Så er det slut med vuggestuen. Min sidste dag var forrige fredag, hvor jeg fik sagt farvel til alle – både fordi jeg skulle stoppe, og fordi jeg skulle rejse to måneder til Indien og Sri Lanka.
Både onsdagen og torsdagen inden var jeg på besøg i børnehaven. Og her hyggede jeg mig så meget og legede med nogle af de andre, så jeg ville slet ikke med ned til frokost om onsdagen. Derfor fik jeg også lov til at spise med i børnehaven.
Fredag havde jeg så sidste dag. Derfor var både mor og far også med for at aflevere mig. Og de blev der en halv times tid, mens jeg delte rosiner og mandariner ud.
Jeg havde også gaver med – både til de voksne og til stuen. De voksne fik nogle bolcher og noget te. Og børnene på stuen fik et puslespil og en bilbane, som jeg var blevet for stor til.
Til gengæld fik jeg en rigtig flot bog med fotos, som Anne Sofie havde lavet. Desværre var hun der ikke om morgenen, for hun havde fået opereret sit knæ og var derfor sygemeldt.
Senere kom hun dog på besøg – bare for at sige farvel til mig. Det var rigtig sødt af hende, og hun fik da også en kæmpe krammer (og min gave til hende). Og faktisk ville jeg også med hende hjem, men det gik desværre ikke.
Både mor og far kom også og hentede Frida og mig – og de havde kælk med. Det havde sneet rigtig meget, så vi kunne blive trukket hele vejen hjem igennem Landbohøjskolens Have. Resten af dagen gik med at gøre klar til vores rejse.
Næste morgen stod jeg så op kl. 7.15 – og kort tid efter var vi på vej til lufthavnen med taxa. Her mødtes vi med Jolie, Olivia, Zandra og Shyam, som vi skulle flyve sammen med til Doha i Qatar. Herfra skulle de så videre til et andet sted i Indien – men kun til i dag, hvor vi skal mødes med dem og være sammen med dem i lidt over en uge.
På flyveturen fik jeg ikke rigtig en middagslur – men jeg fik hygget lidt med Jolie. I Doha sagde vi så farvel til dem, inden vi skulle vente i over to timer på vores fly. Ventetiden blev brugt til lidt aftensmad – som jeg var så lang tid om at spise, at vi først kom til gaten i sidste øjeblik. Men vi nåede da det hele.
I det næste fly til Indien havde jeg lidt svært ved at falde i søvn. Men til sidste sov jeg da – og nåede et par timers søvn, inden vi landede igen. Her ventede en bil, som skulle køres os til vores hotel. Det tog en times tid, men selvom det var meget sent om aftenen, så sov jeg alligevel ikke.
Da vi kom frem til vores hotel i Varkala, var det tidligt om morgenen indisk tid. Derfor var der heller ikke et værelse klar til os, så vi måtte sove på en sofa i receptionen. Jeg sov dog ikke mere end en times tid, for så blev det lyst udenfor – og jeg ville kigge mig lidt omkring.
Lidt senere fik vi vores værelse, og efter en gang morgenmad, kunne vi for første gang komme i poolen. Der var en dejlig børnepool, hvor jeg kunne lege, så det var rigtig sjovt.
Bagefter sov vi alle sammen en middagslur på tre timer. Og så gik vi til stranden, hvor vi fik is og spiste aftensmad. På stranden fik vi næsten lige så meget opmærksomhed som i Burma. Det er åbenbart sjovt i hele Asien, når jeg spiser is (og få noget i hele hovedet). Så der bliver kigget, taget fotos, rørt ved mit hår og nevet i mine kinder. En gang imellem vil de endda have deres børn til at kysse mig. Det gider jeg altså ikke rigtig.
Godt træt faldt jeg i søvn lidt i ni – selvom klokken kun var 16.30 dansk tid. Men den manglede søvn på turen gjort, at jeg ikke havde jetlag.
Næste dag var lidt en gentagelse. Jeg sov til kl. 8, fik morgenmad, var en tur i poolen, sov middagslur og var derefter ved stranden (i klapvogn).
Efter vi havde spist, tog vi en tuktuk tilbage. Måske havde jetlaget alligevel ramt mig lidt, for jeg faldt først i søvn kl. 22.45.
De første dage var jeg i det hele taget ramt lidt på søvnen. Jeg var meget træt og ret pylret. Derfor stod den ofte også på tidlig middagslur. Og en dag sov jeg endda 3,5 time, inden jeg vågnede – forholdsvis udhvilet.
Det varierede også en del hvornår jeg stod op. En dag stod jeg først op klokken ni – hvor efter jeg den næste dag var oppe før syv. Det tidligste var kl. 5.45.
Resten af dagene i Varkala gik nogenlunde på samme måde. Vi var rigtig meget i poolen, hvor jeg de sidste dage lærte at svømme selv med mine badevinger – uden at far eller mor behøvede at holde mig.
Vi var også lidt andre steder. Bl.a. en tur til nogle klipper, hvor vi også kunne spise. Og så var vi i Varkala Town for at handle. Begge steder kom vi til med tuktuk, så vi fik kørt en del rundt.
I fredags var der en religiøs ceremoni på stranden. Det startede med at jeg fik øje på en elefant nede på stranden, da vi sad og spiste aftensmad. Og da vi kom nærmere, var der også kommet en masse mænd, som spillede på trommer. Senere var der et kæmpe optog, som vi så gå forbi tæt på vores hotel.
Søndag var det så tid til at tage videre. Vi blev hentet om morgenen i en bil for at tage imod Alappuzha, hvor vi skulle sejle med en husbåd i to dage.
Turen, der tog næste tre timer, blev lidt af en prøvelse. I Indien er der rigtig meget trafik, så der bliver hele tiden speedet op og bremset – og så er vejene snoede og luften var. Derfor kastede både Frida og jeg da også op flere gange. Og selvom mor og far var klar, gik det desværre lidt udover vores tøj.
Men til sidst var vi endelig fremme – og derfra blev et meget bedre. Vi kom om bord på vores båd, der var rigtig fin. Det bedste var dog personalet, som gerne ville lege med både Frida og mig (specielt med vores LEGO. I starten var jeg lidt reserveret, men efter lidt tid tøede jeg op. Og så ville jeg gerne med ud og hilse på dem.
De næste to døgn sejlede vi rundt på noget, der hed ”backwaters” – men som bare var en masse floder. Det var rigtig flot – men også lidt kedeligt, så vi fik leget en masse med vores legetøj, tegnet og spillet iPad.
På andendagen var vi i land, hvor vi så et træskæreri og en kirke (med barnedåb). Og om aftenen var vi ude at sejle i kano.
I forgårs var det så sidste dag – og samtidig mors fødselsdag. Så hun fik bl.a. nogle blomster af personalet, som de selv havde plukket, da de hørte det. Og så sagde vi ellers farvel, inden vi skulle videre til Fort Kochi, hvor vi er nu.
Turen hertil gik meget bedre. Afstanden var kortere, chaufføren kørte bedre og der var mindre trafik. Så hverken Frida eller jeg blev heldigvis dårlige.
Her, hvor vi bor nu, har vi en lille lejlighed med en opholdsstue og to soveværelser. Det betyder også, at Frida og jeg har vores eget værelse – og en rigtig seng i stedet for de luftmadrasser, som vi har ligget på indtil nu.
På hotellet er der også en pool. Og den prøvede vi første gang i forgårs, efter at vi havde spist frokost. Poolen er ikke så stor, og det betyder faktisk, at jeg kan svømme helt selv fra den ene ende til den anden.
Om aftenen tog vi en tur til havnen og stranden, hvor der var en promenade (endnu engang med en masse opmærksomhed). Jeg var i klapvogn, og det var faktisk rart ikke at skulle gå rundt selv hele tiden.
Mors fødselsdag sluttede på en restaurant – hvor maden desværre ikke var så god. Og kort tid før havde mor også fået en fugleklat lige i panden. Så det var vist ikke rigtig hendes dag.
I går var jeg tidligt oppe, og efter morgenmaden var vi ved poolen. Så var det tid til middagslur, inden vi gik en tur. Her spiste vi først frokost – og bagefter var vi både på isbar og legeplads, så det var en super dag.
På legepladsen legede Frida og jeg ret vildt – hvilket vist skræmte de indiske forældre lidt. Deres børn får åbenbart ikke lov til den slags.
Dagen sluttede af med en tur til havnen, hvor vi kiggede på alle de fisk, der var blevet fanget. Og efter aftensmad på en tibetansk restaurant (med en sød papegøje), var det tid til at sove.
I morges vågnede jeg meget tidligt og kom selv ind til mor og far. Her sov jeg videre indtil kl. 7. Så spiste vi morgenmad, var en tur i poolen og sov middagslur.
Og nu skal vi så snart mødes med Jolie, Olivia, Zandra og Shyam for først gang her i Indien. Det glæder jeg mig meget til.