I forrige weekend var jeg til 70 års fødselsdag på Fyn hos fars morbror Erik. Vi tog dertil lørdag formiddag og spiste frokost på vejen.
Egentlig var det meningen, at jeg skulle have sovet lidt på vejen, men det kunne jeg ikke. Og da vi først kom derover, ville jeg slet ikke sove. Så jeg fik ikke nogen lur den dag.
Om eftermiddagen var der et stort kagebord, og bagefter kunne vi lege i den store park, der var, ved det slot, hvor fødselsdagen skulle holdes. Her legede jeg med Frida samt fars kusines børn Laura og Jacob.
Senere skulle vi have middag, og her fik Frida og jeg en særlig børnemenu. Alligevel tog det ret lang tid, før desserten kom på bordet, så jeg sov først kl. 22.15 – godt træt på grund af den manglende middagslur.
Vi overnattede på slottet, og næsten morgen vågnede jeg kl. 6.10 – og fik også vækket de andre. Efter morgenmaden var det tid til at forlade vores værelser. Men inden vi kørte hjem, gik vi lige en tur rundt i parken og ned til vandet.
På vejen hjem faldt jeg i søvn i bilen. Og da vi kom hjem, brugte jeg resten af dagen til at slappe af.
Dagen inden fødselsdagen havde vi også fri, fordi det var Store Bededag. Om formiddagen bagte vi boller – og Frida og jeg fik selv lov til at forme dem. Det var rigtig sjovt, og jeg sad da også i flere timer og rullede, skar og formede dejen. Alligevel fik jeg kun produceret to boller alt i alt.
Efter min middagslur var jeg i gården, hvor vi også grillede. Og bagefter fik vi lov til at lege lidt, så jeg kom først i seng kl. 21.
I sidste uge var det rigtig godt vejr flere af dagene. Så jeg har været meget tid i gården, hvor jeg har leget med Jolie og Anna. Og vi har også spist dernede en del af aftenerne.
I fredags var det legedag i børnehaven. Så her havde de voksne arrangeret en hel masse forskellige lege, som vi kunne prøve ude på legepladsen.
Lørdag hyggede vi indenfor om formiddagen. Og efter min middagslur var vi igen i gården, hvor vi spiste koldskål. Om aftenen skulle mor i byen med Zandra og Mette, så far stod egentlig for madlavningen. Men den fik han klaret ret nemt, for Frida og jeg fik nemlig lov til at spise hos Anna og Rosa – sammen med Olivia og Jolie.
Næste formiddag var vi på hele to legepladser omkring svømmehallen sammen med far og Frida. Bagefter skulle jeg sove lur – men selvom jeg lå længe, så kunne jeg ikke falde i søvn. Så efter noget tid, kom jeg op igen.
I stedet kom jeg endnu engang en tur ned i gården, hvor jeg legede med Jolie – og senere spiste pizza sammen med de andre.
På det seneste er jeg begyndt at sove ret længe. Som regel er klokken minimum 7, før jeg står op. Og den har faktisk ofte været mellem 7.30 og 8. Så det har betydet, at jeg har haft ret travlt nogle morgener, når jeg endelig er stået op.
