Så er der endnu engang gået et par uger med masser af oplevelser i flere (og ret så forskellige) lande.
Onsdag for præcis to uger siden var vi stadig i Cambodia. Her skulle vi på tur til en række templer i Angkor-området. Så efter morgenmaden kørte vi af sted i en tuk tuk.
Første stop var det berømte Angkor Wat, hvor der var mange mennesker – specielt kinesere. Og næste stop var så Bayon-templet.
Herfra gik turen til Baphuon-templet, der åbenbart havde en så stejl trappe, at Frida og jeg ikke måtte komme ind. Til gengæld kunne vi så kigge på de aber, der rendte rundt uden for templet. Jeg var dog lidt bange for dem – specielt fordi der var en abe, som hoppede op på skulderen af en mand.
Frokosten blev spist på en restaurant, hvor vi sad på gulvet – og hvor der svømmede fisk rundt i et bassin under os.
Da vi havde spist, kørte vi videre til Ta Prohm, der var et rigtig jungletempel – hvor træerne groede ind og ud mellem stenene.
Efterhånden var jeg ved at være godt træt af at se templer. Så det var rigtig fint, at Banteay Kdei templet var det sidste – og at vi gik hurtigt igennem det. For med 36 graders varme var det ikke så sjovt at kigge på templer.
Tilbage på hotellet fik vi lige en skyller, inden vi hoppede i poolen. Og senere tog vi så en tuk tuk tilbage til centrum, hvor vi fik pasta til aftensmad på en restaurant.
Dagen efter var endnu en tempel-dag, hvor vi efter morgenmaden kørte af sted. Første stop var Bateay Srey, der lå langt væk fra byen. Og det tog da også over en time i tuk tuk at komme dertil.
Alligevel var der rigtig mange kinesere – som ikke alle sammen opførte sig så pænt. I hvert fald var der én, som stak en kæmpe kameralinse lige op i hovedet på mig.
Da vi var færdige her, kørte vi tilbage til tempelområdet – og til Pre Rup templet. Her var der også en meget stejl trappe. Men sjovt nok måtte Frida og jeg gerne besøge dette tempel.
Næste stop var East Mebon og derefter til Ta Som – der var endnu et jungletempel. Så så vi Neak Poan, der var et stort (og kedeligt) vandbassin. Og til sidst besøgte vi Preah Khan, der var det sidste tempel på turen.
Og så var vi endelig færdige med de mange templer – og kunne køre tilbage mod byen. Her spiste vi frokost i centrum, inden vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet.
Da vi kom hjem, var vi i poolen. Og bagefter slappede vi lidt af – og jeg fik også læst. Vi havde spist sen frokost, og derfor sprang vi aftensmaden over – så Frida og jeg for en gang skyld også kunne komme i seng i ordentlig tid.
Efter et par lange og varme dage stod den så på afslapning forrige fredag. Så efter morgenmaden fik vi lavet lidt lektier – inden vi fik lov til at spille iPad. Frokosten blev spist på den restaurant, der lå lige i nærheden af hotellet – og som vi havde spist på tidligere. Her fik jeg en lækker gang fish & chips.
Vi nåede også en tur i poolen, inden vi gjorde os klar og kørte med tuk tuk til Bugs Café – en café med speciale i mad med insekter. Alt sammen lavet af en rigtig dygtig kok.
Og vi fik spist os igennem en række specielle retter. Blandt andet fik vi wok-ret med silkelarver og græshopper, forårsruller med myrer, indbagt hakket fugleedderkop og spyd med skorpioner. Og jeg smagte næsten det hele – hvilket var en sjov oplevelse.
Bagefter gik vi lidt rundt i centrum, hvor vi også fandt et sted, hvor vi kunne få fødderne i vand – mens nogle fisk spiste vores døde hudceller. Det var noget, som jeg havde plaget om et stykke tid. Og det var da også sjovt – med den kildrende fornemmelse.
Inden vi tog tilbage til hotellet, var vi forbi et issted, hvor vi fik en banana-split. Og så var det ellers tid til at tage hjem for at sove.
Næste morgen skulle vi så videre igen. Så vi stod tidligt op, pakke vores ting, spiste morgenmad – og tog derefter mod lufthavnen. Her checkede vi ind, gik igennem paskontrollen og sikkerhedskontrollen – og havde så noget tid i afgangshallen. Den brugte vi blandt andet på Burger King.
Flyveturen tog ikke lang tid, og snart landede vi i Bangkok i Thailand. Her var vi også hurtigt igennem og på vej i en taxa mod vores hotel – der var en hel lejlighed.
Da vi kom frem, legede Frida og jeg restaurant sammen – hvor vi tegnede mad og drikke og serverede den for mor og far.
Senere gik vi til et stort center i nærheden, hvor vi gik lidt rundt. Og så var det tilbage på hotellet for at spise aftensmad på hotellets restaurant, inden det var sovetid.
Næste formiddag startede stille og roligt ud, inden vi fandt en restaurant, hvor jeg fik en god spaghetti bolognese. Bagefter var vi en tur i centret, hvor Frida og jeg blandt andet fik lov til at kigge i en legetøjsbutik – samt en række andre butikker.
Vi var også i et kæmpe supermarked med mange mennesker, inden vi tog tilbage til hotellet. På vejen købte vi færdiglavet frysemad, som vi spiste, efter vi havde været en tur i poolen.
Om aftenen spiste vi popcorn og så X-Factor – kun afbrudt af en gang Facetime med Augusta midt i det hele. Så det blev lidt sent, før vi var i seng.
Næste dag startede mor og far med at vaske noget tøj. Og senere tog far til frisør, mens mor, Frida og jeg tog på restaurant. Bagefter var vi i centret for at kigge på tøj – og fandt også nogle enkelte ting.
Efter far var færdig hos frisøren, mødtes han med os i centret. Og så gik vi rundt sammen. Vi spiste også aftensmad her, inden vi gik hjem – og nærmest direkte videre til poolen. Og om aftenen så vi så endnu et afsnit af X-Factor, inden det var sovetid.
På vores sidste, hele dag i Bangkok, spiste vi morgenmad på hotellet. Og efter at mor og far havde vasket lidt tøj, tog vi i et andet center, for at se, om vi kunne finde et bestemt par bukser i den rigtige størrelse til mig. Det lykkedes heldigvis – og jeg fik også en ny badedragt.
Bagefter spiste vi kage og købte også ind til vore tur til Bangladesh, inden vi tog tilbage til hotellet – og i poolen for sidste gang.
Aftensmaden blev spist på samme restaurant, som vi havde været på to gange tidligere. Og så tog vi hjem og så rejsevideo fra i sommers sammen.
I onsdags blev jeg så vækket. Og efter vi havde pakket og spist nudelsuppe til morgenmad, checkede vi ud og tog en taxa mod lufthavnen.
Her checkede vi så ind og kom igennem sikkerhedskontrollen og paskontrollen. Og så var der lige tid til en milkshake, inden vi steg på flyet og fløj mod Dhaka i Bangladesh.
Flyveturen tog lidt over to timer, der blev fordrevet med lidt spil på vores iPads. Og da vi så landede, skulle vi bruge ret lang tid på at få et visum. Men endelig kunne få komme videre, få vores bagage og mødes med vores guide.
Han tog os med i en minibus, der kørte igennem den meget trafik i Dhaka – der var ret kaotisk. Og vi kom da også kun langsomt frem. Men endelig var vi fremme i den gamle del af Dhaka, hvor vi kunne stige ud.
Herfra gik vi til fods igennem en meget befærdet gade – hvor vi også fik rigtig meget opmærksomhed. For enden af gaden var der et palads, som vi skulle se.
Uden for paladset ville folk rigtig gerne tage selfies med os. Og selvom jeg ikke tidligere har gidet at blive fotograferet, stillede jeg velvilligt op sammen med mor, far og Frida.
Næste stop var floden, hvor vi skulle på en sejltur i to robåde – guide, mor og Frida i den ene og far og jeg i den anden.
Lidt længere nede ad floden lagde vi til og gik over til den store båd, som vi skulle sejle videre med de næste mange timer. Her fik vi vores to kahytter, hvor jeg skulle sove sammen med far.
Da vi havde klaret det praktiske, gik vi lidt rundt og kiggede på båden. Og så satte Frida og jeg os ind i en af kahytterne og spillede iPad – indtil vi sejlede.
Aftensmaden blev først serveret klokken 20.30 – hvilket var 21.30 thailandsk tid. Så jeg var virkelig træt – og Frida sov allerede. Men jeg holdt mig vågen og fik noget spise, inden jeg også lagde mig til at sove.
Næste morgen sov jeg så til gengæld helt til klokken 8.15 – længe efter de andre var stået op. Og jeg var endda ikke vågnet i løbet af natten, selvom der åbenbart havde været meget larm.
Efter morgenmaden på båden, kunne vi slappe af i kahytten – kun afbrudt af et par gange, hvor vi var ude for at se skibet lægge til havn. Og så lige for at spise frokost.
Skibet af blevet over fem timer forsinket, men endelig var vi fremme ved den havn, hvor vi skulle af. Her blev vi hentet af en minibus og kørt til et sted med gamle moskeer en times kørsel væk.
Ved den første moske var der rigtig mange, som ville fotografere os og tage selfies med os. Men det var meget venlige, så jeg stillede op til det meste. Det samme skete i øvrigt også ved både moske nummer to og tre. Så til sidst var det lidt anstrengende – og det var derfor rart, da vi endelig kørte mod vores hotel.
Efter en times kørsel var vi fremme på hotellet. Her spiste vi aftensmad. Og så var det ellers tid til at sove – denne gang på værelse med mor.
Næste morgen blev jeg så vækket allerede klokken 5.30. Og klokken 6 var vi på vej videre mod en båd, der skulle sejle os rundt i et kæmpe område med mangroveskov.
På båden blev vi taget imod besætningen, der alle sammen var rigtig søde. Og kort efter sejlede vi så af sted – mens vi spiste morgenmad.
Efter lidt tid gik vi i land og lidt rundt i et område, hvor vi kiggede efter dyr. Her så vi blandt andet nogle sjove fisk, som havde ben og kunne trække vejret over vandet – og derfor også kunne kravle rundt i mudret.
Bagefter var der så frokost, inden vi havde tid til at slappe lidt af. Tiden blev brugt på at spille spil med mor, far og Frida og tegne. Og det sidste var besætningen meget interesserede i. Senere var jeg nede i kahytten, hvor jeg spillede med Frida.
Sidst på eftermiddagen skulle vi en tur ud i en robåd. Og da vi kom tilbage, var der tid til at tegne lidt mere inden aftensmaden. Og kort efter faldt jeg i søvn – rigtig træt.
Næste morgen blev jeg så vækket klokken 6.15 – og et kvarter senere var vi på vej af sted i robåden for at kigge efter dyr.
Vi så ikke så mange dyr. Til gengæld så vi helt friske fodspor fra en tiger. Desværre var der ikke så stor chance for at se selve tigeren.
Da det begyndte at regne, sejlede vi tilbage til båden, hvor kokken stod klar med morgenmad til os.
Kort tid efter var vi så tilbage i robåden igen. Her så vi nogle hjorte og aber, inden vi lagde til for at gøre klar til en længere gåtur, som vist nok var på 10 kilometer.
Gåturen gik først igennem et hedeområde og ned til en øde strand – som vi gik et langt stykke ad. Fra stranden var der kun et lille stykke tilbage til båden. Og det var vist meget godt, for det havde været en ret hård tur – ikke mindst på grund af temperaturen, der var på over 30 grader.
Så var der frokost og derefter endnu en gåtur – der heldigvis var ret kort. Her kiggede vi igen efter dyr – og så blandt andet et vildsvin, der gik rundt nede ved vandet. Turen gik også igennem en skov, der var blevet ødelagt af en voldsom storm.
Efter endnu en bådtur var det blevet tid til aftensmad – der fordi det var sidste aften bestod af BBQ med cola til. Og for en gang skyld spiste jeg faktisk mere kylling end ris.
Næste morgen skulle vi på endnu en bådtur – denne gang allerede klokken 5.30. Men fordi vi havde været tidligt op mange dage, så havde vi aftalt med mor og far, at Frida og jeg skulle blive tilbage på båden.
Så jeg sov, da de tog af sted – og vågnede først senere. Her spillede jeg iPad, indtil de kom tilbage – og vi skulle have morgenmad.
Senere var vi i en fiskerlandsby, hvor vi fik ret meget opmærksomhed – og hvor en lang række børn fulgte os rundt. Det blev lidt for overvældende for mig. Så jeg syntes ikke, at det var så sjovt.
Derfor var det også rart at komme tilbage på båden, hvor vi sejlede videre til at farm, hvor de opdrættede krokodiller og skildpadder – som derefter blev sat tilbage i naturen.
Efter frokost sejlede vi så tilbage til det sted, hvor hele turen startede. Her sagde vi så farvel til personalet og kørte videre mod samme hotel, som vi tidligere havde boet på.
Det havde været en sjov tur – bortset fra den lange gåtur og alt opmærksomheden i landsbyen. Og selvom det havde været lidt kedeligt en gang imellem, havde det nu været hyggeligt at sejle.
Da vi ankom til hotellet, ville vi gerne i poolen. Men det viste sig at koste penge, selvom vi boede på hotellet. Så den idé blev droppet. I stedet spiste vi aftensmad på hotellet – og derefter lagde vi os til at sove.
I forgårs på hotellet sov jeg så lidt længe. Bagefter fik vi pakket og spist morgenmad, inden vi igen kørte videre mod lufthavnen i endnu en minibus. Det første del af turen var fin nok, men efter noget tid kom vi til en meget dårligt grusvej. Så det blev en noget bumpet tur, inden vi efter 2,5 timer endelig nåede lufthavnen.
Her kom vi kort tid efter af sted med fly mod Dhaka – en tur der så til gengæld kun tog en halv times tid. I Dhaka blev vi hentet af en chauffør, som kørte os til vores hotel.
Efter vi havde fået vores værelse, gik vi af sted for at finde et supermarked. I første omgang fandt vi dog en Pizza Hut i stedet, hvor vi spiste frokost. Og så fik vi handlet, inden vi tog hjem for at se X-Factor – og derefter sove.
Dagen i går startede med en lækker morgenmad på hotellet – ikke mindst nogle rigtig gode vafler med chokolade og flødeskum. Bagefter læste jeg for Frida og fik også lavet lidt skolearbejde, inden vi var en tur i hotellets pool.
Om aftenen spiste vi på en restaurant ude i byen. Og efter endnu en tur i supermarkedet, var det hjem for at sove.
I dag startede vi også med den lækre hotel-morgenmad, inden vi fik lavet mere skolearbejde. Og så var vi en tur rundt i området omkring hotellet – hvor vi spiste frokost på en restaurant og kiggede lidt på souvenir. Og her lige inden vi skulle sove, var Frida og jeg så en tur i badekar.
I morgen skal vi så på en tur til den gamle del af Dhaka hele dagen. Og i overmorgen flyver vi videre til Bhutan – der i øvrigt bliver mit land nummer 50.
