Fødselsdag og bilferie

Efter et par uger med sommerferie i SFO’en er det nu blevet vores tur til at holde ferie – og den foregår i bil rundt om Østersøen.

Torsdag for to uger siden havde vi sidste dag i SFO’en. Her var vi en tur i et naturcenter på Amager.

Næste dag holdt vi så fri. Og her havde mor og far en overraskelse til os – nemlig en tur på Bakken. Vi tog metroen og toget dertil. Og da vi kom frem, købte vi alle fire turpas – så vi kunne prøve det hele.

Heldigvis er jeg ved at være så høj, at jeg faktisk måtte prøve det meste selv. Alligevel ville jeg dog gerne have enten mor eller far med. Og enkelte gange var det nok med Frida.

Vi fik prøvet rigtig mange forskellige ting – også nogle af de lidt mere vilde. Det sjoveste var dog den gamle rutsjebane, som vi fik prøvet en del gange.

Efter en hel dag på Bakken var det så tid til at tage toget og metroen tilbage til Frederiksberg igen – godt trætte efter en lang men sjov dag.

Derfor brugte vi også både lørdag og søndag på at slappe af. Om søndagen var vejret for en gang skyld rigtig godt, så her var vi i gården og forberedte en gave til morfars fødselsdag.

Om mandagen havde Frida Filippa fra hendes klasse på besøg. Desværre var alle mine venner på ferie – men jeg legede lidt med dem. Og jeg var også med på skolen sammen med far, Frida og Filippa, hvor vi spillede fodbold.

Tirsdag havde morfar fødselsdag – hvor han fyldte 70 år. Derfor tog vi op til ham, hvor også familien fra Jylland (samt nogle gamle kollegaer) også kom. Linus, Filippa, Henrik og Janne var der også – så vi fik leget en masse.

Vi var der både til frokost og til aftensmad. Så det blev ret sent, inden vi kørte hjemad. Alligevel faldt jeg først i søvn i bilen, da vi kørte af motorvejen – meget tæt på at være hjemme.

Morfar holdt fødselsdag to dage i træk. Så næste dag klokken 14 kørte vi af sted til endnu en fest – denne gang på et slot nær Hornbæk. Her skulle vi også sove – og vi fik nok stedets flotteste værelse.

Festen startede med kage. Og bagefter kunne vi lege lidt med Filippa og Linus, inden vi skulle spise middag – hvor vi fire sad ved vores eget bord. Til selve festen havde jeg mit flotte gallatøj på, som jeg også havde brugt til gallafesten i børnehaven.

Ud over familien var der en masse naboer med til festen – inklusiv en pige på knap tre år, som hed Nella. Hun var rigtig sød, og jeg lærte hende blandt andet at spille iPad.

Tjenerne var også rigtig søde – specielt en af dem, som gav os slik. Han viste os også rundt – hvor vi blandt andet så vinkælderen. Og så fik vi lov til at hjælpe med at lave og servere drinks til de voksne. Det bedste var dog, at vi var oppe helt til midnat.

Alligevel vågnede jeg tidligt næste morgen. Men det gjorde ikke så meget, for inden vi kørte hjemad igen, skulle vi lige nå at spise morgenmad. Resten af dagen blev brugt på at slappe af – og på at pakke til ferien.

I fredags tog vi så af sted på bilferie. Inden da nåede jeg dog (efter et par hårde dage) at sove helt til klokken 9.15. Og klokken 12.30 kørte vi så af sted.

Første tur var til færgen i Gedser, hvorfra vi sejlede til Tyskland. Herfra var der to timers kørsel igennem Tyskland og Polen, inden vi kom til Swinoujscie – hvor vi skulle sove i en lejlighed.

Inden sovetid gik vi dog først en lille tur i området og ned til stranden. Og bagefter spiste vi aftensmad, inden vi blev lagt i seng – endnu engang lidt sent.

Efter vi havde spist morgenmad på en restaurant, startede vi på en lang køretur mod Gdansk. Turen gik af mange små landeveje, men vi hyggede os meget godt med musik og ”gæt et dyr”-leg.

På vejen stoppede vi i en by, hvor vi spiste sen frokost. Og efter en meget lang dag, var vi endelig fremme på vores hotel i Gdansk. Så der gik ikke lang tid, før vi sov.

Vi havde to hele dage i Gdansk. Så efter morgenmaden på hotellet, gik vi til den gamle bydel. Her var der et stort pariserhjul, som vi prøvede alle fire – og hvorfra vi kunne nyde den flotte udsigt.

Bagefter gik vi rundt i byen, der var fyldt med turister, boder og forskellige optrædende. Der var også et sted, hvor vi fik lov til at få flettet noget farvestrålende bånd ind i vores hår.

Efter en lang gåtur fandt vi et sted, hvor vi kunne spise pizza. Og bagefter kunne vi se de optrædende – bl.a. en maler og nogle, som jonglerede med en fodbold.

Vi fik også en is i byen. Jeg ville gerne have en rigtig isvaffel i én bod. Men da de andre tre fik en softice i en anden bod (og jeg var færdig med min is), blev jeg godt nok noget misundelig.

Det var blevet aften, inden vi var tilbage på hotellet. Så vi kunne kun nå at slappe en smule af, inden vi skulle sove.

Da vi allerede havde set byen om søndagen, tog vi i stedet til en zoologisk have lidt uden for byen om mandagen.

Der var en del dyr – men den var alligevel ikke helt så god som den derhjemme. Til gengæld var der en klatrebane, som Frida meget gerne ville prøve (mens jeg ikke havde lyst). Så det var en rigtig fin tur.

Sidst på eftermiddagen tog vi tilbage til hotellet, hvor vi også spiste aftensmad i restauranten. Og bagefter var det sovetid.

I forgårs kørte vi så videre igen. Efter at have kørt en times tid, skulle vi besøge en stor, gammel borg. Her så vi blandt andet en stor samling våben, en masse store sale samt stedets oprindelige toiletter – hvor alt røg direkte i voldgraven.

Inden vi kørte videre, fik Frida og jeg også hver vores kæmpe pølse til frokost. Desværre smagte den ikke så godt.

Fra slottet var der lidt over to timers kørsel til næste overnatningssted. På vejen dertil så vi rigtig mange storke – så vi måtte have flere fotostop.

Vores næste hotel lå på landet – og med fire storke i en rede på taget. Da vi var kommet frem, kørte mor i supermarkedet for at købe ind til lidt aftensmad – bestående af brød, pålæg og yoghurt.

Den spiste vi ude i den kæmpe have – hvor der også var en stor legeplads med gynger, rutsjebane, svævebane og ikke mindst en lang klatrebane i stil med den, som Frida havde prøvet i Gdansk. Her var den bare ikke tre meter over jorden – så jeg turde også godt prøve den.

Næste morgen var vi en tur på legepladsen inden morgenmaden. Og bagefter, mens mor og far pakkede bil, var vi derude igen. Vi kunne dog godt være blevet der længere tid. Men desværre skulle vi køre videre.

Første stop var midt i en skov, hvor der lå nogle gamle bunkere fra 2. Verdenskrig. Her havde en ond person, som hed Hitler, opholdt sig i over 800 dage. Der var dog ikke så meget at se – andet end nogle tykke mure.

Inden vi kørte videre, brugte vi vores sidste polske penge på pizza og lidt vand. Og så gik turen ellers ad små landeveje igennem resten af Polen og ind i Litauen. Og efter næste fire timers kørsel var vi endelig fremme i byen Duskininkai – hvor en toværelses lejlighed ventede.

Da vi kom frem, gik mor og far ned i et supermarked for at handle brød og pålæg – som vi spiste på et tæppe på stedets græsplæne. Og bagefter var det i seng.

Efter morgenmaden i dag havde mor og far en overraskelse – nemlig at vi skulle besøge byens vandland. Og det var en sjov oplevelse.

I løbet af tre timer fik vi prøvet et bølge-bassin, hvor man hoppede op og ned på en badering. Og så var der en del vandrutsjebaner – hvor jeg desværre var for lille til flere af dem. Men dem, som jeg måtte prøve, var nu også sjove nok.

På vejen tilbage til vores lejlighed, stoppede vi op ved en restaurant for at spise sen frokost. Og resten af eftermiddagen og aftenen slappede vi af i lejligheden og nede i stedets gård.

Og for en gang skyld kom vi nogenlunde ordentlig tid i seng. Men i morgen venter også endnu en lang køretur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *