Efter en lang periode med hjemmeskole på grund af corona, er vi nu endelig kommet tilbage i skolen igen – dog på en noget anden måde, end vi plejer.
Fredag for tre uger siden havde jeg min sidste hjemmeskoledag. Her arbejdede jeg blandt andet sammen med mor om at lære klokken.
Senere på dagen tog Frida, mor og jeg på en lille tur – hvor vi spiste is. Og om aftenen var der så fredagshygge.
Næste dag kom Anna hjem fra sommerhus – hvor hun havde været siden starten af nedlukningen. Så her legede jeg med hende og Jolie i gården. Alle de voksne var der også – inklusiv Shyams nye kæreste Kuna, som jeg var den eneste i familien, der havde set før.
I gården spiste vi pizza med Jolie, Olivia, Adam, Shyam og Kuna. Og bagefter hyggede vi. Så det blev ret sent, inden vi kom i seng.
Søndag cyklede vi alle fire en tur rundt i området omkring Københavns Havn. Og da vi kom hjem igen, legede jeg med Anna og Jolie.
Mandag skulle vi så møde i skole klokken 8.30. Frida og jeg startede dog med at mødes med Anna og Rosa uden for vores opgang.
Ovre i skolen skulle vi møde et helt specielt sted i skolegården. Alle klasser var også blevet delt op, således at hver klasse bestod af to grupper. I min gruppe var jeg blandt andet sammen med Anna, Karla, Augusta og Selma S.
Der var også taget en masse forholdsregler. Vi skulle være så meget udenfor som muligt. Og når vi skulle undervises indenfor, skulle vi sidde med to meters afstand. Og det var derfor også et andet lokale, end vi plejer.
Vi havde da heller ikke normalt skema med forskellige lærere. I stedet var det Joanna, som var sammen med os hele dagen. Og vi fik også fri allerede klokken 13.30.
Og alle disse forskellige regler og tiltag følger vi stadig – og kommer sikkert til det et godt stykke tid endnu.
Da vi fik fri fra skole, fulgtes jeg hjem med Anna – som jeg også legede med resten af dagen derhjemme.
Om tirsdagen fik jeg vist min rejsevideo ovre i skolen. Og senere lærte jeg også at folde kopper af papir.
Efter skole var der lidt tid til at slappe af, inden vi mødtes med Heidi og Svend ovre i Landbohøjskolens Have. De var de første, som vi havde været sammen med i lang tid – bortset fra dem fra ejendommen.
Onsdag stod den på krea efter skole. Og om torsdagen var vi tilbage i Landbohøjskolens Have for at spise pizza der.
Og fredag var det så weekend igen. Her havde jeg en legeaftale med Selma S hos os – hvor vi var lidt i gården og også spillede Playstation.
Da Selma blev hentet, legede jeg videre i gården sammen med Anna og Otto – som Anna havde besøg af.
Lørdag var hjemmedag – hvor jeg brugte en del tid på at rydde op. Og senere mødtes jeg med Jolie, hvor vi lavede TikTok-videoer.
Næste dag skulle vi alle fire på en cykeltur til Utterslev Mose. Og da vi kom hjem igen, legede jeg med Anna.
Efter skole om mandagen havde jeg en legeaftale med Selma A, hvor vi legede i hendes gård, indtil far hentede mig. Og næste dag var Augusta så med mig hjemme for at lege.
Sidste weekend startede så med den sædvanlige fredagshygge. Og næste dag brugte vi hjemme – bortset fra en tur til fiskehandleren sammen med mor og Frida, hvor vi købte en kæmpe fisk.
Søndag var jeg så hjemme hos Kristine i fire timer. Og resten af dagen blev så brugt på at slappe af på mit værelse.
I tirsdags var jeg hjemme hos Augusta for at se hendes helt nye hundehvalp – som den første fra klassen. Den var virkelig sød.
Da jeg kom hjem fra Augusta, var Frida og jeg en tur nede i gården for at spise fødselsdagskage med Rie, som havde fødselsdag.
Og i går efter skole var jeg lang tid nede i mors kælder, hvor vi sammen lavede et hjerte til en halskæde. Nogle af tingene blev mor nødt til at lave. Men jeg stod blandt andet selv for at slibe.
Nu er der så en enkelt skoledag her i dag, inden vi har miniferie. For i morgen er det nemlig Store Bededag.
