Efter en uge med corona-hjemmeskole plus to ugers juleferie var det meningen, at jeg skulle tilbage i skole igen. Men det fik coronaen endnu engang ødelagt.
Tirsdag for tre uger siden havde vi sidste almindelige skoledag – en uges tid før planlagt pga. af corona.
Her blev vores nissevenner afsløret – og det viste sig, at min nisseven var Asger. Samtidig gættede Kristine også, at jeg var nisseven for hende.
Efter skole var jeg så i klub for sidste gang inden jul. Her spillede vi bordtennis – hvor jeg blandt andet vandt over en ældre dreng.
Om onsdagen startede hjemmeskolen så. Her kom Augusta hjem til mig, hvor vi var online på Teams sammen.
Om eftermiddagen tog vi op til mormor og morfar for at udveksle julegaver med Filippa, Linus, Henrik og Janne – minus far, som skulle blive hjemme for at få klaret noget arbejde. Og efter vi havde spist aftensmad hos dem, kørte vi hjem igen.
Dagen efter havde jeg hjemmeskole sammen med Selma – hvorefter vi tog direkte til guitar for at øve. Og lidt senere var der så koncert sammen med alle de andre fra musikskolen, hvor blandt andet mor og far var forbi for at høre os.
Fredag var jeg så hjemme hos Selma indtil klokken 15. Og derefter var det videre hjem til Otto, hvor jeg havde en legeaftale sammen med Anna og Karla. Her fik vi risengrød og pizza. Og så fulgtes jeg med Anna, Karla og deres forældre hjem – hvor vi havde fredagshygge med tv. Så jeg var lidt sent i seng.
Lørdag startede med en rolig morgen. Senere prøvede jeg at lave en aftale med nogen. Men der var ingen, som kunne. Så i stedet spillede jeg først Playstation med Frida. Og senere gik jeg en tur med far. Resten af dagen blev brugt på at pakke gaver ind og se de sidste to afsnit af ”Jaget Vildt” i tv.
Endnu engang var jeg kommet lidt sent i seng. Så derfor sov jeg til klokken 10 næste dag. Men far var af sted for at vinterklargøre båden med Peter, Shyam og Casper, cyklede Frida, mor og jeg til Christiania julemarked og Nyhavn – inden vi tog jeg for at lave konfekt.
Mandag var jeg så igen hjemme hos Selma A, hvor vi havde hjemmeskole sammen. Og om eftermiddagen kom Heidi og Svend på besøg – hvilket var rigtig hyggeligt. For vi fik snakket en hel masse. Og jeg kom derfor også lidt sent i seng.
Om tirsdagen var der så sidste skoledag inden juleferien. Igen kom Selma A på besøg. Og så havde vi juleafslutning online sammen med resten af skolen. Det varede kun to timer, så bagefter var der masser af tid til at spille Playstation.
Senere kom Anna også på besøg. Og så spiste hende og Selma aftensmad hos os – mens far var til quiz. Og da Frida også skulle sove hos Rosa, hyggede mor og jeg os alene om aftenen.
Onsdag for to uger siden startede juleferien så. Mor og far var dog stadig på arbejde. Men jeg kunne sove lidt længe, inden Anna kom på besøg.
Dagen efter var Anna også på besøg. Og da mor skulle slibe gulv i kælderen, hjalp Anna og jeg hende lidt. Og om aftenen så vi så juleafsnittet af ”Den Store Juniorbagedyst”.
Det var blevet ret sent, og Frida og jeg var på vej i seng. Men så ringede Peter og fortalte, at Rosa havde fået en positiv corona-test. Og da Frida havde sovet hos hende, og jeg havde været sammen med Anna, var vi jo også i risiko-gruppen.
Heldigvis havde far hentet nogle selvtests, som vi skulle bruge i forbindelse med vores skole. Så dem tog vi. Heldigvis var de negative begge to. For ellers kunne vi jo ikke holde juleaften med mormor og morfar næste dag. Alligevel havde jeg lidt svært ved at sove. Men det var nu nok mere spændingen omkring juleaften.
Juleaftensdag tog vi så endnu en test i Forum – der også var negativ. Så efter vi havde hygget med morgenmad, pakkede vi vores ting og kørte op til mormor og morfar.
Her startede vi med at spise æbleskiver. Og bagefter pyntede vi juletræ og lagde pakker ind under det. Og så var det ellers bare at vente på, at det blev aften.
Her startede vi med at spise aftensmad med efterfølgende risalamande – hvor Frida fik mandlen. Bagefter dansede vi om juletræet. Og så var det endelig blevet tid til at pakke gaver op.
Jeg havde lavet en del forskellige gaver i keramik i skolen – som de andre blev rigtig glade for. Og jeg fik da også selv nogle gode gaver – bl.a. en ny iPad, en bog med babyfotos som far havde lavet og en halskæde med mit navn, som mor havde lavet. Udover det fik jeg så også nogle kreating og en flot trøje.
Det tog ret lang tid at pakke alle gaverne ud. Og da jeg så bagefter også gerne ville kigge i fotobogen, blev den over midnat, før jeg var i seng.
Første juledag spiste vi morgenmad. Derefter fik vi en tur, inden vi spiste frokost hos mormor og morfar. Og så kørte vi hjemad.
Her prøvede jeg nogle af de kreating, som jeg havde fået i julegave. Og aftenen spiste vi pizza – og bagefter satte far min iPad op. Resten af aftenen så jeg så tv og film på ipad’en, mens jeg lavede krea. Så det blev endnu engang ret sent, inden jeg var i seng.
Næste dag havde mor nogle ting, som hun skulle ordne i kælderen. Samtidig følte Frida sig en smule sløj, så hende, far og jeg gik til Forum for at blive testet – bare for en sikkerheds skyld. Bagefter gik vi en længere tur i det gode vejr.
Da vi kom hjem, var resultaterne kommet. Min test var negativ, og det samme var fars. Men da vi tjekkede Fridas test, så var den positiv – hvilket kom som noget af en overraskelse, da de tidligere test havde været negative. Og da Frida ikke rigtig havde været nogle steder, var der ingen tvivl om, at det var Rosa, som havde smittet hende.
Nu var nytårsaften så pludselig i fare. Derfor besluttede vi, at Frida skulle holde sig så isoleret som muligt – og være i et andet rum end os andre. Så hun spiste også i stuen, mens vi var i spisestuen – og så heller ikke tv med os andre.
Resten af aftenen hyggede jeg mig med iPad og tv på mit værelse – så jeg ikke var alt for tæt på Frida. Og så var det ellers ordentlig tid i seng.
Mandag forkælede jeg Frida med toast og friskpresset juice. Og bagefter spillede vi også Minecraft sammen – dog fra hvert sit rum, hvor vi kommunikerede via telefon.
Senere var jeg også i Forum igen for at blive testet sammen med far og mor – hvor vores tests heldigvis igen var negative. Og det samme var testen næste dag.
Onsdag fik vi endnu en test i Forum om formiddagen. Og senere fik jeg så ryddet op på mit værelse. Rosa var også på besøg hos Frida – hvilket hun gerne måtte, da hun selv havde været smittet for nyligt.
Senere tog jeg så til Nørrebro sammen med mor og far for at få taget en PCR-test – som man skal have gjort nogle dage efter, at en af ens nærmeste er smittet. Og bagefter tog vi mad med hjem fra en restaurant derfra.
Næste morgen fik vi så at vide, at vores PCR-tests heldigvis også var negative – og jeg måtte derfor komme ud af min isolation. Derfor kunne jeg også lege med Anna hele dagen, inden vi spiste aftensmad hos os. Bagefter så jeg tv med Frida og mor – mens far havde online musikquiz.
Fredag var det så nytårsaften. Og for en sikkerheds skyld fik jeg igen taget en kviktest i Forum sammen med mor og far. Den var også negativ – så vi var klar til nytår.
Resten af dagen var jeg sammen med Anna – hvor vi også hjalp lidt med at gøre klar og pynte op. Og sidst på eftermiddagen mødte vi med de andre i gården for at skyde lidt fyrværkeri af.
Herefter kom alle gæsterne op til os – Anna, Rosa, Peter, Rie, Jolie, Olivia, Adam, Zandra, Shyam og Kuna. Først fik vi velkomstdrik. Og bagefter spiste vi forret – inden vi skulle se dronningens nytårstale.
Bagefter nåede vi også at danse Just Dance og limbo, inden vi skulle op til Shyam – hvor Casper og hans kæreste også havde tilsluttet sig festen.
Hos Shyam spiste vi så hovedret – hvor Silje, Stine og Klaus også kom, inden vi gik ned til Rie og Peter for at spise dessert. Her afslørede far også vinderen af sidste års nytårsquiz – hvor jeg var langt fra at vinde.
Lidt i midnat gik vi så op til Shyam igen, for at være klar til at hoppe ind i det nye år. Og da rådhusklokkerne havde ringet, gik vi ned på gaden for at skyde fyrværkeri af. Her var jeg så uheldig at blive ramt af nogle gløder, der brændte hul i min jakke – hvilket jeg blev ret forskrækket over.
Da vi kom op igen, udfyldte vi dette års nytårsquiz. Og bagefter dansede vi limbo igen og hyggede os. Så klokken var 5, inden jeg kom i seng.
Derfor sov jeg da også længe næste dag. Og resten af dagen blev brugt på hygge, hvor vi bar vores madrasser ind i stuen og så tv, mens vi spiste slik og chips – og nåede både at se X-Factor, et juleafsnit af Stormester, en ny Disneyfilm og nytårsudgaven af ”Den Store Bagedyst”.
Dagen efter sov jeg så helt til klokken 11.30. Og om eftermiddagen tog jeg af sted med far for at få mit andet vaccinationsstik. Senere spillede jeg Ludo Quiz med far, mor og Frida – hvor jeg pludselig også fik den rokketand ud, der havde siddet løs ret længe.
Om aftenen spiste vi pizza og så ”Alene Hjemme” – som er den første film, jeg har set med undertekster. Men det gik nu ret fint.
Endnu engang kom jeg ret sent i seng. Så i forgårs sov jeg til klokken 10. Efter morgenmaden var jeg med mor og Frida i centret. Og bagefter spillede jeg et nyt brætspil med Frida og far, som vi havde fået i julegave.
Om aftenen fik de andre sushi – mens jeg spiste panerede rejer og laks fra samme restaurant. So bagefter så vi ”Alene Hjemme 2”. Mor og far forsøgte at få mig nogenlunde tid i seng – men jeg havde svært ved at sove.
I går var så sidste feriedag. Her tog vi alle fire i skøjtehallen med Karla og Rosa – hvor far, Karla og jeg kørte i bil, mens de andre cyklede.
Det var ret sjovt i skøjtehallen – hvor jeg hurtigt blev bedre. Og vi var der da også et par timer, inden vi kørte hjem igen.
Efter vi havde afleveret Karla, kørte far og jeg til Forum for at få taget en kviktest – bare for en sikkerheds skyld, inden jeg skulle tilbage i skole. Og sjovt nok kom mor lige præcis samtidig.
Jeg blev testet først. Så resultatet nåede at komme, mens jeg ventede på mor – og det viste sig, at testen var positiv.
Det havde vi godt nok ikke regnet med, nu da vi umiddelbart havde undgået at blive smittet af Frida. Så jeg blev ret ked af det.
Mors og fars tests var negative. Så far skyndte sig at bestille en tid til PCR-test – som vi heldigvis kunne få allerede en time senere. Så endnu engang måtte vi en tur til Nørrebro – hvor vi denne gang skulle vente i kø i en halv times tid.
Bagefter kunne jeg så endelig komme hjem for at slappe af. Og samtidig besluttede vi også, at jeg ikke skulle i isolation på samme måde som Frida – da der denne gang ikke var en nytårsaften på spil.
Derfor spiste vi også aftensmad sammen, inden jeg kom i seng i ordentlig tid – men dog havde svært ved at sove, fordi jeg havde sovet længe næsten hele ferien.
I dag skulle jeg så have været tilbage i skole. Men det ødelagde coronaen endnu engang. Så i stedet har jeg sovet længe. Og da jeg stod op, var resultatet af PCR-testen kommet – der også var positiv.
Så det betyder også, at jeg regner med at skulle være hjemme resten af ugen – men så forhåbentlig kan komme i skole mandag igen.
