Juleferie med masser af afslapning

Så blev det endelig juleferie – med juleaften, nytårsaften og ikke mindst en masse dage med mulighed for ren afslapning.

Fredag for fire uger siden var juletravlheden dog stadig i fuld gang. Her var der børnebanko i klubben – med resterne fra Tempeltræets Julebanko dagen før. Desværre vandt jeg ikke noget her.

Hele lørdagen brugte vi på at bage og efterfølgende pynte kager. Selv efter vi havde spist aftensmad, pyntede vi kager lige indtil sengetid.

Næste dag mødtes vi så med mormor, morfar, Fillipa, Linus, Henrik og Janne – hvor vi tog metroen ind til Marmorkirken for at deltage i en gudstjeneste der.

Bagefter gik vi langs vandet til Nyhavn og Kgs. Nytorv. Det var dog ret koldt, så vi var ikke meget på julemarked, før vi gik ind på den restaurant, hvor vi skulle spise frokost.

Vores tur rundt i København sluttede på Strøget, hvor vi var inden hos Royal Copenhagen for at se deres dækkede juleborde, inden vi tog metroen tilbage igen – og sagde farvel til de andre. Og så var der lige tid til lidt skolearbejde og pyntning af kager, inden det var sovetid.

I skolen om mandagen skulle vi vælge mellem fransk og tysk – og her valgte jeg fransk. Efter klub var Anna med mig hjemme for at pynte kager, inden jeg skulle videre til dans. Det var sidste gang inden jul, så i stedet for at danse, spillede vi fodbold.

Om onsdagen var jeg til tandlæge i skoletiden. Og om eftermiddagen havde Fridas årgang arrangeret julehygge med æbleskiver og lotteri – for at samle ind til deres studietur. Så her mødtes jeg med mor og far på skolen – men var dog mest sammen med Jolie og Anna.

Dagen efter skulle jeg direkte fra skolen og over i musiklokalet for at forberede musikskole-koncert. Her kom far for at høre mig, mens mor havde et arrangement i sit værksted.

Weekenden startede med, at jeg var hjemme hos Otto sammen med Karla og Anna – hvor vi lavede kagehus og efterfølgende spiste aftensmad der, inden jeg blev hentet af mor.

Lørdag stod den så på konfekt-lavning hele dagen. Og om aftenen var Frida til julefrokost hos Rosa. Så her hyggede mor, far og jeg os med blandt andet at se en film.

Dagen efter var vi så til julefrokost hos mormor og morfar – hvor Anni og Jarno også kom. Efter vi havde spist, gik vi en tur langs stranden, inden vi satte os til at se VM-finalen i fodbold mellem Argentina og Frankrig. Det blev en spændende kamp, der først sluttede med straffesparkkonkurrence. Så det blev ret sent, inden vi kom hjemad igen.

Mandag startede så den sidste, halve uge inden ferien. Her var jeg hjemme hos Selma S efter klub – hvor jeg også spiste aftensmad.

Og onsdag var det så sidste skoledag inden ferien. Her startede vi med Kahoot-quiz, inden vi var i kirke for at se krybbespil – som Frida var med i. Inden vi gik på juleferie, afslørede vi også nissevenner. Jeg havde haft Aksel som nisseven. Og Mira gættede ikke, at jeg var hendes nisseven.

I klubben efter skole havde vi gymnastik for sidste gange. Og bagefter var Anna med mig hjemme, inden vi sluttede dagen af med at se en masse julekalender-afsnit.

Den første dag i juleferien startede med, at Frida og jeg skulle købe hø og mad til Charlie. Og bagefter skiftede jeg Charlies bur – inden vi pyntede juletræ. Og så sluttede vi igen af med at se et par afsnit julekalender.

Dagen efter var Frida og jeg i Torvehallerne med mor. Og da vi kom hjem igen, skulle jeg først rydde op – inden jeg kunne lave de sidste gaver og pakke dem alle sammen ind. Senere hjalp jeg med at lave julemad, inden det var tid til julekalender og Stormester.

Lørdag var det så juleaften. Her var jeg med til at dække bord, inden mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik og Janne kom klokken halv tre.

Her startede vi med at drikke gløgg og spise æbleskiver. Og så kunne vi også nå at spille lidt Playstation, inden vi skulle spise – først andesteg, flæskesteg og medisterpølse efterfulgt af risalamande (hvor jeg desværre ikke fik mandlen).

Efter maden dansede vi om juletræet. Og så var det endelig tid til at pakke gaver op. Her fik jeg en mobiltelefon, en fotobog fra jeg var tre til fem år, et par spil, en perlevæv, et tæppe, et mikroskop og en hængekøje.

Det tog ret lang tid at pakke gaver op. Og bagefter skulle der jo også lige spises lidt af vores konfekt. Så det blev ret sent, inden vi var i seng.

Mormor og morfar overnattede hos os. Så dem spiste vi morgenmad med næste dag. Og da de så var taget hjem, hjalp far mig med at gøre mobiltelefonen klar. Bagefter fik jeg også afprøvet min perlevæv.

Om aftenen spiste vi rester – både af and, risalamande, kager og konfekt. Og så så vi både julekalender og Stormester.

  1. juledag sov jeg længe. Og senere på dagen var vi på Amager Strand, hvor Anna også var med. Om aftenen spiste vi endnu flere rester – og så Stormester og første afsnit af Carmen Curler.

Tirsdag tog far, Frida og jeg ud for at købe cover og panserglas til min og Fridas nye mobiltelefoner. Og så kunne vi for alvor begynde at bruge dem, uden at være bange for, at de skulle gå i stykker.

Næste dag brugte vi nogle timer på at pakke julepynt væk. Og senere spillede jeg Playstation med far og Frida.

Om torsdagen var jeg hjemme hos Karla hele dagen. Og fredag, efter jeg havde ryddet op på mit værelse, var jeg sammen med Anna.

Lørdag var det så blevet nytårsaften. Her startede vi som altid med at tage til brunch i Gilleleje for at fejre Filippas fødselsdag. Og da vi kom hjem igen, havde vi lige et par timer til at gøre os klar til festen om aftenen.

Vi startede nytårsaften nede på gaden, hvor vi mødtes med de andre fra ejendommen samt Casper, Malene, Arthur og Ellinor for at skyde lidt fyrværkeri af – inden vi gik op til os for at spise forret og se dronningens nytårstale.

Bagefter fortsatte vi videre til Shyam, hvor vi spiste hovedret – efterfulgt af et par quizzer. Her kom Stine, Klaus og Silje også forbi.

Da klokken nåede 12, hoppede vi ind i det nye år – og var igen nede på gaden for at skyde fyrværkeri af. Og så sluttede vi nede hos Peter og Rie, hvor vi spiste dessert – og fortsatte festen til meget sent.

Så søndag var en rigtig slappedag, hvor vi bar madrasser ind i stuen og så både Carmen Curler, Harry Potter og Nul Stjerner – mens vi spiste chips.

I forgårs var jeg sammen med en masse fra klassen hos Albert, hvor vi spillede rollespillet ”Werewolf”.

Og den sidste feriedag i går blev brug på at lave kreating og høre lydbog hele dagen – kun iført nattøj.

I dag er det så tilbage til hverdagen igen – hvor jeg har været tidligt oppe for at nå i skole til tiden – i kedeligt vejr med mørke og regn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *