Grøn uge og spisning med aftensmad

Efter nogle almindelige skoleuger har vi i denne uge haft grøn uge. Og så har jeg også haft besøg af flere fra klassen, som har spist med.

Torsdag for to uger siden var jeg først i skole – og derefter til guitar. Bagefter var jeg lige hjemme en kort tur, inden jeg skulle tilbage på skolen sammen med mor og far.

For Fridas klasse havde haft et projekt med at partere en halv gris. Og for at samle ind til deres studietur, havde de lavet en masse mad – som de så inviterede familierne til at komme forbi og spise med.

Fredag gad jeg for en gang skyld ikke rigtig i klub – men tog i stedet direkte hjem efter skole for at slappe af. Her skulle Frida sove hos Sofia – og mor skulle ud med Zandra, Rie og Mette. Så far og jeg hyggede med X-Factor og mad fra Burger Klubben.

Næste dag startede jeg med at skifte Charlies bur. Og senere lavede jeg også fladbrød. Om aftenen skulle mor og far til Minds of 99 koncert. Så her var Frida og jeg alene hjemme, hvor vi så ”Den store bagedyst” og film – og spiste is og slik.

Søndag morgen, da jeg vågnede, lå der en t-shirt med autografer på, som mor og far havde købt med hjem fra koncerten. Og de havde også fået forsangeren til at skrive ”Vilde har hurtige hænder” – fordi vi havde spillet lige præcis det nummer med bandet til Tempelstars-koncerten.

Næste dag var Anna med hjemme efter skole, indtil jeg skulle til dans – hvor vi spillede stikbold i stedet for at danse.

Tirsdag havde jeg så skovskole for sidste gang. Og om torsdagen havde jeg madkundskab for første gang – hvor jeg også var til guitar.

Om fredagen var Anna igen med hjemme efter skole og klub. Og om aftenen stod den på fredagshygge med X-Factor.

Lørdag var praktisk dag, hvor jeg fik ryddet op på mit værelse. Senere var der dog også tid til at bage cookies, inden vi alle fire tog på Sticks’n’Sushi for at teste menuer til Fridas konfirmation.

I søndags var jeg ret forkølet. Så da mor og far ville på museum, blev jeg hjemme sammen med Frida. Og om aftenen så vi første afsnit af ”Først til verdens ende” – hvor en række par skal kæmpe om at komme først hele vejen fra New York til Buenos Aires.

Næste dag var jeg stadig ret forkølet. Så her blev jeg hjemme fra skole. Heldigvis var jeg mere frisk allerede om tirsdagen – for hele ugen skulle vi have ”grøn uge”, hvor vi også skulle være sammen med 2. klasserne

Tirsdag var genbrugsdag, hvor jeg lavede en flot taske af en par cowboybukser. Og bagefter var Augusta med mig hjemme – og spiste også med.

Om onsdagen skulle vi plante om. Og her var det Anna, som var med hjemme efter skole – og som også spiste med.

I forgårs var der så stjerneløb med en masse poster – hvilket desværre var i regnvejr. Så var det mere hyggeligt bagefter, hvor Selma A var med mig hjemme – og også spiste med.

Og i går skulle alle klasserne så lave et stort kor. Og bagefter var jeg i Landbohøjskolens Have sammen med nogle af de andre fra klassen.

Senere gik Anna og mig hjem til os, hvor alle naboerne var på besøg – inklusiv Jolie. Her spiste vi pizza. Og senere så vi også X-Factor.

I dag har vi så endnu en praktisk dag, hvor jeg skal rydde op og skifte Charlies bur. Og i morgen kører vi til vores sommerhus i Øster Hurup for at holde påskeferie der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *