Jul og Island

Så er julemåneden for alvor gået i gang – med alt hvad der hører til af nisser, julekalender og hygge. Og så har vi også været en tur på Island.

Tirsdag for tre uger siden stod der dog stadig november i kalenderen. Her var jeg først til elevrådsmøde. Og senere var jeg til skole-hjem samtale sammen med mor og far.

Heldigvis fik jeg rigtig meget ros – både fagligt og socialt. Jeg er en god ven. Og samtidig også dygtig til skoletingene. Når vi får en opgave, så kaster jeg mig bare over den. Faktisk bliver jeg nogle gange brugt af vores lære som eksempel over for de andre.

Onsdag stod den så på spejder – dog lidt anderledes end normalt. Først var vi i kirken, hvor vi så en forestilling. Og senere spiste vi så sammen.

Næste dag kom mormor og morfar for at passe Frida og jeg, mens mor og far var på tur til Hamborg. Derfor fik vi også lov til at holde fri fra skole.

Hjemme hos mormor og morfar lavede vi juledekorationer og guirlander, bagte pebernødder og spillede spil. Og så var vi også en tur på stranden.

Søndag kørte vi så hjem igen til Frederiksberg, hvor mor og far ventede på os. Det var dejligt at se dem igen, for jeg havde savnet dem ret meget.

Om tirsdagen var jeg hjemme hos Anna efter SFO. Og onsdag var jeg til spejder igen – hvor vi lavede juledekorationer og julekalender.

Fredag var mor på kursus om aftenen – så her hyggede Frida og jeg sammen med far. Og næste dag tog vi alle fire en tur i skoven for at samle grene og mos.

Det tog vi med hjem og brugte til at lave endnu flere juledekorationer af. Og om aftenen var mor i byen med Zandra. Så her spiste vi pizza og så finalen i Den Store Bagedyst sammen med far.

Søndag var det så samtidig også den første december. Og i løbet af natten var Nisse-Fie flyttet ind – og hun havde haft gaver med. Nemlig nogle kagefigur-forme.

Jeg havde også to julekalendre, der skulle åbnes – en med chokolade og en med ting til min Our Generation dukke.

Resten af dagen blev brugt på hygge og klippe-klistre. Og så fik jeg også både tid til at rydde op og lege med Anna.

Mandag stod den på julehygge i skolen. Her var forældrene først med til at spise morgenmad. Og resten af dagen lavede vi en masse juleting.

Næste dag var Selma A med mig hjemme – og spiste også aftensmad hos os. Og onsdag var der juleafslutning til spejder. Her kom julemanden med slikposer. Og så fik vi også lavet nogle julegaver.

Torsdag var vi alle fire til julebanko i Multisalen på skolen – som Fridas klub Tempeltræet stod for. Desværre vandt jeg ikke noget i banko. Men til gengæld vandt jeg igen i lotteriet – en ring (der desværre er alt for stor).

I fredags var det min tur til at arrangere julehygge i klassen. Så her havde jeg slikstokke med. Og så havde jeg også valgt en historie, der skulle læses op.

Lørdag morgen blev jeg så vækket rigtig tidligt – for her skulle vi flyve til Island. Og kort tid efter sad vi i en taxa på vej til lufthavnen. I lufthavnen fik vi lidt morgenmad. Og derefter fløj vi mod Island.

Da vi landede på Island, var det meget koldt og blæsende. Så selvom gåturen var kort, blev vi noget kolde, inden vi kom over til vores biludlejningsbureau.

Efter vi havde fået vores lejebil, kørte vi mod Den Blå Lagune. Inden da stoppede vi dog i en by i nærheden, hvor vi fik fish & chips til frokost.

Den Blå Lagune var rigtig god. For selvom luften var meget kold, var vandet dejligt varmt. Så vi var i rigtig lang tid, inden vi kørte videre mod vores hotel. Og det var i mørke – for på Island er det kun lyst godt 4,5 timer i december.

Da vi havde fået vores hytte, kørte vi til en nærliggende by for at spise aftensmad. Og så var det hjem for at sove – lidt sent og efter en lang dag.

Søndag skulle vi på tur – og heldigvis var vejret rigtig godt. Vi startede dog lidt sent. For det blev først lyst klokken 11.

Først stoppede vi ved en sø, der lå nede i et krater – hvor vi kunne gå rundt på kraterringen. Og bagefter kørte vi til vandfaldet Gullfoss – hvor der var meget koldt.

Sidste stop var Geyser, hvor der med jævne mellemrum blev sprøjtet kogende vand højt op i luften. Her spiste vi også frokost, inden vi kørte hjemad igen.

På vejen stoppede vi ved et supermarked. Og efter at have slappet lidt af på vores hotel, kørte vi igen ned til byen for at spise en pizza. Og så var det endnu engang sovetid.

Da vi vågnede op mandag morgen, havde det sneet ret kraftigt – og gjorde det stadig. Så efter morgenmaden lavede Frida og jeg snemænd, mens mor og far pakkede og gjorde klar til at køre af sted.

Egentlig var planen, at vi skulle have besøgt en nationalpark på vejen til Reykjavik. Men der lå så meget sne på vejen, at vi måtte vende om og køre direkte til Reykjavik i stedet. Her fandt vi vores hotel. Og efter vi havde fået anvist vores lejlighed, gik vi ud for at kigge på byen.

Første stop var en stor kirke. Og bagefter fandt vi et sted, hvor Frida og jeg kunne få varm kakao – og mor og far en øl.

Senere gik vi hjem for at klæde lidt om, inden vi gik mod en restaurant – hvor vi fik noget lækkert mad. Og så var det sovetid.

Tirsdag tog vi en rolig morgen, hvor Frida og jeg blandt andet var i karbad. Og da det blev lyst, gik vi ud i byen.

Her var det ret blæsende. Men meteorologerne på Island havde faktisk også lovet storm – og en af de værre slags. Faktisk skulle det blive den værste snestorm i mange år. Derfor lukkede mange butikker og restauranter også før tid. Og vi var lidt spændt på, om vi mon kunne komme hjem næste dag.

Inden vejret blev for slemt, nåede vi dog at besøge et hvalmuseum – hvor der var modeller af hvaler i rigtig størrelse. Og tilbage i centrum købte vi kage med hjem, som vi spiste i vores lejlighed – mens vi så fire afsnit af Tinka-julekalenderen.

Da vi skulle ud for at spise om aftenen, var det blæst ret meget op. Men heldigvis fandt vi en hyggelig, italiensk restaurant, hvor vi fik noget lækkert pasta. Og så var det hjem igen for at læse og derefter sove.

I går skulle vi så køre til lufthavnen. Heldigvis var det ikke snevejr. Og stormen var heller ikke værre, end vi godt kunne komme til lufthavnen. De fleste af de andre veje på Island var dog spærret. Så vi var heldige, at vi var sluttet i Reykjavik.

I lufthavnen fik vi afleveret vores lejebil. Og så gik vi tilbage til lufthavnen. På vejen blæste det dog så meget, at vi skulle passe på ikke at blive blæst omkuld – specielt fordi det også var ret glat.

Heldigvis afgik vores fly også planmæssigt. Så efter lidt morgenmad på Joe & The Juice kunne vi flyve mod København – hvor vi landede til regnvejr og noget varmere vejr.

Herfra tog vi metroen hjem. Og så blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt på at slappe af – og få læst en enkelt gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *