Siden juleferien sluttede har jeg haft hjemmeskole på grund af corona. Det har på nogle måder været fint – men nu er det heldigvis slut (forhåbentlig for altid). For fra i dag er jeg tilbage i skole igen.
Torsdag for knap fire uger siden havde jeg som altid hjemmeskole – den dag med mor. Og bagefter var jeg igen i Landbohøjskolens Have med Karla og hendes mor.
Da jeg kom hjem, bagte jeg chokoladekage med mor. Og om aftenen spiste Rosa aftensmad hos os – inden dagen sluttede med, at vi skiftede Charlies bur.
Fredag var det så fars tur til at have hjemmeskole med mig. Og senere var jeg nede i mors værksted, hvor jeg hjalp hende med at vaske gulv – mod at hun til gengæld pudsede mit halskæde-hjerte.
Senere gik mor, Frida og jeg ned for at købe slik, som vi spiste til fredagshygge – der også stod på pizza og X-Factor.
Næste dag kørte vi til Kalvebod Fælled i bil, for at gå en tur. Vejret var koldt med klart. Og da det samtidig var frostvejr, var det sumpede vand i vandpytterne frosset til is, så man kunne gå på det.
Inden vi tog hjem igen, nåede vi også både at klappe et får, se rådyr og ikke mindst spise kage og drikke varm saft.
Hjemme igen stod den på afslapning, snak med Charlie og ikke mindst Versus i fjernsynet om aftenen efter aftensmaden.
Søndag var en rigtig praktisk dag, hvor jeg skulle rydde op. Senere øvede jeg guitar sammen med far og lavede pandekager med mor og Frida – som vi efterfølgende spiste med is på.
Dagen sluttede med et afsnit ”Rundt på gulvet”, inden jeg skulle sove. Jeg vågnede dog igen et par timer efter, fordi jeg kunne høre mor snakke med Charlie – og så fik jeg lov til at være lidt med, inden jeg igen skulle sove.
De første par uger i hjemmeskolen havde været mest selvstændig skolearbejde. Men det seneste par uger har vi været på Teams med vores lærere og klassekammerater – ofte flere gange om dagen.
Det var vi også om mandagen for tre uger siden sammen med Nils. Og efter jeg så havde lavet noget skolearbejde sammen med mor, var jeg nede i mors værksted for at lave et smykke til fødselsdagsgave til Anna.
Tirsdag gentog dagen sig med Teams og hjemmeskole med far – efterfulgt at en tur ud sammen med Karla og hendes mor. Og bagefter var Karla med mig hjemme et par timer.
Dagen efter var nærmest magen til – bortset fra at mor stod for hjemmeskolen. Og her var Karla også med hjemme igen.
Om torsdagen havde jeg lidt mere travlt. For efter hjemmeskole og gåtur med Karla, skulle jeg have online guitarundervisning. Og lige bagefter skulle jeg så et smut over til Anna for at give hende fødselsdagsgaven – som hun blev meget glad for. Bagefter var jeg hos Jolie.
Fredagen efter hjemmeskole og tur i Landbohøjskolens Have med Karla, skulle jeg til hudlæge for at få kigget på mine negle. Men der kunne de ikke rigtig give noget svar. Så vi blev ikke meget klogere.
Bagefter var vi forbi en slikbutik for at købe fredagsslik. Og så stod den ellers igen på fredagshygge med slik og X-Factor.
Lørdag formiddag brugte jeg på kreating – og på at skifte Charlies bur. Jeg havde også lavet en forhindringsbane i pap til Charlie – der var ret god (bortset for nogle lidt for lave kanter).
Om aftenen så vi så Versus. Og bagefter fik vi lokket mor og far til at spille lidt Ego med os. Så det blev ret sent, før vi var i seng.
Søndagen startede med oprydning på mit værelse. Og senere kom mormor og morfar på besøg – hvor vi kunne vise Charlie frem (som heldigvis var lidt vågen). Her spiste vi også en kage, som Frida havde bagt – og som havde et perfekt snit (som de ville have sagt i ”Den store bagedyst”).
Senere gik vi en tur med mormor og morfar, inden de tog hjem igen. Og så sluttede weekenden med pizza og ”Rundt på gulvet”.
Mandag var vi på Teams flere gange i løbet af dagen – ikke mindst i forbindelse med online-banko, som A- og B-klassen deltog.
Her var jeg ret heldig. For først vandt jeg for én række. Derefter vandt jeg for to rækker. Og så sluttede jeg af med at vinde for hele pladen. Altså vandt jeg det hele. Og jeg vinder ellers normalt aldrig i banko. Bagefter brugte jeg noget tid på at male et billede og øve guitar med far.
Dagen efter var der så igen Team efterfulgt af en tur med Karla. Om eftermiddagen kom Augusta med mig hjem et par timer. Og efter aftensmaden øvede jeg så guitar med far igen.
Onsdag var det mor, som stod for hjemmeskolen efter den obligatoriske morgenundervisning på Teams. Og om eftermiddagen var Karla med mig hjemme, efter vi havde været i Landbohøjskolens Have. Til aftensmad fik vi boller i karry – som jeg hjalp mor med at lave.
Torsdag var igen en travl dag med matematik og klassemøde på Teams, tur i Landbohøjskolens Have med Karla og til slut online guitarundervisning. Og her fik jeg at vide, at man tydeligt kunne høre, at jeg havde øvet mig.
Bagefter var jeg ovre hos Anna, hvor Jolie også var. Og til aften spiste Anna aftensmad hos os. Her fik vi også snakket lidt med Charlie, inden Anna skulle hjem igen.
Fredag sluttede ugen med hjemmeskole, Teams, lidt guitarøvning og så en tur ud med Karla – hvorefter Karla var med mig hjemme et par timer.
Om aftenen spiste vi indisk mad og så VM-semifinale i håndbold – som Danmark heldigvis vandt. Så det blev lidt sent, inden jeg var i seng.
Lørdag formiddag cyklede vi en længer tur. Og på vejen hjem købte vi kage og slik. Om aftenen spiste vi tapas og så både X-Factor og Versus.
Næste dag var en rigtig slappedag, hvor jeg lavede en hamsterbane med Frida. Og så spiste vi tidligt, for Danmark skulle spille VM-finale mod Sverige.
Det blev en rigtig spændende kamp, som Danmark heldigvis også vandt. Så vi fik lov til at se lidt af fejringen, inden vi skulle i seng.
Mandag startede så det, der skulle vise sig at blive den sidste uge med hjemmeskole. Efter Teams lavede jeg lidt engelsk med mor. Og så var Karla med mig hjemme efter vores tur i Landbohøjskolens Have.
Da hun var blevet hentet igen efter et par timer, lavede jeg matematik med far – efterfulgt af øvning på min guitar.
Næste dag gentog sig på nogenlunde samme måde – bortset fra at Karla ikke var med mig hjemme efter vores tur. Og om aftenen hjalp jeg mor med madlavning – efterfulgt af guitar-øvning med far.
Onsdag var jeg for engang skyld ikke ude med Karla – men i stedet hjemme hos hende et par timer (hvor jeg selv gik derover).
Og torsdag havde jeg igen guitarundervisning online – efter Teams, hjemmeskole og tur i Landbohøjskolens Have. Og igen gik undervisningen rigtig godt. Det hjælper vist at øve sig.
Dagen efter var jeg igen hjemme hos Karla efter hjemmeskole. Har lavede vi en række gode gerningen, der skulle hjælpe med indsamling til Danmarksindsamlingen (der støtter coronaramte børn).
Bagefter var jeg i Landbohøjskolens Have med Karla og hendes mor. Og så var det ellers fredag igen – med afslapning, bøf bernaisse, fredagshygge, X-Factor og chokolade til fredagsslik.
I forgårs var det rigtig flot (og koldt) vejr. Så her kørte vi til Utterslev Mose, hvor vi gik en tur. Isen på søen var også frosset så meget, at vi kunne gå ud på den.
Da vi kom hjem igen, spise vi fastelavnsboller. Og bagefter lagde Frida og jeg et puslespil. Om aftenen så vi Danmarksindsamling og spiste popcorn – og kom sent i seng.
I går lavede jeg lidt kreative ting. Og senere var jeg sammen med Jolie, hvor vi opfandt et nyt brætspil – der var en del af en online FDF-opgave (som vi kan få et mærke for).
Og i dag skulle jeg så op, pakke taske og af sted til skole for at møde mine klassekammerater. Det har jeg virkelig glædet mig til.
