet mere normale – blandt andet med en del legeaftaler.

Tirsdag for tre uger siden skulle jeg dog direkte hjem for at have online guitarundervisning (som vi stadig ikke kan holde fysisk). Normalt er det ellers torsdag – men denne uge var det lavet om til tirsdag. Og efter aftensmaden så vi så Stormester.

Om onsdagen var Jolie med mig hjemme efter SFO. Og fredag legede jeg med Anna, indtil vi skulle spise aftensmad, fredagshygge og se X-Factor.

Lørdag var vi alle fire i Dyrehaven. Og om aftenen var der de voksnes Melodi Grand Prix i tv – som vi også lige skulle se, når vi nu for en gang skyld ikke var ude at rejse.

Næste dag var jeg hjemme hos Kristine det meste af dagen. Og da jeg kom hjem igen, hjalp far mig med at lave en FDF-opgave (som kommer til at give et mærke). Senere øvede jeg også guitar. Og efter aftensmaden så vi Stormester og spiste muffins, som Frida havde bagt.

Om mandagen var Karla med hjemme efter SFO. Her var vi blandt andet ovre på de grønne bøjler. Og senere spiste Karla med, inden vi fulgte hende hjem. Og så sluttede vi endnu engang dagen af med at øve guitar.

Næste dag tog jeg tidligt hjem fra SFO, fordi der ikke rigtig var nogen at lege med. Men så var der også tid til at få lavet endnu en FDF-opgave for at få et mærke mere. Bagefter øvede vi guitar, hvor jeg lærte noder – hvilket er rigtig sjovt.

Onsdag kunne vi så endelig få lov til også at vende tilbage til FDF. Men på grund af corona skulle vi mødes udenfor. Så det var i stedet i en park, der lå noget længere væk. Her fulgte far Jolie og jeg derhen – og hentede os igen. Og mens vi var der, spillede vi rundbold og drak saftevand.

Efter skole næste dag var det så direkte hjem for igen at have guitarundervisning. Og her fik jeg at vide, at jeg var den af eleverne, som var nået længst med at lære noder.

Fredag efter SFO var Karla og jeg med hendes mor i Landbohøjskolens Have. Og da jeg kom hjem, skulle vi af sted med det samme igen til Henriks og Jannes fødselsdag i Gilleleje – hvor mormor og morfar også kom.

Her fik vi aftensmad. Og bagefter stod den på hygge, inden vi ret sent kørte hjem igen – så vi faldt i søvn i bilen.

Derfor tog vi også en rolig lørdag næste dag, hvor det eneste, som vi lavede var, at gå en tur – og se X-Factor om aftenen.

Om søndagen var jeg på skolen for at stå på rulleskøjter sammen med Nanna. Og bagefter stod den på en større oprydning på mit værelse.

Igennem længere tid havde vi bygget sæbekassebiler i skolen. Og sidste mandag skulle vi så køre løb med dem mod nogle af dem fra vores parallelklasser.

Jeg var på hold med Kristine og Nanna – hvor vi skiftedes til at køre og skubbe. Det var så hårdt, at jeg fik jernsmag i munden – og våde sko, fordi jeg bare drønede igennem vandpytterne.

Så da jeg kom hjem, stod den bare på afslapning det meste af dagen – kun afbrudt af lidt guitarøvning.

Efter skole om tirsdagen ville Selma A, Mira og jeg gerne hjem til Selma S – hvilket var ok. Inden da var vi dog lige forbi mig for at hente min iPad. Jeg fik også lov til at spise med, inden jeg gik hjemad – hvor far gik mig i møde.

Da jeg kom hjem, var der kommet en pakke med nogle Fila-sko, som vi havde bestilt. De var rigtig flotte – og jeg havde da også ønsket mig et par Fila-sko meget længe. Så jeg var meget glad for dem.

Onsdag skulle vi igen til FDF – denne gang ved spejderhuset. Så her fulgte far Jolie og mig derhen og hentede os igen.

Igennem lang tid har jeg haft et eller andet, der gjorde mine negle ret grimme. Tidligere har jeg været til en hudlæge, som ikke kunne finde ud af, hvad det var.

Men i torsdags var jeg så til en speciallæge, som var meget mere erfaren – og som straks kunne se, at neglene havde en sygdom kaldet ”twenty nails”. Desværre er der ikke så meget at gøre ved den. Men nu ved vi da i det mindste, hvad det er.

Efter lægen var det så tilbage i skole i et par timer, inden jeg igen skulle direkte hjem for at have online guitarundervisning.

I fredags var jeg så igen i Landbohøjskolens Have med Karla og hendes mor. Og om aftenen så vi X-Factor og fredagshyggede.

Lørdag formiddag kørte vi så op til mormor og morfar, hvor vi skulle passes, mens mor og far var sammen med Heidi og Svend.

Mens vi var deroppe, nåede vi både til stranden, spille bob og bage snobrød, inden mormor og morfar kørte os hjem igen søndag eftermiddag – hvor vi var godt trætte. Så vi slappede bare af og så Stormester resten af dagen.

I går var mor og far så til skole-hjem samtale på skolen – hvor alt heldigvis var godt. Jeg var både god fagligt og socialt, så der var masser af ros.

Efter skole var jeg i SFO – hvor vi var i multisalen. Så jeg gik først hjem, da pædagogerne sagde, at nu var dagen altså slut. Og efter aftensmaden så vi så igen Stormester.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *