Efter et forår med halvkedeligt vejr, har de seneste par uger budt på masser af solskin – og derfor også mulighed for at lave en masse ting udenfor.
Tirsdag for tre uger siden var jeg dog i klub – helt indtil lukketid igen. Her var jeg i computerværkstedet, hvor jeg fik lov til af lave 3D-ting.
Efter klubben tog jeg hjem til Jolie, hvor jeg fik lov til at spise med. Og bagefter øvede jeg guitar med far, inden det var sovetid.
Næste dag måtte jeg så tage lidt tidligere hjem fra klub, da jeg skulle til FDF. Men kort tid før, at vi skulle gå, meldte Jolie fra. Og så havde jeg heller ikke lyst til at skulle af sted – og fik lov til at blive hjemme (fordi jeg også var meget træt).
Torsdag var der så guitar – og endelig var det på vores skole igen. Det betød også, at da Selma og jeg havde øvet, kunne vi lave sammenspil med nogle af de andre hold.
Efter musikken var jeg lidt i klub – og så kom Augusta med mig hjem et par timer. Om aftenen skulle mor hjælpe med et kajakkursus. Så her var jeg alene hjemme med far og Frida – hvor vi så Korpset.
I klubben om fredagen var 3D-værkstedet desværre lukket. Så i stedet var jeg på sportsholdet – hvilket ikke var lige så sjovt. Så jeg gik hjem fra klubben lidt tidligere end normalt. Og så stod den ellers på fredagshygge om aftenen.
Mor skulle være hjælpeinstruktør til et kajakkursus hele weekenden. Så her var vi alene hjemme med far.
Om lørdagen nåede jeg dog ikke at være meget sammen med ham og Frida. For her spurgte Karla, om jeg ville med på tur med hende og hendes far – og det ville jeg rigtig gerne. Så vi var først på Copenhagen Hill og bagefter i Torvehallerne, hvor vi fik en is. Og så nåede vi også at køre lidt på rulleskøjter, inden jeg var hjemme igen om eftermiddagen.
Om aftenen tog jeg med Frida og far i Landbohøjskolens Have for at spise aftensmad (mens mor blev hjemme, fordi hun var for træt). Efter aftensmaden spillede vi lidt spil, inden vi gik hjem igen og så et afsnit af Korpset.
Søndag var Frida, far og jeg så på tur. Her cyklede vi ind til centrum, hvorfra vi tog på en kanalrundfart. Hjemme igen slappede jeg lidt af. Og om aftenen spiste vi tre igen i haven – efterfulgt af lidt spil. Og så sluttede dagen igen med Korpset i tv.
Mandag i klubben fik jeg endelig plads i musiklokalet – noget der ellers er ret svært, fordi det er så populært. Her spillede jeg først elguitar – og lærte en ny sang. Og bagefter spillede jeg lidt trommer. Så igen kom jeg først hjem, da klubben lukkede.
Om aftenen skulle mor ud med Zandra, Rie, Stine og Mette. Så endnu engang stod den på hygge med far og Frida.
Næste dag var jeg kun i klub i et par timer. For her skulle vi hjem for at holde fødselsdag for Adam i gården – med boller og kage.
Bagefter tog jeg til FDF – igen uden Jolie, som var lidt sløj. Så far fulgte mig. Her lavede vi en kuglebane. Og en times tid senere hentede mor mig.
Torsdag stod den igen på guitarundervisning – og derefter i klub til lukketid, fordi jeg endnu engang havde mulighed for at komme i musiklokalet.
Og fredag efter skole og klub tog jeg af sted med Frida for at købe fredagsslik – som vi hyggede med om aftenen.
Lørdag skulle jeg så af sted på klasse-telttur med far – noget som jeg havde glædet mig meget tid. Her mødtes vi klokken 14, hvorefter vi sammen gik til lejrpladsen for at slå vores telte op.
Resten af dagen var der masser af leg. Vi badede også i søen flere gange. Og der blev også både spillet rundbold og stikbold.
Om aftenen grillede far og jeg pølser og pølsebrød. Og så legede vi noget mere, inden det var sovetid. Vi fik dog lov til at være oppe til lige efter midnat, så vi kunne synge fødselsdagssang for Selma A, inden vi skulle sove.
Næste morgen sov jeg til klokken 8. Og så stod jeg op for at give Selma en hjemmelavet gave – som hun vist blev meget glad for.
Efter lidt morgenmad kunne vi nå at bade en sidste gang – hvor vi svingede os ud over søen i et tov. Og så var det ellers tid til at pakke sammen, gå tilbage til bilen og køre hjem.
Resten af dagen blev brugt på at slappe af – for jeg var meget træt. Og senere var jeg en tur i gården – hvor vi også spiste aftensmad.
Mandag var det så tilbage til skole og klub – hvor jeg var på grafisk værksted. Her fik jeg trykt et flot klistermærke. Om aftenen var mor ikke hjemme. Så endnu engang hyggede jeg med Frida og far – og så tv med dem.
Dagen efter skulle jeg til frisør efter skole og klub – sammen med mor og Frida. Og bagefter cyklede vi alle fire til søerne, hvor vi spiste på en restaurant og nød det gode vejr.
Om onsdagen havde 9. klasserne sidste skoledag. Så her kastede de karameller – og vi fik rigtig mange. Bagefter var hele klassen på tur til en byggeplads, hvor Karlas far arbejder.
Efter klub var jeg lige hurtigt hjemme at vende, inden Jolie og jeg gik til FDF. Imens var mor og far til generalforsamling i andelsboligforeningen. Så jeg måtte selv gå hjem og låse mig ind. De nåede dog at stoppe, før det var sovetid.
Torsdag stod det så igen på guitarundervisning og efterfølgende klub. Og også om fredagen var jeg i klub efter skoletid – inden jeg skulle hjem og holde weekend.
Her skulle Frida og far så på telttur med Fridas klasse. Så nu var det min tur til at hygge med mor – hvor jeg havde ønsket at spise chili con carne og se en film.
Næste dag kom far og Frida så hjem igen – lige i tide til, at far kunne følge Anna og mig til Miras fødselsdag. Den blev holdt i deres gård, hvor vi fik forskellige lækkerier og pølsehorn – og dansede limbo og spillede fodbold. Og så havde de også lejet en slushice-maskine.
Efter fødselsdagen hentede mor mig. Og så kunne jeg nå at slappe lidt af, inden vi skulle se Danmark spille den første landskamp til EM mod Finland.
Jeg fulgte ikke så meget med i kampen, for det interesserede mig ikke så meget. Pludselig faldt en af de danske spillere dog om – og det var meget alvorligt. Så kampen blev afblæst i lang tid, mens de behandlede ham – og tog ham med på hospitalet.
Det var en ret chokerende oplevelse. Og først da spillerne efter et par timer fik at vide, at han havde det ok, blev kampen genoptaget – desværre med et nederlag til Danmark. Så det blev ret sent, inden jeg var i seng.
Derfor havde jeg også en rolig søndag morgen – hvor mor dog tog lidt tidligt af sted på et kajakkursus. Lidt senere havde jeg en legeaftale hjemme hos Karla. Og da jeg så kom hjem igen, skulle jeg rydde op. Senere kom mor hjem, og så spiste vi alle fire i gården.
I forgårs var vi så i Zoologisk Have med klassen – hvor vi fik lov til at gå rundt selv i små grupper. Bagefter var jeg i klub, hvor der endeligt var blevet åbnet helt op, så man kan gå frit rundt – i stedet for at skulle være på det samme værksted hele ugen.
Efter klub var jeg lige hjemme at vende, inden jeg tog videre til Noahs kombinerede fødselsdag og afskedsfest (fordi han skal flytte til Rom). Her fik far et glas vin med de andre forældre, da han kom for at hente mig.
I går aftes var mor så endnu engang af sted – denne gang for at mødes med Henrik og sine kusiner. Så her hyggede far, Frida og jeg os endnu engang med at spise foran tv’et og se Korpset.
Nu er der så kun halvanden uge tilbage, inden det er sommerferie. Det glæder jeg mig ret meget til.
