Vilde Vulkaner og Madagaskar

Sommerferien har nu været i gang i lidt over tre uger. Og på den tid har jeg både været på festival og en tur i Madagaskar.

Tirsdag for tre uger siden tog Frida i sommerhus med pigerne fra hendes klasse. Så her hyggede mor og far os med at se ”Nul Stjerner”.

Og onsdag var det så min tur til at tage af sted til Vilde Vulkaner med klubben og nogle af pigerne fra min klasse. Så jeg fik pakket det sidste – og efterfølgende fulgt til klubben af mor og far, hvorfra vi skulle videre med bus.

På festivalen sov jeg i telt med Augusta, Selma S, Victoria og Kristine. Desværre var vi jo et ulige antal. Så det var lidt af en udfordring, når vi skulle prøve forskellige ting i tivoliet – hvilket da også gjorde, at jeg blev ked af det nogle gange og måtte ringe hjem til mor.

Heldigvis fik vi også set nogle gode koncerter med Shaka Loveless, Artigeartid og Joe Moe – inden vi kom sent i seng.

Næste morgen var vi tidligt oppe for at spise morgenmad. Og resten af dagen stod den så på koncerter med blandt andet Ida Laurberg og Andread Odbjerg.

Fredag var det så tid til at pakke sammen igen og tage bussen tilbage til Frederiksberg, hvor jeg blev hentet af mor – mens far var på Roskilde Festival. Jeg var godt træt, så resten af dagen blev brugt på at slappe af. Og om aftenen var Frida i Tivoli, så her hyggede mor og jeg.

Næste dag tog Frida, mor og jeg op til mormor og morfar for at begrave Charlie i deres have (mens far stadig var på festival). Her fandt vi et godt sted til ham. Og udover blomster fra haven, så havde mormor også lavet en fin sten.

Bagefter spiste vi frokost på havnen. Og efter vi også havde fået kage hos mormor og morfar, kørte vi hjem igen.

Hele søndagen gik med at pakke og gøre klar til vores rejse. Og hen over middag kom far også hjem fra festival igen.

Dagen efter fik vi så pakket det sidste. Og først på eftermiddagen tog vi så en taxa mod lufthavnen, hvor vi traditionen tro fik en shake fra Joe & the Juice, efter vi havde checket ind.

Første stop på vores lange rejse mod Madagaskar var i London, hvor vi måtte vente næsten en time ved paskontrollen – hvorefter vi skulle med metroen til en anden terminal, inden vi endelig kunne checke ind på vores lufthavnshotel – hvor Frida og jeg fik vores eget værelse.

Efterfølgende kunne vi så spise en sen aftensmad på hotellet, inden det ret sent endelig var tid til at sove.

Næste morgen kunne vi så nyde en lækker morgenmadsbuffet. Og klokken 12 checkede vi ud fra hotellet. Desværre skulle vi første flyve om aftenen. Så vi måtte vente yderligere tre timer, inden vi gik tilbage til lufthavnen.

Her fik vi checket ind. Og derefter var der yderligere fire timers ventetid, som vi blandt andet brugte på at spise en sen frokost – inden vi endelig kunne gå ombord på vores fly mod Mauritius.

I starten af de 13 timers flyvning fik vi aftensmad. Og bagefter lagde vi os til at sove – hvilket var lidt svært.

Næste morgen blev vi så vækket allerede klokken 5 engelsk tid, så vi kunne nå at spise morgenmad. Og lidt over to timer senere landede vi i Mauritius.

Tilbage havde vi så en ventetid på fire timers, som vi brugte på at få lidt frokost, inden vi endelig kunne flyve de sidste to timer til Madagaskar.

I lufthavnen blev vi hentet af den chauffør, som skulle tage os på rundtur i Madagaskar. Første stop var dog et hotel i hovedstaden, hvor vi skulle overnatte, inden turen for alvor gik i gang.

Så efter en tur igennem en masse trafik, var vi endelig fremme ved vores hotel – efter godt to døgns rejse. Her kunne vi slappe af og spise aftensmad, inden vi lagde os til at sove.

Om torsdagen startede vores rundtur så for alvor. Her var vi tidligt oppe for at pakke og spise morgenmad, inden vi igen mødtes med vores chauffør – som startede med at tage os op til et udsigtspunkt, hvor vi kunne kigge ud over den kæmpe by.

Derefter kørte vi et par timer til et aluminiumsstøberi, hvor de smeltede gammelt aluminium som f.eks. flydele om og støbte nye ting.

Herfra gik turen videre mod vores næste hotel i et par timer – med et enkelt stop ved et udsigtspunkt. Her blev vi hurtigt omringet af en masse børn. Og da far købt bolsjer og ville dele ud af dem, kastede de sig over dem – for at få så mange som muligt hver.

Vores hotel var rigtig hyggeligt. Her kunne vi slappe af i en lille have og spise en sen frokost. Og så nød vi også godt af hurtigt internet – noget som der ellers ikke har været meget af i Madagaskar.

Efter aftensmaden var det så tid til at sove. I Madagaskar er der dog meget koldt om vinteren (vores sommer). Men heldigvis havde vi tykke tæpper, så vi kunne holde varmen.

Næste morgen var vi så igen tidligt oppe – hvor det stadig var meget koldt. For her skulle vi på tur med en lokal guide til en landsby i nærheden.

Første stop var et sted, hvor de lavede popcorn – ved at putte majskorn i en gryde under tryk. Og når de så var klar, åbnede de låget – hvorefter popcornene poppede i en kæmpe eksplosion.

Bagefter besøgte vi en lokal familie, som boede meget primitivt. Her kunne vi blandt andet se, hvordan de sov tre i hver seng.

Vi havde medbragt karameller, som vi delte ud. Og til forskel fra dagen før, så ventede de pænt på, at det blev deres tur – i stedet for bare at kaste sig over slikket.

De næste par timer gik vi så rundt i området, hvor der var rismarker og marker med andre former for afgrøder. Vi var også forbi et vandfald, hvor vi spiste frokost, inden vi igen blev hentet af vores chauffør.

Inden vi kørte tilbage til hotellet, var vi også forbi en kratersø – hvilket krævede en tur på 10 kilometer ad meget dårlige veje. Her var der også flere sælgere, som var meget påtrængende. Det lykkedes mig dog at få valgt en skildpadde i sten og metal hos en af dem.

Herefter var det tilbage på hotellet, hvor der var lidt tid til afslapning inden aftensmaden. Og så var det igen ned under det varme tæppe for at sove.

Lørdag checkede vi så ud fra hotellet for at køre vurdere til næste destination – hvilket krævede en lang køretur. Inden da var vi dog både forbi et sted, hvor de lavede ting af krystaller og andre sten og et andet sted, hvor de lavede ting af zebu-horn – som er den lokale form for okser.

Fra byen var der 2,5 timer til et sted, hvor vi fik frokost. På vejen blev jeg en smule køresyg, så inden vi kørte de efterfølgende 133 kilometer, fik jeg en køresygepille.

Køresygepiller har den bivirkning, at man bliver meget træt af dem. Så på den efterfølgende køretur sov jeg en del af tiden. Men det gjorde nu ikke så meget. For de 133 kilometer tog hele fem timer på grund af de dårlige veje.

Men efter en meget lang dag – og efter at de også var blevet mørkt, kom vi endelig frem til vores hotel. Her spiste vi aftensmad med det samme. Og så var det tid til at sove.

Næste morgen var vi så oppe allerede klokken 6 for at tage på tur til den lokale nationalpark. Her havde vi en lokal guide og en spotter, som skulle hjælpe os med at finde lemurer.

Og vi fik da også set hele fem forskellige arter – endda nogle af dem flere gange. Til at starte med var vi ret langt væk. Men til sidst fik vi også set dem tæt på. Udover lemurerne fik vi også set en del planter og nogle insekter på den fem timer lange tur i regnskoven.

Efter en hurtig frokost, var det så tid til at besøge endnu en lokal landsby. Her blev vi hurtigt mødt af en masse børn, som fulgte os rundt.

Første stop var skolen og derefter kirken, inden vi så et lokalt hjem. Og så skulle vi besøge kongens palads.

Det viste sig dog at være et ret almindeligt træhus – der ikke rigtig lignede et palads. Og kongens stedfortræder (som mødte os fordi kongen var syg), havde også helt almindeligt tøj på.

Alligevel var der en del ritualer, som vi skulle overholde. Blandt andet skulle vi træde ind i huset med højre fod først. Og så skulle vi holde med venstre hånd på vores højre underarm, når vi hilste på alle i huset.

Inde i huset blev der serveret snacks og rom for os. Og da Frida og jeg jo ikke drak rom, skulle vi i stedet stikke lillefingeren i koppen med rom, og dryppe den i panden på os selv.

Mens vi var sammen med kongens stedfortræder og nogle af de andre vigtige mænd i landsbyen, fortalte vi om os selv – som guiden så oversatte til deres sprog. Og de fortalte også om deres liv.

Til sidst dansede de lokale for os. Og her blev det mor, som repræsenterede vores familie, mens vi andre fotograferede.

På vejen tilbage til bilen fulgte børnene os igen – og her holdt jeg to af dem i hånden. De plukkede også blomster til Frida og mig.

Tilbage på hotellet kunne vi så lige nå at slappe en smule af, inden der var aftensmad og derefter sovetid.

Dagen efter skulle vi så igen videre. Så efter vi havde pakket og spist morgenmad, checkede vi ud og kørte af sted.

Heldigvis var det kun en forholdsvis kort køretur på omkring tre timer – med et enkelt stop undervejs, hvor vi spiste frokost og efterfølgende så, hvordan man laver papir og silke.

Så vi var fremme på hotellet allerede tidligt på eftermiddagen – hvor der var god tid til at slappe lidt af med iPad, inden der var aftensmad. Og bagefter var det så igen sovetid.

Morgenmaden næste morgen bestod af en tebolle og et stykke tørt brød – hvilket var en klar nedgradering i forhold til den ellers fine morgenmad, som vi havde fået de andre steder.

Herfra kørte vi så til en park i nærheden, hvor vi kunne se en ring-tailed lemur – som er den man kender fra tegnefilmen om pingvinerne, der lander på Madagaskar.

Først så vi dem oppe træerne. Men bagefter fandt vi dem på en mark, hvor vi kunne komme helt tæt på dem. For de var tydeligvis ikke bange for mennesker.

På den to timer lange rundtur var vi også højt oppe på et udsigtspunkt og nede i nogle huler – hvorefter vi sluttede med at se et par lemurer mere. De var rigtig søde, og jeg ville meget gerne have haft en med hjem til Danmark.

Efter vi havde spist frokost, kørte vi videre. Her fik jeg endnu en gang en køresygepille – så jeg sov på en del af den fire timer lange tur.

Heldigvis var vejene bedre end på den tur, som vi havde taget et par dage før. Så selvom afstandene også var længere, tog den ikke længere tid. Derfor var vi også fremme ved det næste hotel om eftermiddagen – så vi havde lidt tid, inden vi skulle spise aftensmad og sove.

Onsdag skulle vi så endnu engang tidligt op for at besøge endnu en nationalpark. På den godt otte kilometer lange tur fik vi set flere lemurer – plus et vandfald, en flot udsigt og et par vandhuller, som mor badede i.

I slutningen af turen fik vi serveret tre retters frokost udenfor på et campingområde, hvor der også var flere ret tamme lemurer, som ikke var bange for at springe op på bordene og spise turisternes madrester (dog ikke vores).

Tilbage på hotellet havde vi lige et par timer, inden vi skulle køre til et sted med en klippe med hul i, som man kunne se den flotte solnedgang igennem. Her var der dog rigtig mange mennesker, så vi fandt et mere roligt sted i nærheden.

Og så var det igen blevet tid til aftensmad – efterfulgt af lidt pakning af vores ting, inden vi lagde os til at sove.

Næste morgen startede vores sidste turdag så ret tidligt. For vi skulle køre langt og se flere ting på vejen.

Så efter vi havde pakket, spist morgenmad og checket ud kørte vi en kort tur til nogle safirminer i nærheden.

Endnu en gang blev vi mødt af en masse lokale børn, som fulgte os rundt, mens vi så de store huller i jorden, hvorfra de gravede safirer op.

Børnene var tydeligvis meget fattige – men alligevel meget glade og positive. Og endnu engang ville de meget gerne holde os i hånden. Og endnu engang kastede de sig over os, da vi forsøgte at dele karameller ud på retfærdig vis.

Efter vi også havde været i en safirbutik (hvor vi ikke købte noget), kørte vi videre mod en skov, hvor vi skulle på rundtur.

På vejen så vi de første baobab-træer. Helt tæt på dem kom vi dog først, da vi gik rundt i skoven med en guide. Men udover de kæmpe træer var det en lidt kedelig tur.

Herfra gik turen så fire timer ad meget dårlige veje – hvor jeg igen sov en del af turen efter at have fået en køresygepille. Efter vi havde hævet penge i en større by, skulle vi så køre knap en time – men denne gang af de bedste veje, som vi oplevede i Madagaskar.

Og klokken 17 var vi så endelig fremme ved vores hotel ved havet efter en meget lang dag. Det var så samtidig også slutningen på vores rundrejse på lige over 1000 kilometer ad dårlige veje – og dermed også tid til at tage afsked med vores chauffør.

Efter vi havde checket ind, kunne vi slappe lidt af, inden vi skulle spise aftensmad – der var virkelig dårlig. Og så kunne vi lægge os til at sove.

På hele vores rundrejse havde vi været tidligt oppe hver dag. Så fredag morgen nød vi virkelig at kunne sove lidt længere – selvom jeg dog stadig vågnede ret tidligt.

Resten af dagen blev brugt på at slappe af ved poolen og på at kigge på iPad – kun afbrudt af frokost. Og efter aftensmaden, der var en smule bedre end dagen før, var det så sovetid.

Vi var dog ikke helt færdig med udflugterne. For næste dag skulle vi til den lokale baobab-skov. Til gengæld var vores minibus skiftet ud med to zebu-trukne vogne, som vi kørte igennem byen i.

I skoven var der en masse kæmpe baobab-træer. Og udover dem så vi også andre planter, insekter, en kæmpe kakerlak og en stor bora-slange.

Efter vi havde købt souvenir ved udgangen, kørte vi med zebu-vognene tilbage til hotellet, hvor vi spiste frokost på en restaurant lidt længere nede ad stranden. Og bagefter fik vi noget at drikke på et andet hotel, hvor internettet (til forskel fra på vores hotel) rent faktisk virkede.

Dagen sluttede med en tur i poolen, en flot solnedgang og en enkelt drink mere på nabohotellet, inden det var tid til aftensmad og efterfølgende søvn.

I forgårs havde vi så sidste hele dag i Madagaskar – hvor vi ikke havde nogle planer. Så efter vi havde spist morgenmad, var vi lidt ved poolen, inden mor og far gik en tur langs stranden og i byen – mens Frida og jeg blev tilbage på hotellet.

Frokosten blev spist på restauranten fra dagen før – hvor de både havde god mad og en rigtig sød kat. Og så sluttede vi endnu engang af med pool og solnedgang, inden det var tid til at pakke, spise aftensmad og sove.

I går var det så tid til at tage afsked med Madagaskar. Så efter vi havde spist morgenmad og pakket kørte vi mod lufthavnen klokken halv ni.

Heldigvis var vi fremme i god tid her. For først skulle de åbne og tjekke alle vores store tasker, inden vi kunne checke dem ind. Og efter paskontrollen skulle de så gøre det samme med vores håndbagage – selvom den efterfølgende kom igennem en scanner.

Efter vi havde ventet lidt i den lille og kedelige afgangshal, kunne vi så endelig flyve mod Reunion. På vejen skulle vi lande i en anden lufthavn i Madagaskar – hvor vi dog heldigvis kunne blive ombord.

Efter yderligere knap to timers flyvning landede vi så på Reunion, hvor vi hurtigt kom igennem paskontrollen og fik vores bagage. Og efter vi også havde hentet vores lejebil, kunne vi køre cirka en time mod vores lejede hus.

På vejen kunne vi se, at Reunion er meget mere moderne end Madagaskar. Udover vejene er meget bedre, så er der heller ikke nogen huse af ler eller strå. Men vigtigst så virker internettet også meget bedre. På grund af at Reunion er en del af Frankrig kan vi endda bruge mobil-data her.

Aftensmaden blev spist på en restaurant nede i byen. Og bagefter gik vi tilbage til vores hus for at sove.

Morgenen i dag startede vi med at slappe af, inden vi kørte ned til havnen. Her gik vi lidt rundt, inden vi spiste frokost på en restaurant. Bagefter kørte vi til et supermarked for at handle.

Resten af dagen har vi hygget herhjemme med kortspil og Tour de France. Og for første gang har vi også selv lavet aftensmad.

Nu har vi så nogle dage her på Reunion, inden vi på søndag rejser videre mod Seychellerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *