Så er jeg tilbage i børnehaven igen efter to måneder rejse. Og det har været rigtig dejligt at se mine venner igen.
De sidste dage på rejsen var nu også dejlige – specielt da solen endelig begyndte at skinne i Thailand.
Onsdag for to uger siden var der nu ikke meget solskin. Så her brugte vi eftermiddagen med at hygge. Og da det blev tid til aftensmad, spiste Frida og jeg på værelset – mens mor og far gik hen på restauranten i nærheden.
Næste dag regnede det også – så der var masser af tid indenfor igen. Vi spiste frokost på hotellets restaurant. Og bagefter lavede Frida, mor og far ”hemmeligheder” (der nok havde noget med min fødselsdag at gøre).
Vi legede også køkken – hvor vi tegnede mad og serverede det for mor og far. Dagen sluttede med, at vi badede lidt inden aftensmaden.
Om fredagen var det så tørvejr – for første gang i flere dage. Så efter morgenmaden kunne vi faktisk være ude – og var derfor i poolen. Senere spillede vi Solo (et spil næsten som Uno).
En gang imellem begyndte det dog at regne, så vi måtte trække indenfor – bl.a. da vi skulle spise frokost. Aftensmaden spiste vi på hotellets restaurant. Og så var det sovetid.
Lørdag var det så min fødselsdag, hvor jeg blev 6 år. Dagen startede med, at Frida, mor og far vækkede mig med fødselsdagssang. Eller det vil sige, at de forsøgte at vække mig. For faktisk var jeg allerede vågen – og lå bare og ventede på, at de skulle komme.
Da jeg kom ned i stuen, var der pyntet fint op. Og der var også en del gaver på stuebordet. Mor, far og Frida gav mig bl.a. Lego Friends, tuscher og blokke.
Og jeg må have været rigtig sød hele året før. For solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel – for første gang i Thailand. Men Frida og jeg ville nu hellere bygge med Lego Friends end at være ude. Så der gik et par timer, før jeg var i poolen.
Senere spillede vi også Solo udenfor. Spillet blev dog kortvarigt afbrudt af dagens eneste regnbyge – der heldigvis kun varede fem minutter. Så var det godt vejr igen.
Om eftermiddagen fik jeg også en stor overraskelse – i form af en fødselsdagskage, som mor og far havde bestilt. Der stod ”Tillykke Vilde 6 år” på den.
Dagen sluttede med film på tv’et, mens vi spiste room service aftensmad. Og så var det ellers sovetid efter en god fødselsdag med masser af sol.
Søndag var det så tid til at tage fra Thailand til Abu Dhabi. De sidste ting blev derfor pakket, og så blev vi kørt til lufthavnen – hvor vi satte os i et fly til Bangkok.
Flyveturen tog ikke så lang tid. Så efter bagagehentning, check-ind og sikkerhedskontrol havde vi lige tid til at spise frokost på Burger King, inden vi skulle flyve videre.
Fra Bangkok fløj vi til Dubai – en flyvetur på 6,5 timer. På den sidste del af turen sov jeg lidt, så jeg var godt træt, da vi landede.
Efter en kort togtur igennem lufthavnen, kom vi til paskontrollen. Og fordi Frida og jeg var med, fik vi lov til at springe den lange kø over. Det var rart. Til gengæld var der så lang ventetid på bagagen, inden vi kunne sætte os ind i en taxa og køre mod Abu Dhabi.
Taxaturen dertil tog godt halvanden time. Men Frida og jeg sov stort set med det samme – så det mærkede vi ikke meget til.
Vores nye hotel var en meget høj bygning. Derfor var mor og far heller ikke tilfredse med, at vi fik en lejlighed helt nede på 3. etage. Så far gik ned for at brokke sig – og det lykkedes at få en lejlighed på 13. etage i stedet.
Her var vi dog allerede blevet lagt i seng. Så vi måtte op igen og flytte værelse. Men klokken 0.30 lokal tid kunne vi endelig sove. For os var klokken så også 3.30 midt om natten (thailandsk tid).
Næste morgen vågnede både Frida og jeg klokken 6.30 lokal tid (9.30 Thailand-tid). Da mor og far også var kommet op, gik de ned i et supermarked under hotellet for at købe morgenmad – som vi spiste i vores lejlighed.
Bagefter fik vi pakket lidt ud, inden vi gik ned til hotellets pool – hvor det var varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel. Her blev vi til sidst på eftermiddagen.
Om aftenen tog vi en taxa til et center i nærheden. Efter at vi havde gået lidt rundt der, spiste vi aftensmad på en libanesisk restaurant. Og så gik vi tilbage til vores hotel. På vejen kunne vi se den flotte skyline med de mange lys.
Efter gåturen samt den korte nattesøvn dagen før, var vi meget trætte. Og det tog derfor heller ikke lang tid, før vi sov, da vi endelig var hjemme.
Vi skulle dog ikke bruge alt vores tid i Abu Dhabi ved poolen. Så i tirsdags tog vi en taxa til en kæmpe moske i udkanten af byen.
Her skulle man have noget pænt tøj på. Frida og jeg måtte vist have det meste på. Men far skulle have lange bukser på. Og mor skulle låne en dragt med hætte, der dækkede håret – og som vist var ret varm at have på.
Moskeen var ret flot. Der var hvidt marmor overalt. I loftet hang der kæmpe krystallysekroner. Og på gulvet lå verdens største vævede tæppe. Eller som Riising og mor sagde, da de besøgte stedet: ”hvis det ligner guld, så er det guld”.
Bagefter tog vi en taxa til et hotel, hvor vi havde regnet med at kunne sejle over en flod. Men der var igen både, der sejlede. Så vi måtte med en taxa i stedet. På den anden side var der en moderne souk (marked), hvor vi jeg fik lasagne på en italiensk restaurant – inden vi kørte tilbage til vores hotel.
Her nåede vi en tur i poolen, inden vi spiste aftensmad på værelset. Og så var det sovetid efter endnu en lang dag.
Næste dag startede med en tur til toppen af nabotårnet ved vores hotel. Her kom man op på 74. etage og havde en flot udsigt ud over Abu Dhabi.
Da vi var nede igen, tog vi en taxa til en guld-souk i nærheden, hvor mor gerne ville kigge lidt (dog uden at købe noget). Bagefter gik vi over til en is-butik i nærheden, hvor vi fik en is med tre kugler – som mor og far havde lovet os som fødselsdagsis.
Efter vi havde spist isen, kørte vi videre til centret i nærheden af vores hotel – som vi havde været på den første dag. Her kiggede vi på butikker og fandt bl.a. noget tøj, som jeg kunne bruge til børnehavens gallafest på fredag.
Turen sluttede med en tur i centrets trampolin-land. Her var der en masse trampoliner, hvor man kunne hoppe og slå saltomortaler. Vi havde en hel time der – hvilket var ret hårdt.
Inden vi tog tilbage til hotellet, spiste vi aftensmad på samme restaurant som den første dag. Og så var det ellers en taxa tilbage til hotellet og direkte i seng.
I torsdags var så sidste hele dag i Abu Dhabi – og på vores rejse. Så her havde vi absolut ikke andre planer end at være ved poolen og få den sidste sol.
Den første dag havde vi mødt en dansk familie med en dreng, som hed Jonathan og var 6 år. Og han var der igen – og ville rigtig gerne lege. Så ham var vi i poolen med en stor del af dagen.
Vi spiste også frokost ved poolen – hvor de bagefter delte sodavandsis ud til alle. Og så blev vi også malet på armen og jeg fik et ballon-sværd. Dagen sluttede med en smoothie, inden vi gik op. På vejen handlede mor ind til aftensmad, som vi spiste i lejligheden, inden vi skulle sove.
Fredag var det så tid til at slutte vores rejse og tage hjem til Danmark igen. Dagen startede dog stille og roligt med, at Frida og jeg spiste en kage, som vi havde købt dagen i forvejen på hotellet. Og bagefter fik vi lidt hurtig morgenmad, inden vi checkede ud og tog en taxa til lufthavnen.
I lufthavnen skulle vi igennem den sædvanlige check-ind, sikkerhedskontrol og paskontrol. Heldigvis tog det ikke så lang tid, så Frida og jeg havde tid til at købe en bamse hver for vores sidste penge.
Fra Abu Dhabi skulle vi flyve til Doha. Flyveturen var meget kort – og på grund af tidsforskellen landede vi faktisk før vi lettede. I Doha havde vi tre timer, og der var derfor masser af tid til det efterhånden traditionelle måltid på Burger King.
Flyveturen fra Doha til København tog 6,5 timer – og jeg brugte tiden med min iPad og med at se film.
Vi landede i København klokken 20.20 – men for os så var den 22.20. Og da jeg ikke havde sovet på flyturen, var jeg efterhånden godt træt. Paskontrollen tog rigtig lang tid, men til gengæld fik vi så vores bagage med det samme. Og endelig kunne vi sætte os ind i en taxa og køre hjem.
Det var rigtig dejligt at komme hjem igen. Og jeg fik hurtigt slæbt en stor del af mine bamser ind i stuen. Desværre skulle vi sove ret hurtigt efter, at vi var kommet hjem. For klokken var omkring midnat for os.
Lørdag vågnede jeg så klokken 7 – hvilket var klokken 9 Abu Dhabi tid. Og det var vist meget fint. Til morgenmad fik vi alt det, som vi havde manglet lidt på ferien – godt brød og lækkert pålæg.
Desværre var der ingen af mine veninder hjemme, da det var påskeferie i Danmark. Og da far samtidig skulle til påskefrokost, hyggede Frida og jeg med mor. Vi var ovre i Landbohøjskolens Have, hvor jeg nød at cykle på min cykel igen. Og til aftensmad fik vi boller i karry.
Dagen efter var der stadig ingen veninder hjemme. Så Frida og jeg måtte lege selv. Senere købte vi pizza, som vi alle fire spiste i Landbohøjskolens Have.
Sidst på eftermiddagen kom Anne hjem fra sommerferie. Det var rigtig dejligt at se hende igen – og lege med hende. Og Frida og jeg fik også lov til at spise risengrød til aftensmad hos hende.
Lige inden vi skulle hjem til os selv for at sove, kom Jolie også hjem. Så vi fik lov til at være lidt længere oppe – og kom derfor først i seng klokken 21.
2. påskedag skulle vi så til påskefrokost hos mormor og morfar – hvor Henrik, Janne, Filippa og Linus også kom. Det var dejligt at se dem alle sammen. Og så blev jeg også fejret lidt med lagkage og gaver.
I forgårs startede hverdagen så for alvor igen med børnehave. Lige da jeg kom dertil sammen med mor, fik jeg et kæmpe kram af Barbara – mens Lucile var lidt mere genert. Det var rigtig dejligt at se dem alle sammen igen. Og til samling fik jeg fortalt om min rejse.
Om eftermiddagen var vi på legepladsen – hvor solen skinnede (men hvor det også var ret koldt). Her blev jeg hentet af far, og da jeg kom hjem, fik jeg en forsinket fødselsdagsgave – et løbehjul magen til Fridas. Resten af dagen legede jeg med Jolie og Anna.
I går var jeg så også i børnehave. Og her holdt Lucile fødselsdag hjemme hos hende selv. Om eftermiddagen blev jeg hentet af Mette, som tog mig med hjem til Arthur. For far var til begravelse og mor på kursus.
Mor hentede mig hos Arthur, og så var vi alene hjemme, mens Frida og far var til fodbold. Lige inden vi skulle sove, kom Zandra og Adam forbi – og så skulle vi lige snakke lidt med dem. Så vi var lidt sent i seng.
Nu har jeg så kun syv dage tilbage i børnehaven, inden det er slut. Herefter er det SFO fra 1. maj. Det glæder jeg mig meget til.
