Nu er det blevet december. Og derfor har vi også lavet en masse jule-ting de sidste par uger.
Fredag for tre uger siden var det dog stadig en helt almindelig november-dag. Her havde Frida taget Sofia med hjem. Og hun sov også hos os.
Om lørdagen legede jeg med Jolie – hvor vi bl.a. var med far på loftet. Da vi gik ned igen, sagde Jolie: ”Det er sjovt, at du er mere bange for at gå på trapper end mig. For jer er mindre end dig”.
Til det svarede jeg ret logisk: ”Det er fordi, der ikke kan komme så meget blod ud af dig”.
Søndag skulle vi klatre i en klatrehal med Filippa, Linus, Henrik og Janne. Først klatrede vi på en væg, der ikke var så høj. Men da vi skulle have sele på og klatre højt op, ville jeg ikke være med.
Efter vi havde klatret, var vi alle sammen på en restaurant i nærheden for at spise frokost – inden vi tog hjem igen.
Den efterfølgende tirsdag var Sofia igen med Frida hjemme – og spiste også hos os.
Og om torsdagen var der julehygge i min klasse efter skole – hvor mor, far og Frida også var med. Vi fik æbleskiver og småkager – og bagefter spillede vi banko. Her vandt jeg godt nok ikke – men det gjorde jeg til gengæld, da der skulle trækkes lod om den sidste pakke.
Vi skulle trække et tal fra bingo-posen. Og her trak jeg nummer 72 – hvor det højeste tal overhoved var 75. Så jeg vandt en snemand med lys i.
Fredag for to uger siden var så 1. december. Og derfor også tid til at åbne de tre julekalendere, som Frida og jeg deles om.
Efter lidt tid opdagede Frida pludselig, at der hang en pakkekalender med 48 små pakker på vores apotekerdisk – som viste sig at være fra Nisse-Fie. I hver af pakkerne var der en ledetråd til en gave, der var gemt et sted i vores lejlighed – som f.eks. i min støvle.
Kort tid efter opdagede vi også en lille dør ved vinduet i stuen – med en lille tørresnor og postkasse udenfor. Så Nisse-Fie er helt sikkert flyttet ind igen i år.
I skolen var der julehygge i både Fridas og min klasse – hvor vi spiste morgenmad sammen. Så mor og far var lidt på skift hos Frida og jeg. Vi klippede også julepynt – og hyggede i det hele taget resten af dagen.
Da mor hentede os om eftermiddagen, gik vi først i en slikbutik. Og bagefter tog vi hjem for at spise risengrød og fredagsslik.
Lørdag formiddag var vi alle fire til julefest der, hvor jeg går til dans. Her dansede vi om juletræet og fik slikposer. Og så var der også flere konkurrencer – hvor jeg dog kun ville være med til nogle af dem.
Om aftenen var far i byen med Peter, Casper og Klaus. Derfor var han heller ikke med os tre andre til julehygge i Naturcenter Herstedhøje om søndagen – hvor vi lavede juledekorationer, fuglefoder-kugler og lanterner. Og så så vi også et rådyr blive flået.
I et godt stykke tid har jeg gået rundt med en rokkende fortand i overmunden. Og mandag i skolen tabte jeg den så endelig. Det er min første, tabte fortand (og den tredje tand i alt). Så nu har jeg et stort hul mellem tænderne – hvilket føles ret underligt.
Tirsdag var vi med skolen i teatret for at se en juleforestilling. Og onsdag var vi på besøg i 3.A (Fridas klasse) for at få læst højt af de store børn. Det var dog ikke Frida, men Ronja, som skulle læse for mig (helt alene).
I sidste weekend var mor på et marked om lørdagen – så her var Frida, far og jeg en tur i Landbohøjskolens Have. Og senere, da mor var kommet hjem igen, tog far til julefrokost.
Søndag var mor, Frida og jeg til julefrokost hos Rita og Jesper i Sorø (hvilket var en lang køretur) – sammen med resten af familien. Her fik vi frokost og spillede bl.a. også pakkespil.
I denne uge er jeg så blevet mælkeduks i skolen. Og hvor jeg måske ikke altid synes, at det er sjovt at skulle hente mælk helt ovre i køleskabet, er det ret sjovt at skulle hente mælk to etager længere nede i skolen.
Mandag ville jeg gerne med Anna hjem og lege efter skole – så her tog Rie mig med. Og da vi ikke blev færdige med legen, ville vi gerne lege igen tirsdag – hvor vi så begge to blev hentet af mor i skolen.
Og i forgårs skulle alle 3. klasserne (inklusiv Frida) synge for os til morgensang. Og om eftermiddagen var der julehygge i SFO’en med pebernødder, saftevand og æbleskiver. Både mor og far kom – bl.a. også fordi Frida skulle gå Lucia-optog uden for.
