Flere fødselsdage

Så er skolen for alvor kommet i gang. Heldigvis har der også været tid til at have det sjovt – med blandt andet endnu flere fødselsdage.

Den sidste fredag i august skulle vi have haft vores anden svømmetime i skolen. Men på grund af bakterier i vandet, var svømmehallen lukket – hvilket var ret ærgerligt. Efter skole var jeg så i klub. Og om aftenen stod den på sædvanlig fredagshygge med slik og tv.

Lørdag kørte vi så til Gilleleje, hvor Linus holdt fødselsdag. Her fik vi boller og kage. Og bagefter stod den på leg og spil på iPhone med de andre børn. Vi var der til efter aftensmaden. Så det blev ret sent – og jeg faldt i søvn i bilen på vej hjem.

Næste dag sov jeg til klokken 10. Og efter en sen morgenmad, brugte jeg en del af dagen på at rydde op på mit værelse. Om aftenen spiste vi thaimad og så rejsevideo fra vores sommerferie.

Om tirsdagen var Augusta med mig hjemme efter skole og klub. Her var vejret så godt, at mor og far var taget en tur ind til Københavns Havn for at nyde solen. Så Frida og jeg var blevet sat til selv at varme noget mad til aftensmad – inden mor og far kom hjem for at putte os.

Næste dag skulle mor og far til forældremøde i Fridas klasse. Så her var jeg hjemme hos Selma S, inden vi blev fulgt til FDF i Mariendalskirken – hvor Selma skulle have sin anden prøvetime. Her var der teater med efterfølgende spisning, inden Selmas far hentede os igen.

Torsdag havde jeg kreafag i skolen, hvor vi skulle farve en t-shirt. Efter skole var jeg først til guitar og bagefter i klub. Her syede jeg en trøje af en par joggingbukser. Og jeg nåede også lige at have en musiktid, inden jeg tog hjem igen.

Da vejret stadig var ret godt, tog mor, Frida og jeg i Landbohøjskolens Have og spiste burger – mens far var til bestyrelsesmiddag på en restaurant.

Næste dag var jeg endnu engang i klub til lukketid. Og bagefter var vi alle fire også endnu engang i Landbohøjskolens Have, hvor vi også endnu engang spiste burger. Og bagefter stod den på fredagshygge med slik og ”Alle mod en”.

Lørdag skulle Zandra prøve at springe i faldskærm – og mor skulle med for at køre hende. Imens prøvede jeg at lave en legeaftale med en fra klassen. Men der var ingen, som kunne – hvilket var ret ærgerligt.

Til gengæld fik Frida og jeg os så en forskrækkelse. For Frida legede med Charlie på køkkengulvet. Og pludselig kom han så ind bag køkkenskabene – hvilket Frida ikke vidste, at han kunne. Så far måtte i gang med at skille en masse ad. Men heldigvis fik vi ham ud til sidst – hvilket vi var meget glade og lettede over.

Senere cyklede Frida og far en tur, mens jeg lavede krea. Og om eftermiddagen var vi alle en tur i gården i det gode vejr.

Om aftenen skulle mor ud en tur med Zandra. Så her spiste Frida, far og jeg indisk mad og så ”Først og sidst” og bagefter fodboldkamp. Så jeg var ret sent i seng.

Søndag var vejret stadig rigtig godt. Så her cyklede vi alle fire en tur – med afsluttende is på vores stamsted på Frederiksberg Alle. Og om aftenen hjalp jeg mor med at lave tunmousse.

Dagen efter havde jeg en musiktid i klubben. Og om aftenen var vi alene hjemme med far, mens mor var til kajak. Så her blev der hygget med tv.

Tirsdag fik vi også en musiktid i klubben. Og onsdag havde jeg linjefag – som også var musik. Så jeg fik rigtig spillet og sunget en masse de første dage.

Senere blev jeg fulgt til FDF af far – for Selma S havde desværre ikke lyst til at gå der alligevel. Til FDF lærte vi morsekoder. Og så blev jeg hentet af far igen.

Om fredagen holdt Frida fødselsdag i gården for Rosa, Olivia, Anna, Jolie og Adam. Her fik vi kage og slikposer – og senere kom Peter og Rie også forbi. Og om aftenen hyggede vi med ”Alle mod en”.

Lørdag var det så Fridas fødselsdag. Så her ”vækkede” vi hende med flag og sang (selvom hun allerede var vågen). Bagefter spillede jeg lidt Playstation med hende, mens mor bagte boller og far hentede brød.

Da alle var klar, pakkede Frida gaver op – hvor jeg gav hende et armbånd og et hjemmelavet klistermærke. Og bagefter spiste vi morgenmad, inden der var tid til lidt mere Playstation.

Først på eftermiddagen cyklede vi til Creative Space på Østerbro, hvor Frida og jeg skulle male på porcelæn. Bagefter cyklede vi tilbage langs søerne mod Sticks’n’Sushi på Frederiksberg. På vejen stoppede vi lige for at få noget at drikke og nyde den sidste sol.

På Sticks’n’Sushi fik jeg spyd og smagte også lidt sushi. Og så fik jeg kage til dessert, inden vi cyklede hjem og så lidt tv.

Om søndagen skulle Frida så holde fødselsdag for familien. Her hjalp jeg med at bage en masse pandekager. Og så nåede Frida og jeg også at spille lidt Playstation, inden gæsterne kom.

Da mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik og Janne var kommet, pakkede Frida først gaver op. Og bagefter spiste vi pandekager med is. Vi nåede også at spille lidt Playstation sammen, inden de skulle hjem igen. Og så var der endelig tid til at slappe lidt af efter en lang weekend.

I mandags var halvdelen af klassen (inklusiv mig) i klub i skoletiden – mens den anden halvdel havde matematik. Og bagefter blev jeg i klubben, hvor jeg først var i multisalen og bagefter havde en sen musiktid.

Da jeg kom hjem fra klub, havde far købt en brugt Mac-computer til mig, som jeg skal bruge i skolen. Og efter at have kigget lidt på den, kunne jeg slappe af inden aftensmaden.

Bagefter stod jeg for at smøre madpakker. Og så var der også lige tid til at høre lidt lydbog, inden jeg skulle sove.

Tirsdag havde jeg så computeren med i skole for første gang. Og onsdag havde jeg igen musik-linjefag.

Efter klub nåede jeg lige kort hjem, inden far igen fulgte mig til FDF – hvor vi skulle lære forskellige koder. Bagefter blev jeg hentet af far – hvor det regnede så meget, at vi begge to blev gennemblødte på vejen hjem, selvom vi havde regnjakker på.

Torsdag blev jeg hentet af mor i skolen, hvorefter vi cyklede til Bispebjerg Hospital. Her skulle mine negle undersøges, da de jo for et stykke tid siden havde set ret mærkelige ud. Men da de i mellemtiden var blevet meget bedre, blev der ikke gjort mere end at kigge på dem. Og så kunne jeg køre hjem, spise frokost og tage tilbage i skole – efterfulgt af guitarundervisning.

Da jeg kom hjem fra klub, gik mor, Frida og jeg over til Anna, hvor vi skulle passe deres katte – fordi de var alene hjemme. Først fodrede vi dem og ordnede kattebakken. Og bagefter var der så masser af tid til at lege med dem.

Fredag i skoletiden havde vi så igen svømning. Og efter skole var jeg i klub til lukketid. Da jeg kom hjem, gik vi igen over til kattene. Og om aftenen stod den på fredagshygge.

I forgårs startede jeg dagen med et sidste besøg hos kattene, inden Rie kom hjem igen. Og bagefter var jeg i Frederiksberg Centret for at købe gave til Jolie og Olivia.

Senere cyklede vi alle fire ind til Tivolis Koncertsal, hvor vi skulle se musicalen Atlantis – som var rigtig flot og spændende. På vejen hjem spiste vi aftensmad på en burger bar. Og så sluttede dagen med, at jeg så tv på mit værelse – mens de tre andre valgte at se en voksenfilm i stuen.

I går lavede jeg juice sammen med mor – som vi drak til morgenmad. Bagefter pakkede jeg gave ind og fik læst lidt, inden jeg skulle til fødselsdag hos Jolie og Olivia. Her var jeg indtil om eftermiddagen. Og så var der tid til at skifte Charlies bur og læse lidt, inden det var aftensmadtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *