De sidste par uger er der ikke sket det helt store – udover skole, klub og mine sædvanlige fritidsinteresser. Og så har jeg også været i biografen med Anna.
Fredag for to uger siden startede weekenden med fredagshygge med X-Factor og slik – efter jeg havde været i skole og klub.
Og dagen efter fik jeg lige skiftet Charlies bur, inden jeg skulle videre til Annas fødselsdag. Bagefter legede jeg også lidt med Jolie.
Om søndagen skulle vi til frokost hos Anni, Jarno, Mathilde og Niclas – hvor også Linus, Henrik, Janne, mormor, morfar, Rita, Jesper og Annis far kom. Her var vi, indtil vi tog hjem sidst på eftermiddagen.
Mandag var jeg i skole og klub – hvorefter Anna og Selma A tog med mig hjem i et par timer, indtil jeg skulle videre til dans.
Og næste dag var jeg med linjefaget ”Skovskole” til Herstedhøje Naturcenter igen – hvor vi denne gang skulle fælde træer. Så jeg blev ret beskidt – og tog derfor hjem lige efter skole for at skifte tøj, inden jeg skulle tilbage til klubben for at have musiktid med bandet.
Om onsdagen var jeg i multisalen med klubben – hvor vi lavede gymnastik. Her lærte jeg at komme løbende og så gå direkte i bro – hvilket jeg var ret stolt af.
Torsdag stod den som sædvanlig på guitar efter skole. Og fredag var Anna med mig hjemme efter skole – og hun spiste også med, inden hun skulle hjem.
Om lørdagen var jeg så i biografen med Anna – hvilket var en fødselsdagsgave fra mig. Rie fulgte os frem og tilbage til Palads, hvor vi så en Minions-film. Da vi kom hjem igen, var jeg sammen med Anna – hvor vi lavede kreating.
Søndagen startede med, at jeg skulle finde noget tøj til vores rejse. Og bagefter var jeg igen sammen med Anna resten af dagen – hvor vi fortsatte med vores kreating.
I denne uge har jeg så været til dans mandag, haft musiktid tirsdag og været til aftenåben i klubben onsdag. Til gengæld var jeg ikke til guitar i går, for vores guitarlærer var syg.
I dag har jeg så sidste skoledag i tre uger. For i morgen står den på pakning, og i overmorgen rejser vi så tre uger til Mellemamerika – hvor vi skal til El Salvador, Belize, Guatemala og Honduras.
