Jeg kan rulle

Jeg har lært at rulle fra maven om på ryggen. Og i går middags gjorde jeg det mange gange, mens jeg storgrinede. Siden har jeg dog valgt ikke at gøre det igen. Man skal jo spare lidt på sine nye evner.

I det hele taget er jeg blevet meget mere motorisk. Jeg er blevet væsentlig bedre til at holde fast i ting, og nu kan jeg også flytte ting fra den ene hånd til den anden, uden at tabe dem.

Den seneste tid har jeg også taget meget fat i mine tæer. Jeg er dog meget hygiejnisk i forhold til mange andre babyer. Det eneste tidpunkt, hvor jeg putter dem i munden, er når jeg er i bad. For der er de jo rene.

Maven driller stadig på grund af den nye kost. Jeg får en del Laktulose, men for det meste hjælper det ikke. En gang imellem kommer der dog hul igennem – og så kan det godt gå ud over både tøj og dyne. Men for det meste kæmper jeg en hård kamp for bare at få en lille smule ud.

Til gengæld smager jeg mos og grød i alle mulige afskygninger. Men selvom jeg guffer det i mig, så kan konsistensen jo godt blive lidt ensformig. Så det var dejligt, at jeg forleden dag fik lidt melonsmoothie. Men når jeg bliver et halvt år, kan jeg få mere varieret kost. Det glæder jeg mig til.

Det går også fint med søvnen. Enkelte dage går der lidt rod i den, men ellers er den ret stabil med en enkelt længere lur på to timer omkring klokken 10 – og så ellers en række kortere lure. Og om aftenen sover jeg stadig omkring kl. 18. Så vågner jeg igen kl. ca. 22.30, hvor jeg bliver ammet. I løbet af natten vågner jeg normalt en enkelt gang, og så står jeg ellers op omkring kl. 5-6 stykker om morgenen.

Der er også sket en del ting de sidste par uger. Sidste torsdag holdt Frida fødselsdag for sin børnehave. Så der kom 13 børn på besøg. Alligevel larmede de faktisk forbavsende lidt, så jeg havde ingen problemer med at sove til middag. Og mormor og farmor var der endda også.

Dagen efter var Heidi og Svend på besøg. Men dem så jeg nu ikke så meget til, for jeg skulle sove kort tid efter, at de var kommet.

Lørdag var en rigtig hyggedag hjemme, hvor jeg fik sovet en hel del i løbet af dagen. Til gengæld havde jeg lidt svært ved at sove om aftenen, hvor jeg lå meget uroligt og sparkede med benene.

Søndag gentog det hele sig igen. Hyggedag om dagen og problemer med at sove om aftenen.

I går var jeg så til babysvømning for anden gang. Og endnu engang nød jeg det meget. Det var kun far, som var med i vandet, så mor kunne videofilme mig og tage en masse billeder. Dem glæder jeg mig til at se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *