Så er det blevet hverdag igen, og jeg er startet rigtig i skole – nemlig i 1. klasse.
Tirsdag for tre uger siden havde vi dog stadig en slags sommerferie. Godt nok var vi startet i SFO – men skolen var ikke startet endnu. Og den dag var Frida og jeg da heller ikke af sted – for far havde fødselsdag.
Vi startede med at vække ham med flag og – selvom han nu nok var vågen alligevel. Bagefter spiste vi morgenmad. Og far fik også gaver.
Jeg gav ham en æske Merci-chokolade (der jo betyder tak på fransk). Og så fik han også et kort, som jeg selv havde skrevet efter en seddel, som mor havde skrevet for mig.
Senere tog vi på tur. Først var vi i centret, hvor vi købte en skoletaske til Frida samt nogle penalhus-ting til os begge to.
Derfra tog vi først metroen og bagefter en busfærge til Refshaleøen. Her spiste vi frokost – og Frida og jeg fik også en slushice.
Næste stop var et sted i nærheden, hvor Frida og jeg kunne hoppe i vandet fra havnekanten, mens mor og far fik en drink. Vi var også forbi for at se den båd, som far har sammen med Peter, Shyam og Casper, inden vi tog hjemad.
I Nyhavn spiste vi så aftensmad på en restaurant. Bagefter fik vi en stor is, som vi spiste på havnekanten, inden vi tog det sidste stykke hjemad. Og så var det sengetid – for klokken var blevet 21.30.
Dagen efter var vi så tilbage i SFO. Her legede jeg med Jolie – som jeg også gerne ville hjem sammen med. Men da det var Olivia, som skulle hente Jolie, måtte hun lige ringe til mor først. Heldigvis var det ok.
Da vi kom hjem, legede vi i gården – hvor vi også fik en is. Om aftenen købte vi pizza, som vi spiste sammen med Jolie, Olivia, Adam og Zandra. Og så var det igen sovetid.
Torsdag var jeg igen i SFO. Og da Anna skulle hentes, kom jeg med. Senere legede jeg også med Adam og Jolie. Og de fik begge to fik lov til at spise sammen med Frida, mor og jeg (mens far ikke var hjemme). Senere kom Zandra og Olivia også forbi. Så det var rigtig hyggeligt.
Om fredagen holdt vi så endnu en fridag. For her skulle Frida på fodboldlejr – og vi tre andre kørte hende og Rosa til et sted i nærheden af Helsingør.
Bagefter kørte mor, far og jeg videre til mormor og morfar, hvor vi fik frokost. Her var vi også en tur på stranden, selvom det ikke var badevejr.
Inden vi kørte hjem igen, fik vi også kage. Og derhjemme hyggede vi alle tre. Så det blev ret sent, inden jeg kom i seng.
Lørdag slappede vi af. Her fik jeg tegnet en masse. Og jeg var også med til at rydde op på mit værelse med mor. Aftensmaden var jeg også med til at lave.
Efter aftensmaden fik jeg det fredagsslik, som jeg havde været for træt til at spise før – mens vi så en film. Så endnu engang var jeg lidt sent i seng.
Søndagen blev også brugt hjemme. Her fandt mor et lærred frem, som jeg kunne male på. Senere kom Frida også hjem fra fodboldlejr. Og om eftermiddagen var jeg med mor i centret – blandt andet for at købe slim.
Og mandag for to uger siden var det så første skoledag efter sommerferien – hvor jeg skulle starte i 1. klasse. Her var mor og far med til at aflevere mig. De var der dog i kort tid, inden alle forældrene blev bedt om at gå.
Resten af dagen brugte vi på forskellige aktiviteter, hvor vi også mødte vores to lærere Niels og Inge – samt nogle af de lærere, som vi skal have i de andre fag. Jeg fik også vist Niels det foto, som vi havde taget af frøskelettet i Frankrig.
Om eftermiddagen var jeg så i SFO, inden jeg blev hentet af mor og kom hjem for at slappe af – godt træt efter en lidt lang første dag.
Næste dag havde vi så de første rigtige fag – blandt andet natur og teknik med Niels, hvor vi lærte om tomater og dug. Og da jeg kom hjem fra skole, havde Frida Marie-Louise med hjem.
Onsdag havde vi kristendom, hvor vi skulle skrive tre ting, som man kan tro på. Her skrev jeg vampyrer, Frankenstein og påskeharen.
Om eftermiddagen var jeg med Jolie hjemme hos Shyam. Her fik vi aftensmad og nåede også en tur på legeplads, inden jeg blev hentet af far.
Næste dag havde vi årgangens dag, hvor vi var på tur rundt til alle de steder, hvor dem fra vores klasse bor. Her fik jeg taget foto foran min hoveddør, og bagefter var vi forbi mors værksted for at se, om hun var der – og det var hun heldigvis. Så alle fra klassen fik en guldkaramel.
Efter SFO ville jeg gerne have Augusta med hjem – og det var ok. Her legede vi i gården. Desværre blev hun hentet inden aftensmaden, så hun var ikke med til at spise pizza sammen med os og Sofia, som Frida havde med hjem.
Da det havde været lidt hårdt at starte i skole igen, blev jeg om fredagen hentet lige efter skole. Så tog vi hjem og hyggede med æbledessert og boller. Og for en gang skyld var jeg tidlig i seng, selvom det var fredag.
Men jeg skulle også være frisk til næste dag, hvor vi skulle i Tivoli med mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik og Janne.
Vi mødtes allerede klokken 11, hvor Tivoli åbnede – så vi kunne nå at prøve noget, inden der blev for meget kø. Desværre var der nogle ting, som jeg ikke måtte prøve, fordi jeg lige manglede nogle centimeter.
Senere spiste vi frokost på en restaurant, inden vi prøvede endnu flere ting. Der var også både tid til candyfloss og is, inden vi tog hjem igen. Vi var først hjemme klokken 21 – så jeg var godt træt.
Søndag lavede vi da heller ikke så meget. Faktisk legede Frida og jeg med Playmobil stort set hele dagen – kun afbrudt af lidt tid, hvor vi var med til at lave pølsehorn. og så var det ellers i seng i ordentlig tid.
I mandags var det så tilbage i skole – hvor vi blandt andet havde idræt. Her skulle vi også bade – hvilket vi ikke havde gjort i 0. klasse. Om eftermiddagen, da jeg var kommet hjem, kom Jolie og Adam på besøg. Og Jolie spiste også med sammen med mor og jeg – mens Frida og far ikke var hjemme.
Næste dag var jeg igen i skole. Og efter SFO legede jeg med Playmobil sammen med Jolie og Anna hjemme hos mig.
Onsdag skulle vi fotograferes i skolen. Så her var det på med det pæne tøj. Om eftermiddagen legede jeg igen med Jolie – og spiste også aftensmad hos hende.
Om torsdagen skulle mor og far så på tur til Amsterdam. Så jeg sagde farvel til dem om morgenen. Og om eftermiddagen blev jeg så hentet af mormor og morfar i SFO’en. Og da Frida også var kommet hjem fra klub, kørte vi til Dronningmølle.
Fredag havde Frida og jeg fået lov til at holde fri fra skole. I stedet tog vi en tur til Sverige, hvor vi var i en tropezoo med bl.a. aber og tukaner, der gik frit omkring. Vi tog en taxa dertil fra færgen, men gik tilbage. Og de penge, som vi sparede, fik vi lov til at købe slik for.
Næste dag var Linus på besøg – hvor vi hyggede og badede på stranden. Og Linus blev også og sov der om natten.
Søndag kørte vi så tilbage til Frederiksberg. Desværre var mors og fars fly forsinket, så vi ikke kunne nå at sige godnat til dem, inden vi skulle sove.
Da vi vågnede næste morgen, stod der så til gengæld en ny bamse til os i sengen. Og her kunne vi så endelig give mor og far et kram igen, inden vi skulle i skole.
Om eftermiddagen var jeg godt træt. Så da jeg tilfældigt mødte Frida i skolegården, aftalte vi, at hun skulle tage mig med hjem – hvilket var første gang. Det regnede rigtig meget på vejen hjem – men heldigvis kunne vi hygge med boller og kakao, inden Frida skulle til fodbold.
I dag har jeg så igen været i skole. Og efter et par uger er det faktisk allerede blevet hverdag for mig igen.
