Det gode sommervejr fortsætter – også selvom vi nu er henne i slutningen af september. Og det udnyttede vi blandet andet på en familietur til Knuthenborg.
Inden da var jeg dog lige en tur i svømmehallen med mange af pigerne fra klassen fredag for to uger siden efter skole og klub.
Senere kom Frida hjem fra efterskole. Og her var vi så alle fire i Landbohøjskolens Have, hvor vi spiste sushi. Og jeg er faktisk begyndt at kunne lide det meste af det.
Lørdag formiddag pakkede vi så vores ting og kørte mod Knuthenborg – hvor vi mødtes med Filippa, Linus, Henrik, Janne, mormor og morfar.
Vi skulle også overnatte der – men kunne først få vores hytter lidt senere. Så vi startede med at køre lidt rundt og gå en tur i tigerskoven. Her var vi lidt spændt på, om der var noget at se – for tigrene gemmer sig tit. Men vi var heldige at se flere af dem.
Bagefter spiste vi frokost og var i parkens legeland. Her var der også en vild vandrutsjebane, hvor vi blev ret våde. Men heldigvis var det varmt, så det gjorde ikke så meget. Samtidig kunne vi også checke ind i vores hytter bagefter – hvor vi havde udsigt til ulvene.
Her startede vi med at fejre Linus og Fridas fødselsdag med kage og gaver. Og da parken lukkede, så det kun var overnattende gæster tilbage, gik vi til dinosaur-skoven. Her var der nogle meget imponerende dinosaur-dukker, der både kunne bevæge sig og sige lyde. Og når det samtidig var lidt mørkt, virkede det ret livagtigt.
Til sidst endte vi så dagen med at hygge og grille sammen på terrassen, inden det var sovetid lidt senere.
Næste dag skulle vi så forholdsvis tidligt op for at pakke, spise morgenmad og checke ud. Vi kunne dog stadig blive i parken, så vi kunne opleve de sidste ting.
Her fik vi klappet geder, og bagefter var vi med bus rundt for at se aber. Og inden vi kørte mod udgangen, var vi også en tur i souvenirshoppen. På vejen ud nåede vi også lige at klappe nogle meget søde ponyer.
Frida skulle afleveres på efterskolen om aftenen. Men vi havde nogle timer, der skulle bruges. Så derfor kørte vi først til Næstved, hvor der var en tøjbutik med billigt tøj – og hvor jeg fik en flot nederdel.
Bagefter kørte vi til Karrebæksminde, hvor vi spiste aftensmad ved vandet. Og derefter kørte vi så til Fridas efterskole, hvor vi satte hende af, inden vi kørte hjemad.
Så det blev lidt halvsent, inden vi var hjemme. Men inden jeg kunne sove, skulle jeg både lave lektier og have et bad.
Mandag sluttede sommeren så i første omgang – og i stedet regnede det hele dagen. Det var lidt ærgerligt, for lige præcis den dag skulle vi have taget skolefoto. Så det måtte blive indenfor i stedet.
Næste dag efter skole og klub havde vi så musiktid. Og det gik heldigvis fint. For vi skal snart optræde til Tempelstars.
Onsdag var det så Fridas fødselsdag. Men her var hun jo på efterskolen, så vi ikke kunne fejre hende. I stedet havde vi sendt en fødselsdagsvideo til hende.
Og sidste fredag skulle vi så i sommerhus – hvor vi skulle hente Frida på vejen. Derfor kom jeg også direkte hjem fra skole. Og kort tid efter kørte vi af sted.
Heldigvis var vejret i mellemtiden blevet godt igen. Så om aftenen hyggede jeg mig udenfor med min iPad på et tæppe i mørket – hvor katten også kom forbi.
Næste formiddag kørte far så Frida til toget i Holbæk. For hun skulle nemlig til fest om aftenen. Imens cyklede mor og jeg til stranden på vores sommerhuscykler – hvilket gik rigtig fint, selvom det var en voksencykel, som jeg kørte på.
Det gode vejr fortsatte også om søndagen. Så her lå jeg også på et tæppe det meste af dagen indtil om eftermiddagen, hvor far og jeg skulle af sted – mens mor blev i sommerhuset.
For vi skulle nemlig til fodboldkamp på Brøndby Stadion – hvilket var en gammel aftale, fordi jeg havde vundet billetter til fodboldkamp i Tempeltræets Julebanko. Men dengang var det til kamp i februar måned. Så vi havde aftalt at vente.
Det var første gang, at jeg var til fodboldkamp. Men det var en rigtig sjov oplevelse – og i starten også lidt overvældende. Vejret var godt og der var mange mennesker – og så scorede Brøndby endda efter bare to minutter.
Efter kampen skyndte vi os så hjem. For inden jeg kunne sove, skulle jeg både i bad og høre ”Ternet Ninja” – hvilket var lektie til dagen efter.
I mandags var jeg så i krea i klubben efter skole. Og da klubben lukkede, var vi nogle stykker, som blev udenfor og snakkede lidt, inden vi tog hjem.
Tirsdag havde vi så igen musiktid i klubben efter skole. Og i forgårs var jeg så endnu engang til dans om eftermiddagen.
I går var der aftenåbent i klubben. Så det tog jeg til, efter jeg lige havde været en tur hjemme i et par timer. Vi var ikke så mange, så det var ret hyggeligt.
