Tilbage i skolen igen (og vinterferie)

Efter en alt for lang tid med hjemmeskole, har jeg heldigvis været tilbage i skolen igen – hvilket har været virkelig dejligt. Og forhåbentlig bliver vi nu ikke hjemsendt igen på grund af corona. Desværre for Frida har hun ikke fået lov til at komme tilbage endnu.

Den første dag tilbage igen mandag for tre uger siden blev en rigtig hyggedag med fastelavnsboller. Her fik jeg også de tre præmier, som jeg havde vundet i online-banko et par uger tidligere.

Vi skulle også have nye pladser. Og her fik jeg lov til at sidde ved siden af Mira – den nye pige, som var startet i vores klasse få dage før, at det hele lukkede ned.

Jeg var så glad for at være tilbage på skolen, at jeg også blev i SFO’en næsten helt til lukketid. Så der var ikke så meget tid til at få læst og øve guitar, da jeg først var hjemme igen.

Næste dag efter skole og SFO var jeg hjemme hos Selma S – hvor jeg også spiste aftensmad, inden jeg selv gik hjemad (mens far gik mig i møde).

Onsdag skulle vi holde online-fastelavn med FDF. Så her kom Jolie over til mig for at spise aftensmad sammen. Og bagefter loggede vi så (udklædte) på computeren og holdt fastelavn – hvor vi spiste fastelavnsboller, som Frida og far havde hentet ved FDF-huset.

Der blev også slået katten af tønden – hvor lederne skiftedes til at slå for alle os bag computerne. Og jeg var så heldig at blive kattedronning – hvilket også betød, at der nogle dage senere kom et brev med slik fra FDF.

Til sidst legede vi forskellige lege online. Og så var det tid til at logge af – og tid for Jolie til at skulle hjem igen.

Om torsdagen var det mors fødselsdag. Morgenen startede dog ret normalt (bortset fra at far havde pyntet lidt op), for vi skulle jo alle i skole og på arbejde.

Til gengæld kom jeg så direkte hjem fra skole – først for at have guitarundervisning og derefter for at fejre mor med kage. Og så fik hun også et maleri fra mig i gave. Om aftenen fik de andre sushi og jeg fik spyd til aftensmad.

Fredag var sidste dag inden vinterferien. Og derfor var der også fastelavnshygge i skolen, hvor jeg var klædt ud som kat – med malede knurhår og ører, som jeg selv havde syet. Her spiste vi også fastelavnsboller og slog katten af tønden.

Om eftermiddagen blev Karla og jeg hentet af hendes mor. Og så var vi en tur i Landbohøjskolens Have. Til aftensmad fik vi thaimad. Og bagefter var der X-Factor.

Her havde Frida også en overraskelse – nemlig to fastelavnsris til os begge, som hun selv havde pyntet og hængt slik på. Det blev jeg meget glad for.

Lørdag skulle vi så holde mors fødselsdag med familien. Så her hjalp jeg med at pynte fastelavnsboller, inden mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik og Janne kom på besøg.

Fødselsdagen startede med gaveudpakning – hvor jeg også gav mormor en graveret vase, som jeg selv havde lavet, fordi hun havde haft fødselsdag dagen før. Så spiste vi boller og fastelavnsboller, og bagefter spillede vi Playstation.

Senere gik vi en kort tur i haven, inden vi spiste aftensmad og en lækker kage, som Frida havde lavet, til dessert. Vi nåede også at se Versus, inden gæsterne skulle hjem igen.

Næste dag var vejret rigtig fint. Så her tog vi alle fire på tur til Dragør havn, hvor der var is på vandet – hvilket var rigtig flot. Vi gik også lidt rundt i byen og spiste en salat til frokost, inden vi sluttede med at gå lidt på isen ved stranden.

Da vi kom hjem, drak vi varm kakao og spiste fastelavnsboller. Og så spillede jeg også lidt Playstation med Frida.

Mandag cyklede vi først en tur til Christianshavn og Nyhavn for at kigge på den flotte is, der lå på kanalerne. Og på vejen hjem stoppede vi ved søerne, hvor der nu var så tyk is, at det var ok at gå på den – hvilket vi (og en masse andre) benyttede os af. Det er trods alt ikke hver dag, at man får mulighed for at gå på søerne i København.

Hjemme igen stod den igen på varm kakao og fastelavnsboller – hvilket var dejligt, for vi var blevet godt kolde. Senere spillede jeg Playstation med Frida og far, inden dagen sluttede med indisk mad og lidt tv.

I løbet af natten til tirsdag faldt der en del sne. Men samtidig var det også blevet tøvejr. Så vi skulle skynde os at udnytte sneen, mens den stadig var der. Derfor tog vi en tur i Frederiksberg Have og Søndermarken, hvor Frida og jeg fik kælket på en del forskellige bakker. Sne er jo heller ikke noget, som vi har oplevet så meget af – blandt andet fordi vi jo tit har været ude at rejse på det tidspunkt.

Efter frokost var jeg så en tur i Landbohøjskolens Have med Kristine og hendes mor – hvor vi byggede en snemand. Og bagefter kunne jeg så slappe lidt af derhjemme.

Og det var vist rigtig godt, at vi kom ud i sneen. For allerede næste dag var det meste forvandlet til sjap. Derfor brugte vi også det meste af dagen inde – kun afløst af en tur ud for at handle sammen med Frida. Til gengæld fik jeg så både sorteret tøj med mor og set Harry Potter med resten af familien. Så det blev lidt sent, inden vi var i seng.

Torsdag var Karla på besøg – hvor vi spillede spil sammen med Frida. Og så fik jeg også øvet guitar med far.

Om fredagen havde jeg en soveaftale med Karla hjemme hos hende – men først klokken 16. Så jeg var lidt utålmodig om formiddagen. Men heldigvis kunne jeg så spille lidt Playstation med far og Frida og få pakket, inden vi endelig gik af sted.

Hjemme hos Karla fik vi leget en masse med vores dukker (som jeg havde medbragt flere af). Og om aftenen så vi X-Factor, inden vi skulle i seng – hvor vi kunne ligge og snakke lidt. Og heldigvis var der slet ingen hjemve.

Næste dag sov vi helt til klokken 8. Og efter morgenmaden fulgte de mig hjem igen. Resten af dagen blev brugt på at slappe af og hygge. Og om aftenen spiste vi pizza og så både Stormester og Versus.

Søndag var jeg så hjemme hos Selma S – hvor vi også var på legeplads sammen med hendes far. Og hjemme igen øvede jeg guitar med far og lavede kreating.

Mandag morgen skulle jeg så igen i skole efter vinterferien – hvilket var dejligt. Og da jeg kom hjem igen, brugte jeg noget tid på at sy og øve guitar.

Dagen efter var Karla med mig hjemme – hvor hun også spiste med om aftenen. Og torsdag tog jeg direkte hjem fra skole for at have online guitarundervisning.

Fredag var jeg så hjemme hos Selma A efter skole – hvor jeg også spiste aftensmad. Og så kunne jeg lige nå hjem i tide til at se X-Factor og spise fredagsslik.

Hele weekenden havde jeg så masser af legeaftaler. Først var jeg dog i Landbohøjskolens Have med Frida og far, hvor vi mødte Rosa og Anna. Så her legede vi lidt sammen, inden jeg tog med Anna hjem et par timer.

Bagefter kunne jeg lige nå at hjælpe med at skifte hamsterbur og øve guitar, inden jeg skulle videre hjem til Karla for at spise aftensmad og se MGP. Og så blev jeg fulgt hjem af dem, da det sluttede.

Søndagen startede så med lidt oprydning, inden jeg skulle hjem til Mira. Her var jeg hele eftermiddagen og spiste endda også med, inden jeg blev hentet af mor igen.

Og nu er en ny uge så startet igen, der heldigvis foregår henne i skolen. I det hele taget går vi mod lysere corona-tider. For i går åbnede de fleste butikker igen. Og det ser også ud til, at jeg meget snart kan komme til FDF igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *