Efter nogle hektiske dage i Singapore og på Borneo er der nu kommet til mere ro på vores rejse, efter at vi er kommet til Filippinerne – hvor vi ikke har et så stramt program.
Den 11. februar befandt vi os dog stadig på Borneo. Og her var det mors fødselsdag. Så mens mor var i bad, pyntede far og Frida op med balloner og flag.
Og efter morgenmaden skulle vi så ud at opleve lidt. Først så vi nogle sunbears (solbjørne på dansk). Det gad jeg ikke rigtig – og var i det hele taget ret sur og i dårligt humør. Måske var det fordi, at jeg ikke havde sovet nok. Det hjalp dog lidt med en is bagefter.
Efter frokosten var det så blevet tid til at se orangutanger lige i nærheden af vores hotel. Her så vi dem først lege, og bagefter så vi dem spise. Og måske fordi det var mors fødselsdag, fik vi endnu en is bagefter.
Resten af dagen slappede vi af med iPad, indtil vi skulle spise. Og så var det ellers blevet sengetid.
Næste dag var det så endnu engang blevet tid til at tage et nyt sted hen. Vi blev hentet af en guide, som først kørte os det korte stykke til orangutangstedet – hvor vi igen skulle se dem blive fordret.
Bagefter kørte vi af sted på en to timer lang køretur – hvor jeg sov det meste af vejen. Vi stoppede nede ved en flod, hvor vi efterfølgende skulle sejle i ti minutter for at komme til vores næste hotel – hvor der ikke var veje til.
Hotellet bestod af seks hytter, der lå imellem floden og junglen. Her fik vi to værelser med en dør imellem – så Frida og jeg kunne sove sammen i det ene værelse, mens mor og far sov i det andet.
Kort efter at vi var ankommet, var der frokost. Og bagefter skulle vi ud på en sejltur for at lede efter elefanter.
Her sejlede vi en times tid ned ad floden – hvilket var ret kedeligt. Men endelig nåede vi stedet med elefanter. Og vi så da også en ret langt væk. Lidt senere var der også nogle stykker, som vi kunne skimte inde i buskadset.
Det var lidt kedeligt at være på jagt efter elefanter, for vi skulle være stille. Så det passede mig fint, da vi sejlede hjemad. Vi lagde dog til ved bredden en sidste gang. Og pludselig kom der tre elefanter gående 2-3 meter fra os. Og bagefter fulgte en række elefanter. Mor og far mente, at der nok var 20 i alt.
Så selvom man skulle være stille, var det faktisk ret sjovt at opleve. Den sidste del af sejlturen hjem var jeg dog ret utålmodig. Men endelig var vi fremme, så vi kunne få noget aftensmad. Og bagefter var det sovetid – allerede kl. 20.30 (hvilket var ret tidligt på det tidspunkt).
Næste morgen skulle vi op allerede kl. 5.45. Og efter lidt morgenmad skulle vi på endnu en sejltur. Her så vi både fugle, almindelige aber og ikke mindst de meget specielle næseaber, som har store næser, der hopper, når de spiser.
Senere gik vi også i land og skulle igennem en skov, hvor der var ret mudret. Først blev jeg båret, men bagefter ville jeg gerne gå selv.
Da vi kom tilbage, fik vi endnu mere morgenmad. Og kort efter skulle vi ud på en køretur til en palmeplantage. Det blev en lang tur, hvor vi bl.a. kørte ad en grusvej i en halv time.
Men endelig var vi fremme ved en skole, hvor vi skulle besøge en skoleklasse. De sang bl.a. for os, og bagefter hørte vi dem snakke engelsk. Jeg blev ret genert – ikke mindst da vi skulle fotograferes sammen.
Vi besøgte også chefen for hele plantagen. Han var en flink mand, som gav både småkager og frokost. Jeg kunne dog ikke rigtig spise noget – muligvis fordi jeg var ret træt.
Da vi kom tilbage til hotellet efter endnu en lang køretur, kunne vi heldigvis slappe af et par timer med vores iPads, inden vi igen skulle på en sejltur.
Denne gang så vi også både almindelige aber og næseaber. Vi så dem bl.a. hoppe fra træ til træ. Og så kunne vi også sejle helt tæt på to meget dovne aber, som ikke gad flytte sig, selvom vi kom hen til dem.
Da vi kom tilbage til vores værelse, sagde jeg ”far, er det okay, at jeg bedst kan lide mor?”. Det ville far gerne vide hvorfor. Og til det svarede jeg ”fordi hun har været i brusebad”.
Næste morgen skulle vi endnu engang videre. På vejen til næste hotel var det meningen, at vi skulle se nogle huler. Men der var faldet et træ ned over vejen, så med mindre vi ville gå fem kilometer (og det ville jeg i hvert fald ikke), så kunne det ikke lade sig gøre.
I stedet tog vi til et sted, hvor man kunne gå på gangbroer oppe i trætoppene. Og bagefter var vi inde på et museum, hvor man kunne se regnskovens dyr og planter. Frida og jeg ville dog hellere tegne – så mor og far gik selv rundt med vores guide.
Næste stop var en hel by, hvor husene stod på pæle ude i vandet. På vejen stoppede vi ind ved en kiosk, hvor guiden købte is til os. Det var rigtig sødt af ham.
Vi spiste frokost i pælebyen, og bagefter kørte vi videre til et tempel, der lå højt oppe på en bakke. Og så var det endelig blevet tid til, at vi kunne checke ind på vores hotel. Inden vi var helt færdige, skulle vi dog lige se et marked – og det gad jeg godt nok ikke.
Heldigvis tog det ikke så lang tid, og så kunne vi endelig tage en svømmetur i hotellets pool. Aftensmaden blev spist på McDonald’s – hvor vi også fik en is bagefter. Så det var en god slutning på dagen.
Allerede næste morgen skulle vi dog af sted igen. Guiden kørte os til lufthavnen, hvor vi sagde farvel til ham. Herfra var der en kort flyvetur til Kota Kinabalu – hvor vi så skulle vente i seks timer, inden vi kunne komme videre.
Ventetiden blev fordrevet med endnu et måltid på McDonald’s – og masser af spil på iPad’en. Men endelig blev det tid til at flyve det sidste stykke til Brunei.
Her blev vi hentet og kørt til vores hotel. Efterhånden var det blevet sent, og vi skulle have noget hurtigt aftensmad. Så endnu engang blev det McDonald’s, som leverede maden. Det passede vist ikke mor og far så godt – men Frida og jeg var godt tilfredse.
Selvom jeg var kommet sent i seng dagen før, så vågnede jeg tidligt næste morgen og kunne ikke sove igen. Og desværre fik jeg også vækket Frida.
Efter morgenmaden tog vi en taxa af sted ned til vandet, hvor vi skulle se endnu en by på pæle. Her sejlede rundt med en båd og så bl.a. en skole, moske, politistation og brandstation. Bagefter spiste vi frokost ved vandet, inden vi igen tog tilbage til hotellet.
Her brugte vi noget tid ved poolen, inden vi skulle spise aftensmad. Og som en afveksling valgte mor og far denne gang Pizza Hut i stedet for McDonald’s.
Næste dag var det så farvel og tak til Brunei – og Borneo. Vores fly fløj dog først kl. 19, så vi havde nogle timer at fordrive, efter at vi checkede ud fra hotellet ved middagstid.
Og de blev brugt godt i et shopping center lige i nærheden. Her fik jeg bl.a. en Frost-rygsæk. Og inden frokosten fik jeg også en næseabe-bamse på hotellet. Vi nåede også lige i et legeland i centret, inden vi blev hentet og kørt til lufthavnen.
Flyveturen til Manila i Filippinerne tog kun to timer. Og da vi kom frem, brugte vi heldigvis ikke så lang tid ved paskontrollen og bagagen. Vi fik også fat i en taxa, og jeg selvom det efterhånden var sent, holdt jeg mig vågen det meste af vejen – men faldt i søvn lige inden hotellet.
Og da jeg først var vågen, ville jeg ikke rigtig sove igen. Så først kl. 23 faldt jeg til ro – på mit eget værelse sammen med Frida i den lejlighed, som vi skulle bo i.
Næste morgen gik vi til en nærliggende shopping center, hvor vi spiste kombineret morgenmad og frokost. Her handlede vi også lidt i et kæmpe supermarked, inden vi tog tilbage til lejligheden for at slappe lidt af.
Om eftermiddagen badede vi i den indendørs pool, og til aften lavede mor selv mad til os. Og til forskel fra dagen før, så sov jeg tidligt.
Den anden dag i Manila sov jeg til klokken ni. Og resten af formiddagen slappede vi af i lejligheden – hvor Frida og jeg bl.a. så MGP, som vi streamede fra computeren.
Senere var vi igen i centret, hvor vi spiste frokost. Og så fik jeg nogle nye høretelefoner, da de andre var gået i stykker. Vi nåede også endnu engang i poolen, inden vi spiste aftensmad i lejligheden.
Fredag blev jeg vækket kl. 8. Og lidt senere tog vi med en taxa mod lufthavnen for at flyve mod øen Boracay. Taxachaufførens kone havde bagt kager, som hun solgte – og vi købte to æsker, som vi spiste i lufthavnen og på flyveturen.
I lufthavnen var der rigtig mange mennesker, så det var rart, da vi endelig sad i flyvemaskinen. Selve flyveturen tog ikke så lang tid, så efter en god times tid landede vi igen – i regnvejr.
Vi blev hentet i lufthavnen og kørt i bil en kort tur til havnen. Her skulle vi videre på endnu en kort til i båd, inden vi igen skulle køre det sidste stykke på Boracay til vores hotel.
Heldigvis var vejret efterhånden blevet bedre, så vi kunne spise frokost på stranden. Her fik vi spaghetti carbonara – for første gang ud af mange de næste dage. Senere var vi i poolen, og dagen sluttede med fredagsslik og tegnefilm (der dog ikke var Disneysjov) i fjernsynet.
Næste morgen skinnede solen heldigvis igen. Så efter morgenmaden var vi igen en tur i poolen. Frokosten blev spist ved stranden – og her var jeg så sur og i dårligt humør (og skreg og græd), så far måtte gå i forvejen hjem med mig. Imens badede Frida og mor i havvandet.
Det hjalp dog straks, da jeg kom i poolen – på samme måde som de efterfølgende dage, hvor jeg heller ikke rigtig gad at gå langt. Og da vi igen spiste aftensmad ved stranden, var jeg stadig i godt humør.
Bagefter var vi lovet is – men de havde været smeltet alle de steder, hvor vi kiggede. Så mor og far turde ikke købe dem. I stedet fik vi vingummi – og det var nu også fint nok.
I forgårs var dagen nogenlunde den samme som dagen før. Efter morgenmaden gik vi en lang tur langs stranden – hvor jeg igen brokkede mig (dog ikke helt så voldsomt som dagen før). Her spiste vi også frokost, og på vejen tilbage til poolen, fik vi en is på den lokale McDonald’s (som åbenbart ikke havde problemer med smeltende is).
Efter en eftermiddag ved poolen, spiste vi aftensmad på den samme restaurant som dagen før. Her kunne vi også lege i sandet – og tjeneren kom endda med graveredskaber til os.
I går skulle vi så på endnu en gåtur langs stranden efter morgenmaden – selvom jeg hellere ville til poolen. Og jeg fik da også brokket mig så meget, at vi ikke gik så langt. Så efter frokosten var vi tidligt tilbage ved poolen.
Her var vi et godt stykke tid. Men efterhånden gad Frida og jeg ikke mere. Så vi kom ind på værelset med vores iPad’s, mens mor og far blev liggende ved poolen og læste. Aftensmaden blev endnu engang spist ved stranden, inden vi skulle hjem for at sove.
Den store afveksling i dag var, at vi krydsede den en kilometer bredde ø og gik til en anden stranden, hvor der var masser af kitesurfere. Det var dog ikke mere spændende, end jeg endnu engang brokkede mig over turen.
På vejen tilbage til vores ”egen” strand, fik vi en vandmelonjuice. Og på stranden fik vi frokost – inden dagen igen sluttede med pool, iPad på værelse og aftensmad på stranden.