Tingene mere bliver mere og mere normale igen, efter at en stor del af Danmark har været lukket ned på grund af corona. F.eks. er vores klasse blevet slået sammen igen. Og vi kan også komme i SFO.
Tirsdag for tre uger siden var SFO’en dog stadig lukket. Så efter vi havde været i Forum med skolen, hvor vi havde spillet hockey og stikbold, legede Anna og jeg sammen bagefter.
Om fredagen blev de vores to grupper så slået sammen, så vi var hele klassen samlet igen. Her åbnede SFO’en samtidig også op.
Alligevel valgte jeg at tage direkte hjem fra skole – og videre med Jolie en tur i Frederiksberg Centret. Og om aftenen hyggede vi med slik og en ny sæson af Stormester.
Næste morgen skulle vi så pakke – og på en miniferie til Faxe. I Faxe spiste vi frokost på et pizzeria, inden vi tog videre til Faxe Kalkbrud.
Her fulgte en guide os ned i den store udgravning, hvor vi kunne hakke løs med hammer og mejsel – og søge efter forsteninger. Jeg fandt en del små skaller – og syntes i det hele taget, at det var rigtig sjovt.
Inden vi gik op igen, var vi også forbi en sø, hvor vandet var lige så blåt som i Caribien. Desværre var det alt for koldt til at bade i.
Bagefter kørte vi videre til vores overnatningssted – der var en lejlighed på en bondgård. Her kunne Frida og jeg slappe lidt af, mens mor og far kørte af sted for at handle.
Aftensmaden blev spist på terrassen. Og bagefter gik vi en tur over til hestene, som vi kunne klappe og fodre. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.
Næste dag kørte vi til Næstved, hvor vi spiste brunch. Og bagefter gik turen videre til Gavnø Slot, hvor der var en stor park med klappegeder og legeplads.
Da vi havde været der et stykke tid, fortsatte vi til Enø og Karrebæksminde, hvor vi gik lidt rundt og også fik en is. Senere fik vi lidt at drikke ved havnen. Og inden vi tog hjem igen, spiste vi aftensmad ved en fiskebutik.
Tilbage i Faxe igen, kunne vi lige nå at få læst lidt, inden det var sovetid – hvilket endnu engang var lidt sent.
Mandag var det 2. pinsedag – og derfor fridag. Så efter vi havde pakket vores ting, kørte vi til Haslev, hvor vi så mors gamle efterskole og spiste brunch.
Næste stop på vejen hjem var Gisselfeld Kloster, hvor der var endnu en stor park – med en ret kedelig legeplads.
Derfra gik turen så tilbage til Frederiksberg, hvor Frida og Rosa fandt på at sælge saftevand nede på gaden – som jeg hjalp dem med. Samtidig var jeg også deres bedste kunde. For jeg købte selv to glas.
Om aftenen skulle mor ud at ro kajak. Så her hyggede vi tre andre os med pizzasandwich. Desværre havde jeg lidt svært ved at falde i søvn, for det var meget varmt.
Næste dag var det så tilbage i skole. Og da jeg havde fri, blev jeg hentet af Frida. For vi skulle nemlig i centret for at købe en fødselsdagsgave til Adam.
Gaven, der var en gummifrø og en bog om Far Gris, fik han så lidt senere i gården, hvor han holdt fødselsdag.
Onsdag var vi igen i Forum, hvor vi spillede badminton og hockey. Og hjemme igen legede jeg med Karla – blandt andet med en tændt sprinkler i gården.
Om fredagen var det så Grundlovsdag – og derfor endnu en fridag. Vi brugte dog hele dagen på at få ryddet op og gjort rent.
Lørdag eftermiddag kom Heidi og Svend på besøg. Og senere tog de ud for at spise med mor og far, mens Frida og jeg var alene hjemme – hvor vi så film og spiste chips.
Det blev ret sent, inden vi kom i seng – og det samme var tilfældet for mor og far. Så hele søndagen blev brugt på at slappe af – og hygge med film.
Mandag i sidste uge kom Augusta med mig hjem efter skole for at høre, om vi måtte have en legeaftale – hvilket heldigvis var ok.
Også selvom hun igen skulle med mig hjem om onsdagen – hvor hun skulle spise med, inden vi skulle til spejderafslutning.
Spejder havde jo ellers været aflyst i tre måneder på grund af corona. Men der var mulighed for at holde en afslutning – i en spejderhytte lidt uden for byen. Her lavede bål og bagte snobrød, inden vi kørte med bus tilbage til Frederiksberg.
I fredags skulle Frida på telttur sammen med sin klasse og far. Så her var mor og jeg alene hjemme. Vi hyggede med burger og så Frost 2. Og da jeg skulle sove, fik jeg lov til at ligge i fars seng.
Næste formiddag kom far og Frida så hjem igen. Og lidt senere var jeg med Anna og Jolie på papegøje-legepladsen – sammen med Rie. Og om aftenen fik vi endnu engang burger.
Søndag var mor og far af sted for at købe en ny vandhane til køkkenet. Og da de kom hjem igen, cyklede mor, Frida og jeg til Amager Strand – mens far blev hjemme for at installere den nye vandhane.
Ved stranden var vi alle tre ude at bade. Og på vejen hjem spiste vi pitabrød. Så det blev endnu engang lidt sent, inden vi var i seng.
I forgårs var det endnu en dag med godt vejr. Så efter skole og lidt tid i SFO cyklede vi alle fire igen til Amager Strand – hvor vi havde mad med. Frida, mor og jeg var også en tur i vandet, inden vi cyklede hjem igen.
Og i går havde jeg både Selma A og Augusta med hjemme. Og Frida havde Marie-Louise på besøg. Så her legede vi alle fem sammen i gården – hvor vi også grillede om aftenen.
Nu nærmer sommerferien sig så snart. Fredag i næste uge slutter skolen – og dermed også min tid i 2. klasse.
