Det var så de fem år i vuggestue og børnehave. Nu er jeg pludselig skolepige – eller da i hvert fald SFO-pige.
Torsdag for tre uger siden gik jeg dog stadig i børnehave. Men allerede her startede forberedelser til SFO. For mor var til møde på skolen. Og da far samtidig var til netværksmøde, var jeg alene hjemme med Frida.
Om fredagen var så en af de dage, som jeg havde glædet mig meget til. Og den første af en række store dage her de sidste par uger – nemlig gallafesten for alle de børn, der skulle i skole.
Så jeg blev hentet lidt tidligt af mor, så jeg kunne komme hjem og får krøllet hår (og få glimmer i). Og så skulle jeg jo også have mit gallatøj på, som vi havde købt i Abu Dhabi – den blomstrede kjole og t-shirten med pallietter, der kan vendes. Til det fik jeg så mine glimmersko på og den samme pelsvest, som Frida også havde haft på, da hun var til gallafest.
Inden vi skulle til festen, var vi dog først forbi Arthur, Ellinor, Mette og Casper – som havde inviteret mor, far og Frida på aftensmad, mens Arthur og jeg skulle feste. Og vi nåede da også at lege lidt, inden vi skulle videre.
Ved børnehaven var der rullet en rød løber ud. Og efter lidt tilløb gik jeg selv ind (uden mor eller far) – mens jeg blev fotograferet.
Gallafesten startede med, at vi alle sammen spiste oppe i vores gruppe. Og bagefter kunne vi gå lige derhen, hvor vi ville. Så jeg fik danset og spist chips – og bare hygget med mine veninder.
Efter to timer var festen slut. Men lige inden vi skulle hentes, fik vi alle sammen en kæmpe is med tre kugler.
Mor og far hentede mig. Og bagefter tog vi hjem igen til Arthur, hvor jeg legede videre. Til sidst var jeg dog godt træt. Men der var klokken også blevet mange.
Weekenden brugte vi derfor også til at slappe af i. Klokken 10 kom Jolie op for at lege. Og lidt senere kom Anna også – og så var de der lige til spisetid.
Så efter endnu en dag var jeg godt træt til sidst. Alligevel havde jeg lidt svært ved at falde til ro. Sikkert fordi der var sket så meget de sidste par dage.
I slutningen af vores ferie fik jeg jo en rokketand. Og her lørdag aften var den meget løs. Faktisk var den så løs, at den nærmest bare hang fast i en smule tandkød. Men helt ude var den ikke.
Næste morgen var den til gengæld faldet ud. Desværre blev den uheldigvis også væk. Men om aftenen lagde vi alligevel en seddel i håb om, at tandfeen kom med en mønt.
Inden jeg skulle sove, skulle der dog ske en masse i løbet af dagen. Ved middagstid holdt Jolie og Olivia en fest – uden nogen særlig grund. Her fik vi pandekager og chips – og legede også en masse. Så det var endnu en god dag.
Mandag morgen lå der heldigvis en 20’er fra tandfeen. Så selvom hun ikke havde fået min tand, havde jeg alligevel fået en mønt.
Samtidig var mandagen også starten på den sidste uge i børnehaven. Mens jeg var der, kom to politibetjente på besøg, som havde børn i børnehaven. Her fik vi lov til at prøve alle de ting, som ikke var farlige.
Om tirsdagen legede jeg med Jolie efter børnehaven. Hun spiste også aftensmad hos os. Det samme gjorde Vera, som Frida havde med hjemme.
Torsdag var både Olivia og Alma med mig hjemme efter børnehaven. De spiste også aftensmad hos os.
Og fredag havde jeg så sidste dag i børnehaven (hvilket var endnu en stor dag). Far fulgte mig derned. Og vi syntes vist begge to, at det var lidt mærkeligt, at vi for sidste gang skulle gå gennem Landbohøjskolens Have for at komme derned, taste koden på døren for sidste gang osv.
I løbet af dagen skulle alle de kommende skolebørn på den røde løber for at modtage et diplom. Her gik jeg også selv – og var slet ikke genert.
På mit diplom stod der, at jeg var særligt god til at danse, fortælle om mine rejser og ikke mindst tage sig af andre. Det sidste var mor og far vist mest stolte af.
Klokken 14 kom mor, far og Frida forbi for at holde afskedskaffe sammen med de andre forældre med børn, som gik ud. Jeg delte popcorn og smoothies ud sammen med Olivia og Alma. Og der var også andre, som delte ud.
Jeg havde også gaver med til pædagogerne. Ebru fik noget chokolade og Charlotte fik en flaske champagne. Men Lars fik den største gave – en gavekurv med øl, nødder og chips.
Men faktisk var det jo ikke kun mig, som skulle tage afsked med Lars. Det skulle Frida (og mor og far) også. I alt havde Lars haft Frida og jeg i seks år (herunder tre uger sammen). Så det var også noget specielt at skulle tage afsked med ham.
Efter et par timer var det tid til at tage hjem fra børnehaven for sidste gang. Jeg pakkede alle mine ting sammen – inklusiv den meterhøje figur af mig selv, som vi havde lavet et par måneder tidligere. Og så blev der delt kram ud, inden vi gik hjemad.
Da vi havde spist aftensmad, så vi alle fire den film, som far havde lavet til Frida, for at hun kunne vise sin rejse for klassen. Og bagefter var det sovetid.
Lørdag kom Lasse, Jens og Helen på besøg. Det var ret lang tid siden, at vi sidst havde set dem, så jeg kunne ikke helt huske Lasse. Men vi fandt nu hurtigt ud af at lege sammen alligevel.
Vi fik alle sammen pandekager. Og senere var vi på skolen for at spille fodbold og klatre i klatrestativ. Inden de tog hjem, spiste vi også pizza sammen. Så klokken blev igen ret mange, før jeg var i seng.
Alligevel var jeg ret tidligt oppe næste dag. Her skulle far og Frida til fodboldstævne, så jeg hyggede hjemme med mor.
Senere på dagen fik Frida lov til at tage med Rosa op i deres sommerhus. Jeg ville også gerne have været med, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. I stedet fik jeg så lov til at spise pizza foran tv’et og falde i søvn i mors og fars seng.
Inden jeg skulle sove, kom Zandra og Jolie på besøg. Jolie var nemlig faldet på sit løbehjul ned ad en bakke. Så hun havde sår i ansigtet, hævet læbe og brækket håndleddet. Det var rigtig synd for hende – men det kunne nok også være gået meget værre.
Mandag i sidste uge var så den sidste af tre store dage – nemlig den dag, hvor jeg skulle starte som 1. maj barn i SFO.
Dagen startede med, at mor, far og jeg spiste morgenmad sammen med de andre i hvid gruppe. I den gruppe var der også Niels, som jeg havde gået i børnehavegruppe med samt Selma, som jeg havde gået i vuggestuegruppe med (og som havde gået i en af de andre gruppe i børnehaven).
Efter morgenmaden skulle far og mor gå lidt. Imens forberedte vi os på ABC-sangen, som vi efterfølgende sang for alle forældrene i multisalen. Da vi skulle derned, spurgte jeg Selma, om vi skulle holde i hånden. Og det ville hun gerne.
Inden dagen sluttede, skulle vi alle sammen fotograferes til Tabulex (hvor vi skal krydse os ind og ud). Og da jeg var den sidste på listen, tog det ret lang tid, før jeg blev fotograferet.
Da det var overstået, legede jeg lidt på legepladsen. Og bagefter gik mor, far og jeg på Pandekagehuset med Arthur, Anna, Jolie, Shyam, Peter, Rie og Mette. Resten af dagen blev brugt til at slappe af.
Tirsdag var så den første rigtige dag i SFO. Far fulgte mig dertil, og da jeg kom, fandt jeg hurtigt Jolie og Anna, som jeg legede med.
Dagen gik næsten perfekt – bortset fra at jeg blev glemt i skolegården. Da de andre gik op, fik de ikke mig med. Heldigvis opdagede de det hurtigt (før jeg selv gjorde) og hentede mig. Men jeg syntes det var ret flovt, at alle de andre kiggede da jeg kom op.
Derfor tog det også mor noget tid lige inden jeg skulle sove at få mig overbevist om, at jeg skulle i skole næste dag. For det havde jeg først ikke rigtig lyst til.
Næste dag var dog helt fin. Og jeg var slet ikke bange for at være i skolegården. Da far kom for at hente mig, var Olivia og Ellinor i fuld gang med at trække Jolie og jeg rundt. Og det passede fint, for Jolie skulle med mig hjem efter SFO.
Om torsdagen skulle vi til koncert med Frida – som skulle synge med musikskolen. Så mor hentede mig, hvorefter vi gik over til en anden bygning for at høre koncerten. Her var far også.
Bagefter legede jeg med Anna derhjemme. Og Frida havde også Silje med hjem – som også spiste hos os.
Fredag kunne vi så endelig slappe af efter en god – men også ret hård uge. Man bliver lidt træt af at starte i skole.
Det værste ved at stoppe i børnehaven har været at sige farvel til alle mine gode venner – hvor det kun er Olivia som er fortsat på min skole.
Men heldigvis så jeg dem alle sammen igen lørdag, hvor Barbara holdt fødselsdag hos sin far i Skodsborg for Lucile, Olivia, Alma og jeg.
Mor, far og Frida kørte mig derop. Og mens de lavede noget andet, havde vi en god fødselsdag med grilning af hotdogs og skattejagt i skoven.
Efter tre timer blev jeg hentet, og vi fortsatte alle fire op til mormor og morfar, hvor Frida og jeg skulle passes – mens mor og far skulle i byen med Heidi og Svend.
Vejret var rigtig godt. Så det meste af tiden var vi udenfor – hvor vi legede i sandkassen og lavede show. Mormor og morfar tilbød os godt nok, at vi skulle på tur – men vi ville hellere bare være i haven.
I forgårs blev vi så hentet igen og taget med hjem. Og i går startede så en ny SFO-uge. Her var Frida hjemme hos Filippa efter skole (og til fodbold bagefter). Så jeg fik lidt tid til at hygge med mor og far.
