Julen nærmer sig

Efter en lang december måned, nærmer julen sig for alvor. Om bare to dage er det nemlig juleaften.

Fredagen for tre uger siden sluttede med den sædvanlige fredagshygge – hvor vi spiste pizza, så ”Rundt på gulvet” og julekalender.

Næste formiddag var jeg en kort tur i Landbohøjskolens Have med mor, inden vi gik hjem for at bage småkager. Og om aftenen fik jeg durum – mens de andre spiste sushi.

Søndag bagte vi så endnu flere småkager, inden vi pyntede rigtig mange kagefigurer med glassur. Og om eftermiddagen var jeg en tur i gården, hvor ”juletræet” (der bare er et almindeligt træ) blev tændt.

Derefter blev der pyntet endnu flere småkager, inden dagen sluttede med julekalender og thaimad til aftensmad.

Tirsdag efter skole og SFO cyklede mor, Frida og jeg ind til byen for at se på juleudstilling. Og bagefter mødtes vi i Nyhavn med far, inden vi gik på Tony’s for at spise aftensmad – et sted som jeg havde været før til et børnearrangement med nogle af pigerne fra klassen.

Efter hovedretten skulle far videre til quiz, mens vi tre andre havde tid til dessert, inden vi igen cyklede hjemad.

Onsdag morgen skulle jeg så selv i skole uden Frida – som var blevet sendt hjem til hjemmeundervisning på grund af corona.

Af samme grund var guitarundervisning også aflyst næste dag. Men det gjorde nu ikke så meget, for her skulle alle pigerne fra klassen mødes til et par timers leg i Landbohøjskolens Have – sammen med Augustas og Karlas mødre.

Fredag var der hygge med julefilm og æbleskiver i SFO’en. Og da jeg kom hjem, tog vi næsten med det samme videre til et lejet sommerhus – hvor vi skulle være sammen med mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik og Janne.

Her nåede vi lige frem til aftensmaden. Og bagefter var der tid til at spille iPad og hygge – inden vi kom ret sent i seng.

Alligevel var vi børn alle tidligt op næste dag. Og efter morgenmaden gik vi alle sammen en tur langs stranden.

Om eftermiddagen var der pakkespil. Og bagefter var vi i sommerhusets pool og spa – inden vi endnu engang kom sent i seng.

Søndag formiddag tog vi ind til Nykøbing Sjælland. Men her var næsten alt lukket – så det var ret kedeligt. Resten af dagen gik derfor med iPad, pool og spa igen.

Mandag morgen skulle vi så pakke og køre hjemad igen. Tilbage på Frederiksberg brugte vi et par timer på at se de fire afsnit af julekalenderen, som vi ikke havde fået set i sommerhuset. Og derefter var det tidligt i seng.

Tirsdag var jeg så tilbage i skolen igen, hvor jeg fik nissen Niller med hjem – som var med til at spise og se julekalender med os. Og det skulle jeg så skrive om i en lille bog.

I fredags var så sidste skoledag inden juleferien. Og derfor havde vi da også juleafslutning – der dog ikke var helt normal. For på grund af corona kunne vi ikke komme i kirke. I stedet havde præsten (og skolelederen) optaget en video, som vi så.

Bagefter var jeg i SFO, inden jeg tog hjem for at holde juleferie – med afslapning, krea og lidt fredagshygge.

I lørdags var jeg så med mor i Panduro for at købe nogle krea-ting. Og bagefter var vi i Irma for at handle – hvor vi fik foræret to chokoladejulekalendere (der ellers bare skulle smides ud). Så det var noget af en god overraskelse, som vi kom hjem med til Frida.

Resten af dagen blev brugt på at lave krea-julegaver. Og så hyggede vi også med æbleskiver og tegnefilm, inden det var sovetid.

Næste dag var jeg hjemme hos Kristine om formiddagen. Og om eftermiddagen hang far, Frida og jeg julepynt op, mens mor lavede nogle praktiske ting i sit værksted.

Senere lavede jeg flere krea-gaver og fik pakket dem ind, inden vi sluttede dagen af med julekalender og resten af tegnefilmen fra dagen før.

I går havde vi så en dejlig slappeformiddag med iPad og krea, hvor jeg blandt andet lavede ting af filt – noget som mor og far vist var ret imponeret af, hvad jeg kunne lave.

Senere var jeg på cykeltur med mor for at købe fødselsdagsgave til Filippa. Og så sluttede dagen med at jeg legede med Jolie inden aftensmaden – der stod på pommes frites, steg og bernaisse.

Og i dag har jeg haft endnu en slappedag, hvor det er blevet til lidt iPad og kreating – i nattøj. Så nu er jeg også ved at være klar til juleaften om to dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *