Alene i børnehaven

Den seneste tid har jeg været alene i børnehaven uden Frida. Hun er nemlig stoppet og er i stedet startet i SFO.

Frida havde sidste dag forrige onsdag. Her var hun på den røde løber for at modtage et diplom. Og senere på dagen var både mor og far til eftermiddagskaffe på stuen for at sige farvel til hende – og de ni andre børn, der også stoppede.

Det er lidt underligt, at alle de store nu er stoppet. Men omvendt er der jo også lidt mere ro på, da vi ikke er så mange (endnu). Og Frida kommer jo stadig til at se nogle af de andre, når hun nogle gange er med for at aflevere eller hente mig.

Det var hun f.eks. allerede næste dag, hvor jeg blev afleveret af både mor og far, som skulle sammen med Frida i SFO’en, hvor hun havde første dag. Og senere på dagen kom far og hentede mig sammen med Frida og Ellinor (som havde leget med Frida).

Fredag kom Frida også med i børnehaven sammen med far for at aflevere mig. Men ellers er det faktisk mig, som har været med til at aflevere Frida, da Skolen ved Bülowsvej, som hun er startet på, jo ligger lige på vejen. Og når jeg bliver hentet, skal vi som regel også forbi der først.

Men ellers går det nu fint i børnehaven. Som regel drøner jeg bare ind og begynder at lege med de andre. Vi har også været til fødselsdag hos både Svend og Lucil.

I går nægtede jeg dog at tage med på tur. Jeg ville hellere lege på stuen. Så Lars måtte blive rigtig sur, før jeg til sidst gav mig.

I det hele taget kan jeg i øjeblikket blive både meget sur og meget stædig. Og det kan vist drive mor og far til vanvid, for de kan ikke gøre så meget.

En dag, hvor jeg var på min løbecykel, var jeg kommet halvvejs ned mod Bülowsvej, og så gad jeg ikke mere. Far prøvede alt og blev rigtig sur – men intet hjalp. Så til sidst måtte vi gå tilbage til gården for at hente kassecyklen, så Frida og jeg kunne blive kørt i den.

Men den morgen havde jeg nu også været i rigtig dårligt humør. Og da jeg kom i børnehave var jeg stadig sur.

Det hjalp dog lidt, da vi skulle på tur med børnehaven til en koncert. Da vi skulle hjem igen, var jeg dog meget træt og kunne ikke rigtig gå mere. Men heldigvis gad Simone godt bære mig.

De første dage efter at jeg var stoppet med at bruge ble, ville jeg heller ikke tisse i børnehaven. I stedet gik jeg og holdt mig hele dagen. Og nogle gange gik det naturligvis galt. Men nu er det ikke noget problem.

I det hele taget er der stort set ikke mange ”uheld” mere. Der var dog en enkelt dag, hvor jeg kom til at tisse, mens jeg stod oppe på legetøjsklaveret. Så det måtte dryppe af i håndvasken bagefter.

Den seneste tid har vejret været ret kedeligt. Men for to uger siden var det nærmest sommertemperaturer. Så her spiste vi flere gange i gården sammen med Jolie, Olivia, Zandra, Shyam, Anna, Rosa, Peter og Rie. Jeg har også leget med Jolie nede hos hende (mens Olivia og Rosa var hos os). Her spiste jeg også aftensmad.

I forrige weekend var far til fødselsdag om lørdagen, så her hyggede jeg hjemme sammen med Frida og mor. Og om søndagen var vi til Skovens Dag i Herstedhøje Naturcenter – hvor også Linus, Filippa, mormor og morfar kom. Her bagte vi bl.a. snobrød og klappede får.

Og i fredags kørte mor Frida og jeg op til mormor og morfar, hvor vi skulle passes, mens mor og far bl.a. skulle til Eurovision Melodi Grand Prix.

Det var rigtig hyggeligt at være deroppe. Vi var bl.a. på en bondegård sammen med Filippa og Linus, hvor der var en masse søde dyr. Og så gik jeg selv hele vejen rundt om søen sammen med mormor, mens Frida og morfar kun gik halvvejs, inden de gik hjem igen.

Søndag kørte mormor og morfar os hjem igen til mor og far. Her blev jeg lidt sur på mormor, for hun havde glemt at få vingummier med i bilen – og det troede jeg ikke rigtig på. I stedet fik jeg en pære – men det var nu ikke helt det samme.

Heldigvis blev jeg hurtigt god igen – og det var vist meget godt, for mandag skulle jeg fotograferes i børnehaven. Og mor sagde til mig, at jeg skulle huske at smile.

Derhjemme har mor og far også rigtig flyttet rundt på møblerne, for vi har en maler i øjeblikket, som skal male hele vores lejlighed. Det betød også, at min seng var flyttet ud fra mit værelse nogle dage, så jeg i stedet måtte sove i kontoret.

Men det gjorde nu ikke noget. Faktisk syntes jeg, at det var lidt spændende at skulle sove et andet sted i nogle dage. Og nu har mit værelse fået en ny, fin farve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *