Julekalender, julepynt og julehygge

Så er vi endelig kommet til julemåneden december – noget som vi har haft glædet os til. For det betyder julekalender, julepynt og ikke mindst julehygge.

Fredag for tre uger siden var der dog ikke så meget hygge i luften. For her skulle jeg have taget en blodprøve – hvilket jeg var lidt bekymret for. Det viste sig dog heldigvis ikke at være så slemt.

Bagefter var jeg i skole. Og eftermiddagen blev der holdt fællesfødselsdag i klassen – hvor vi blandt andet var på skattejagt på Assistens Kirkegården.

Efter nogle timer blev jeg hentet af far – hvor Anna også fulgtes med mig hjem. Og så startede weekenden med lækker tapas.

Lørdag formiddag var jeg i svømmehallen med Anna, Peter og Rie – hvor jeg sprang fra 3-meter vippen. Da vi kom hjem igen, lavede Anna og jeg kreating i pap hos mig. Og om aftenen så vi finalen i ”Den store bagedyst” og bagefter ”Stormester”.

Næste dag skulle der ryddes op på mit værelse. Og fordi jeg havde været til læge om torsdagen, skulle jeg også lave diktat hjemme.

Senere legede jeg med Anna og Jolie. Og jeg fik også både læst og slappet af, inden vi sluttede af med at håndbold-finale for kvinder – hvor de desværre tabte til Norge.

Da jeg vågnede mandag morgen, var der faldet sne. Og heldigvis blev det liggende længe nok til, at vi kunne lege lidt med det i skolen.

Om tirsdagen startede der så VM i fodbold. Og da det var allerede klokken 14, sluttede vi lidt tidligere i skole – og så det i fællessalen. Desværre var det en lidt kedelig kamp, der sluttede 0-0.

Dagen efter tog Augusta og jeg i centret efter skole og klub. Her fandt jeg en slikkalender, som jeg gerne ville have. Og da jeg kom hjem, fik jeg også øvet lidt guitar.

Torsdag var jeg så til guitar efter skole. Og om fredagen skulle vi undervise 2.A i matematik – hvor Inge, som vi også havde haft, er matematiklærer. Jeg blev sat sammen med en pige, som heldigvis var rigtig sød.

Om aftenen skulle mor ud sammen med Zandra. Så her fik Frida, far og jeg burgere fra Burger Klubben – hvilket var et stort ønske fra mig. Og bagefter så vi en film.

Lørdag tog vi alle fire i skoven for at finde ting til juledekorationer – og vi fik også købt lidt gran med derfra. Da vi kom hjem, så vi Danmark spille mod Frankrig – hvor de desværre tabte. Men heldigvis kunne vi så se to afsnit af ”Stormester” bagefter.

Næste dag stod den så på julehygge. Her satte vi julemusik på. Og så lavede vi julepynt, dekorationer og nisselandskab.

Om mandagen var Selma S med mig hjemme et par timer efter skole og klub – inden jeg skulle videre til dans.

Næste dag i skolen lavede vi keramik i billedkunst. Og om aftenen var Marie-Louise med Frida hjemme, hvor hun også spiste med.

Onsdag var der så igen fodboldkamp – som jeg kom hjem og så anden halvleg af. Desværre tabte Danmark også her mod Australien – hvilket betød, at de ikke gik videre. Om aftenen var mor, far og Frida i kirke. Så her var jeg alene hjemme.

Torsdag i sidste uge startede julemåneden så endelig. Så fra morgenstunden stod den både på pakkekalender og skrabejulekalender.

I skolen startede vi med morgenmad sammen med forældrene – hvor mor og far var med. Resten af dagen hyggede vi og klippeklisterede. Og om eftermiddagen var jeg til guitar, inden jeg skulle hjem for at pakke.

For fredag morgen blev jeg nemlig vækket tidligt. Og kort efter tog vi metroen til lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve på forlænget weekend i Dublin. Inden da nåede vi dog lige en shake og sandwich på Joe & The Juice.

Flyveturen til Dublin tog lidt over to timer. Og efter en kort taxatur var vi fremme ved vores hotel – hvor vi heldigvis kunne få vores værelse med det samme.

Efter vi havde hvilet en smule, gik vi ud for at se på byen. Her startede vi med at spise frokost på en pub. Og bagefter kiggede vi lidt på butikker, inden vi fandt en anden pub, hvor vi kunne få varm kakao.

På vejen tilbage til vores hotel, købte vi kinesisk takeaway, som vi spiste på værelset. Og så kunne vi lige nå at slappe lidt af, inden det var sovetid.

Dagen efter startede vi med en rolig morgen, inden vi gik af sted. Her spiste vi frokost på en restaurant, der lå i en nedlagt kirke. Og bagefter gik vi lidt rundt og kiggede på butikker i en gågade. Desværre var der proppet med mennesker alle steder – overalt i Dublin. Så det var lidt anstrengende.

Senere spiste vi en lækker kage på et konditori i stil med La Glace i København. Efter vi havde gået lidt mere rundt, ville vi gerne finde en pub, hvor vi kunne få lidt at drikke. Men der var proppet alle steder. Og da vi samtidig var ret trætte af larm, gik vi hjem for at slappe lidt af.

Efter et par timer gik vi så ud igen for at få noget at spise. Men også alle restauranterne var optaget. Til sidste fandt vi dog et sted, hvor der var plads.

Det var dog ikke den helt store succes. For efter vi havde ventet i halvanden time, kom vores mad dog endelig. Problemet var bare, at der manglede en hel masse. Og efter vi så yderligere havde ventet noget tid, opgav vi – og gik på McDonald’s i stedet for at købe mad med hjem.

Da vi vågnede søndag morgen, regnede det – hvilket det stort set gjorde resten af dagen. Så vi havde ikke så travlt med at komme af sted.

Til sidst gik vi dog af sted mod et pizzasted, hvor vi fik nogle gode pizzaer. Bagefter var vi på Guinness bryggeriet, hvor vi så en udstilling om øl – hvilket ikke var så spænende.

Fra bryggeriet gik vi tilbage til centrum – hvilket igen var en gåtur på en halv times tid. Heldigvis var det stoppet med at regne for en kort bemærkning.

Her var vi i et flot udsmykket storcenter. Og på vejen tilbage til vores hotel, fik vi kage og varm kakao. Sidste stop inden hotellet var et ginsted, hvor mor og far fik en lokal gin.

Da vi endelig var kommet tilbage og havde fået tørt tøj på, gad vi ikke rigtig af sted igen. Så i stedet spiste vi kopnudler til aftensmad. Og bagefter spillede vi kort, inden det var sovetid.

Mandag morgen spiste vi så morgenmad på hotellet, inden vi tog en taxa mod lufthavnen. Her checkede vi ind og fik også shoppet lidt, inden vi fløj tilbage til Danmark.

Tilbage i København fik vi vores bagage. Og så kunne vi tage det sidste stykke med metro hjem – hvor vi fik sagt hej til Charlie og også slappet lidt af – inden det var tid til at se julekalender.

I tirsdags var vi så på museum med billedkunst. Og om onsdagen var vi i teatret. Her fik jeg også givet Mira min nissegave – hvilket var et par festlige julebriller, som vi havde købt i Dublin.

I går måtte jeg lige hjem for at hente min guitar, som jeg havde glemt om morgenen. Og efter guitar kom Karla. For hun skulle med Frida, mor og jeg til Tempeltræets Julebanko – som far desværre ikke kunne komme med til, fordi han skulle til netværksmøde.

Til julebanko vandt jeg ikke noget på mine bankoplader. Til gengæld vandt jeg i lotteriet bagefter. Og her var gevinsten et gavekort til fem pizzaer – som jeg selv havde været med til at samle ind. Så det var en god gevinst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *