Vandreture, storbyferie og all-inclusive

Efter en længere rejse i Azerbaijan, Georgien, Armenien og Tyrkiet er vi nu tilbage i Danmark – hvor hverdagen venter på os igen.

Tirsdag for fire uger siden var vi dog stadig i fuld gang med vores rejse – hvor vi befandt os på et hotel midt i Georgiens vinområde.

Her var vi ved poolen efter morgenmaden – indtil vi gik på værelset for at slappe af. Om aftenen gik vi en tur i hotellets store park efter aftensmaden – hvor vi mødte nogle søde hundehvalpe. Og så sluttede vi af med dessert efterfulgt af iPad, inden det var sovetid.

Næste dag gentog sig på nogenlunde samme måde – med morgenmad, pool og afslapning på værelset inden aftensmaden. Da vi havde spist, gik Frida og jeg op på værelset, mens mor og far blev på restauranten. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.

Torsdag skulle vi så videre mod byen Stepantsminda, der ligger i den nordlige del af Georgien ved Kaukasusbjergene – hvilket var en tur på 200 kilometer og godt fire timer. Så efter morgenmaden pakkede vi vores ting og checkede ud – og startede på den lange tur.

Den første del af turen gik ad snoede bjergveje, hvor der flere steder ikke lå asfalt – men i stedet var grus, store sten og masser af huller. Senere kom vi så ud på en større vej, hvor der til gengæld var masser af lastbiler, der flere gange spærrede for trafikken.

Så det tog ret lang tid, men endelig var vi fremme ved vores hytte, der lå midt på en mark lidt uden for centrum af byen – og med en utrolig flot udsigt.

Efter vi havde båret vores bagage ind, kørte vi til midten af byen, hvor vi spiste en halvdårlig aftensmad på en restaurant. Og efter at have handlet lidt, tog vi tilbage igen, hvor vi kunne slappe lidt af, inden det var sovetid.

Næste morgen, da vi stod op, var der fyldt med heste og køer lige uden for vores hytte. Og de var tamme nok til, at vi kunne klappe dem – noget der også gentog sig de efterfølgende dage.

Morgenmaden bestod af kopnudler og vandmeloner – hvor hesten med glæde spiste skralderne fra.

Bagefter gik vi til centrum, hvor vi spiste frokost på en lidt bedre restaurant end dagen før. Og tilbage ved hytten gik Frida, mor og jeg en tur for at plukke blomster. Her mødte vi også et meget tamt æsel, der meget gerne ville klappes.

Resten af eftermiddagen og aftenen blev brugt på at slappe af og spille et slag ”Røvhul”, inden det var tid til at sove.

Morgenmaden lørdag morgen bestod igen af kopnudler. Og bagefter gjorde vi os klar til dagens vandretur.

Først kørte vi ned til centrum, hvor vi parkerede bilen og handlede lidt til turen. Og så startede vi den lange gåtur op til en kirke, der lå på en bjergtop 400 meter over byen.

Turen derop var lidt hård. Men til gengæld var det en flot tur med vandløb og sneklædte bjerge i det fjerne. Og efter et par timer nåede vi frem, så vi kunne nyde udsigten ud over byen. Vi var også inde i den lille kirke og spiste efterfølgende en chokoladebar på en eng, inden vi gik nedad igen.

Det tog os kun en times tid at komme ned – selvom der var mange løse sten. Og så kunne vi nyde en fortjent frokost på restauranten fra dagen før. Bagefter handlede vi lidt, inden vi tog hjem for at slappe af – og komme ordentlig tid i seng.

Dagen efter skulle vi på endnu en vandretur, efter vi havde spist nudler og yoghurt til morgenmaden – og også lige hilst på hestene og køerne.

Denne gang kørte vi til byen Juta, der er en af de højest beliggende byer i Kaukasus. Selve turen var kun på godt 20 kilometer. Men efter at have kørt på asfalt et lille stykke, ændrede vejen sig til grusvej med kæmpe huller – så vi kun kunne køre 10 km/t. Og den sidste del var endda en smal bjergvej, hvor man både skulle passe på modkørende og steder, hvor vejen var skredet.

Så det tog 40 minutter, inden vi endelig kunne parkere og starte vores vandretur op mod en lille sø i bjergene.

Den første del af turen var ret stejl. Men derefter blev det mere fladt. Så turen var noget nemmere end dagen før. Der var dog et sted, hvor vi måtte have skoene af og gå igennem et iskoldt vandløb.

Fremme ved søen kunne vi så slappe lidt af og nyde udsigten, inden vi gik ned igen – ad en lidt anden rute. Og efter nogle timer var vi tilbage ved parkeringspladsen igen – efter en virkelig flot vandretur.

Da vi kom tilbage til vores egen by, fik vi handlet lidt. Til gengæld gad vi ikke på restaurant. Så i stedet tog vi tilbage til hytten, hvor vi kunne nyde den sidste sol – og endnu et måltid kopnudler, inden det var sovetid.

Mandag skulle vi så videre igen mod Georgiens hovedstad Tbilisi. Så vi sagde farvel til hestene – og startede den godt 150 kilometer lange tur sydpå.

Heldigvis var der ikke så meget trafik (bortset fra den sidste del i selve Tbilisi). Og vi undgik også de fleste lastbiler. Så efter nogle timers kørsel – med et stop ved en kirke undervejs, kunne vi checke ind på vores hotel. Her fik vi to værelser ved siden af hinanden, hvor mor og far fik det største – hvilket vi var lidt misundelige over.

Vi startede med at få en burger til frokost. Og mens mor og far tog ud for at handle lidt, slappede Frida og jeg af. Og så nåede jeg også til poolen med mor og far, inden det var tid til at sove.

Næste dag tog vi så ud for at kigge lidt på Tbilisi. Her startede vi med lidt tidlig frokost på et durum-sted, inden vi tog byens kabelbane op til en borg med en flot udsigt.

Derefter gik vi ned til den gamle bydel, hvor vi fik lidt at drikke – hvilket var tiltrængt i de godt 36 graders varme. Vi var også forbi biludlejningsbureauet, hvor vi fik nogle dokumenter, der skulle bruges til at krydse grænsen til Armenien nogle dage senere.

I den gamle bydel fik vi kigget lidt på souvenir. Bagefter spiste vi aftensmad på en restaurant, som vi havde læst om i guidebogen. Her fik vi nogle lokale retter, der smagte ganske fint. Og så var det tid til at gå tilbage til hotellet for at sove.

Onsdag morgen startede med morgenmaden på hotellet – som vi havde fået som kompensation for en dårlig aircondition på mors og fars værelse. Og det var ret heldigt. For det var noget af den bedste morgenmad, som vi fik på hele ferien.

Så vi var godt mætte, da vi fortsatte til hotellets spa-afdeling – med indendørs pool, boblebad, sauna, dampbad og koldtvandsbassin. Her slappede vi af, inden vi igen gik til den gamle bydel – hvor vi besøgte ”Museum of Illusions”.

Det var et museum med en masse fotovenlige effekter – som f.eks. et værelse, der vendte på hovedet og et rum, der fik store personer til at se små ud.

Bagefter spiste vi tidlig aftensmad på en restaurant i bydelen, inden vi tog metroen et enkelt stop tilbage – bare lige for at prøve den. Og så handlede vi også lidt, inden vi var tilbage på værelset, hvor der var tid til lidt afslapning, inden det var sovetid.

Om torsdagen var det så tid til at forlade Tbilisi og Georgien – og køre mod Armenien. Så efter at have spiste morgenmad, pakket og checket ud startede vi på turen, der ifølge Google Maps skulle tage omkring fire timer.

Vi kom dog til at bruge halvanden time ved grænsen, fordi det var ret besværligt at tage en lejebil med fra Georgien til Armenien – hvilket også forlængede turen.

Men endelig var vi fremme ved vores hotel i Dilijan – hvor vi fik en suite med en dårlig opredning på en sovesofa. Her kunne vi spille lidt iPad og se Tour de France med mor og far. Og så sluttede vi af med at spise aftensmad på hotellet, inden det var sovetid.

Næste dag tog vi en afslappende dag i byen – ikke mindst fordi vi for første (og eneste) gang på vores rejse oplevede heldagsregn.

En gang imellem klarede det dog op. Og så kunne vi blandt andet gå de halvanden kilometer nedad til byens centrum.

Her fik vi en milkshake på en café. Og bagefter fandt vi byens turistinformation. Inden vi gik tilbage igen, spiste vi også tidlig aftensmad på en restaurant og fik handlet i byens supermarked.

Tilbage på hotellet så vi et afsnit ”Nul Stjerner” om Georgien – samt et par afsnit mere om andre lande, inden det var tid til at sove.

Heldigvis var det bedre vejr næste dag, så vi kunne komme på vandretur i området. Her kørte vi et stykke uden for byen, hvor vi parkerede bilen og begyndte turen.

Den første del gik stejlt opad igennem en skov til en kirkeruin. Herfra gik vi videre og krydsede blandt andet et vandløb, inden vi nåede til en anden kirkeruin. Og derfra gik vi så det sidste stykke nedad til vores bil.

Da det var en kort gåtur, der ikke tog så lang tid, havde vi tid til at kigge lidt nærmere på en park i byen, inden vi kørte tilbage til vores hotel.

Her ville vi gerne spille kort udenfor. Men allerede efter et enkelt spil kom de og fortalte, at det måtte vi ikke – fordi det var en restaurant (hvilket vi syntes var ret mærkeligt).

Så i stedet måtte vi bruge lidt tid på værelset inden aftensmaden. Og bagefter så vi Tour de France enkeltstart efterfulgt af endnu et par afsnit ”Nul Stjerner”, inden det var sovetid.

Søndag havde vi så vores sidste hele dag i byen. Så eftermorgenmaden kørte vi til en sø i nærheden – hvor der var rigtig mange lokale på søndagsudflugt.

De forsvandt dog hurtigt bag os, da vi gik opad igennem en skov – hvilket var en noget kedelig tur med masser af myg. Længere oppe kom vi dog ud på en græseng, hvor der var en flot udsigt ud over bjergene.

Efter vi havde gået rundt lidt tid deroppe, gik vi nedad igen igennem skoven – dog af en noget bedre rute. Og tilbage ved søen spiste vi tidlig aftensmad, inden vi kørte tilbage igen – med et enkelt handlestop ved supermarkedet.

Tilbage på hotellet så vi sidste etape af Tour de France, hvor Jonas Vingegaard vandt hele løbet – imens jeg også tegnede på min iPad. Udsendelsen varede ret lang tid. Og med en tidsforskel på to timer oveni, kom vi ret sent i seng.

Alligevel vågnede vi tidligt næste morgen. For solen skinnede og der var ingen gardiner i rummet. Senere pakkede vi vores ting, spiste morgenmad og checkede ud – inden vi kørte mod hovedstaden Jerevan.

Heldigvis var det kun en tur på godt to timer denne gang. Og efter en gang tæt trafik kunne vi aflevere vores lejebil og gå til det hotel, som vi havde reserveret.

Her checkede vi ind, hvor Frida og jeg igen fik vores eget værelse – med en privat gang imellem vores værelse og mors og fars værelse.

Bagefter gik vi lidt ud for at kigge på byen – hvor vi blandt andet fik kigget på butikker os spist en kæmpe is på en iscafé. Senere satte vi os også på en bar for at få noget at drikke. Og så sluttede vi også af med at spise aftensmad her, inden vi gik tilbage for at slappe af og sove på vores hotel.

Næste morgen efter morgenmaden besøgte vi først et kæmpe souvenirmarked, der lå lige ved siden af vores hotel. Og bagefter spiste vi frokost i en gårdhave, der lå bag en souvenirbutik.

Da vi havde spist, gik vi til byens største seværdighed – der var nogle trapper med kunst på en række platforme. Heldigvis kunne man tage rulletrapper op til toppen, hvorfra der var en flot udsigt.

Til gengæld gik vi så ned ad trapperne. Så det var dejligt med en shake på en café bagefter. Også fordi vi bagefter gik en lang gåtur igennem byen – hvor vi blandt andet var rundt i en bydel med nogle gamle huse.

Gåturen sluttede med et besøg på en ølbar, hvor mor og far smagte en masse små øl – og hvor vi også fik aftensmad. Og bagefter gik vi tilbage til hotellet for at slappe lidt af, inden vi skulle sove.

Dagen efter var vi så tilbage på souvenirmarkedet, hvor jeg købte en halskæde med et granatæble – som jeg havde kigget på dagen før. Og så gik vi til et madmarked, der lå et stykke fra centrum – hvilket dog ikke var så interessant.

Tilbage i centrum spiste vi frokost på en restaurant, inden vi besøgte ølbaren fra dagen før – fordi Frida og jeg gerne ville have et par af de gode shakes.

Vi fik også handlet lidt, inden vi gik til den bar, hvor vi havde været den første dag. For her havde jeg nemlig set, at man kunne få et stort fad med vandmelon – hvilket jeg havde plaget om lige siden.

Eftermiddagen sluttede med, at vi gik tilbage på hotellet for at slappe lidt af, inden vi spiste aftensmad på en italiensk restaurant lige ved hotellet – hvor maden desværre var ret dårlig. Og så skyndte vi os at pakke, så vi kunne sove.

For næste morgen skulle vi videre mod Tyrkiet – noget som vi havde glædet os meget til. Og her skulle vi op allerede klokken 4.30 – og 45 minutter senere checkede vi ud og kørte mod lufthavnen.

I lufthavnen var vi hurtigt igennem check ind, sikkerhedskontrol og paskontrol. Så der var god tid til morgenmad, hvor vi fik en rigtig fin sandwich. Bagefter var det tid til at gå ombord på flyet – som endda lettede før tid.

Efter godt to timers flyvning landede vi så i Antalya i Tyrkiet – hvor vi igen var hurtigt igennem paskontrollen og fik vores bagage.

I lufthavnen blev vi hentet af hotellets minibus, hvor der endda var en minibar med kolde sodavand – hvilket var forskud på vores all-inclusive. Og efter en kort køretur var vi ved hotellet.

Her blev vi budt velkommen med frugt og velkomstdrink – hvorefter vi kunne komme over til vores værelse, der allerede var klar, selvom klokken kun var 10.

Vores hotelværelse bestod af en stue, to soveværelser og to badeværelser – og så en terrasse med direkte adgang til en stor pool. Så her badede vi et par timer, inden vi gik til vores restaurant, hvor vi fik en lækker frokost.

Hotelområdet bestod af to områder – vores hotel, der var forholdsvis lille og så et større hotel, som vi også kunne bruge alle faciliteterne på. Så dem gik vi rundt og kiggede lidt på, inden vi klædte om til badetøj og prøvede hotellets minivandland.

Flere steder på hotellet var der også frysebokse fyldt med Magnum-is. Og dem fik vi også en af, inden vi gik tilbage til værelset for at gøre klar til aftensmad på vores egen restaurant. Bagefter var det så tilbage på værelset igen for at sove tidligt – efter en lang dag, der startede meget tidligt.

Næste morgen efter morgenmaden var ved vores værelse-pool. Og efter frokost var vi så ved den pool, der kun var forbeholdt vores mindre hotels gæster – hvor der var mere roligt end ved den store pool. Og så kunne vi også få nogle lækre jordbærdrinks.

Senere var Frida og jeg i vandland med far, hvor vi prøvede vandrutsjebaner – også de vilde, som jeg ellers ikke rigtig turde til at starte med. Men de var nu rigtig sjove.

Bagefter var vi tilbage ved poolen, hvor vi var, helt til det blev aften. Og så klædte vi om og spiste aftensmad på hotellets restaurant. Herefter sluttede dagen med et show på hotellet, hvor der blandt andet blev kørt på tre motorcykler samtidig i en dødsdrome – hvilket var ret imponerende.

Inden vi var i seng, var vi også en tur nede ved stranden, hvor der var rigtig god stemning. Og så var det ellers sovetid.

Lørdag startede vi som altid med morgenmad. Og bagefter skulle mor og far have en spa-behandling med massage. Imens var vi i vandland og hotellets pool. Eneste aftale var bare, at vi kun måtte bade de steder, hvor der var livredder.

Efter vi var mødtes igen, spiste vi frokost på en beachbar ved havet. Og så gik vi tilbage til hotellets pool – hvor vi var til om eftermiddagen. Senere var vi på værelset, hvor vi lå lidt med vores iPads, inden vi skulle gøre os klar.

Aftenen startede med en drink på stranden – hvor vi var de eneste. Og så spiste vi aftensmad og så et danseshow, inden det var sovetid.

Næste morgen efter morgenmaden gik vi alle sammen til vandlandet med vandrutsjebanerne. Og bagefter badede vi også i havet, inden vi lagde os ved hotellets pool ved restauranten. Efter frokost var vi lidt mere ved poolen, inden vi gjorde os klar til aften.

Aftensmaden blev spist på en fiskerestaurant ved vandet, hvor vi fik mange, lækre retter. Så vi var meget mætte, da vi bagefter gik lidt rundt i området.

Imens mor og far fik en sidste drink, gik vi tilbage på værelset for at slappe af. Og så var det ellers tid til at sove igen.

Sidste mandag spillede vi så bordtennis efter morgenmaden. Og bagefter var vi lidt ved vores værelse-pool.

Frokosten blev igen spist på beachbaren ved vandet. Og bagefter badede vi også lidt her, inden vi lagde os ved hotellets pool. Sidst på eftermiddagen gjorde vi os så klar, hvorefter vi fik et par drinks ved vores egen bar – imens far lærte os et nye kortspil kaldet Kasino.

Aftensmaden spiste vi på en japansk restaurant, hvor man sad ved en disk rundt om køkkenet – og kunne se kokken opføre et større jongleringsshow, mens han lavede mad. Heldigvis smagte maden også godt. Så det var ret hyggeligt.

Bagefter gik Frida og jeg igen hjem – mens mor og far fik et par drinks i baren. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.

Næste dag havde vi så sidste dag på all-inclusive hotellet. Og her prøvede Frida, far og jeg paragliding – som mor havde givet os.

Vi startede med at blive spændt fast til en faldskærm, som så langsomt blev sendt op over en båd. Og kort tid efter svævede vi højt over havet – med en flot udsigt. Så det var en rigtig sjov oplevelse.

Da vi kom ned igen, badede vi først lidt i havet. Og bagefter var vi også en hurtig tur i vandlandet, inden vi lagde os ved hotellets pool.

Frokosten blev spist på beachbaren igen. Og efter at have ligget lidt mere ved hotellets pool, gik vi tilbage til vores værelse-pool.

Senere spillede vi igen lidt kortspil på vores bar, inden vi spiste aftensmad på vores egen restaurant. Og efter en drink på beachbaren efterfulgt af hotellets show var det så sovetid.

I onsdags skulle vi så rejse tilbage til Danmark. Men heldigvis var det først om aftenen. Så vi kunne nå at være lidt længere tid på hotellet.

Derfor var vi også en sidste tur i poolen, efter vi havde spist morgenmad og pakket. Og så checkede vi ud klokken 12. Bagefter fik vi en drink i baren og spillede lidt kort, inden vi sluttede af med at spise frokost i hotellets restaurant.

Klokken 13.30 blev vi så kørt til lufthavnen – hvor alt gik fra at være roligt til meget kaotisk. For der var rigtig mange mennesker og dårlig akustik – hvilket gav rigtig meget larm.

Men heldigvis var vi forholdsvis nemt igennem både check ind, sikkerhedskontrol og paskontrol. Og efter noget ventetid kunne vi lidt forsinket flyve mod Danmark.

Flyveturen tog knap fire timer, inden vi landede i København. Og her var vi ret hurtigt igennem lufthavnen – og kunne tage en taxa det sidste stykke mod Frederiksberg.

Hjemme igen kunne vi lige nå at slappe lidt af og se noget tv igen, inden det var sovetid – efter endnu en lang rejsedag.

Næste formiddag kunne jeg så nå at være lidt sammen med Anna og Jolie, inden vi skulle op til mormor og morfar for at hente Charlie.

Det var rigtig dejligt at se ham igen. Og han havde tydeligvis haft det fint – og han havde ikke ligefrem tabt sig.

Senere var vi også på stranden for at bade. Og så spiste vi aftensmad hos mormor og morfar, inden vi kørte hjem igen – hvor vi var ret sent i seng.

Fredag formiddag var jeg i centret med Frida for at købe en fødselsdagsgave til Rosa. Og da jeg kom hjem igen, skulle jeg rydde op på mit værelse. For om aftenen skulle vi holde fødselsdagsfest for far.

Her kom alle naboerne – samt Stine, Klaus, Silje, Svend og Heidi. Det blev rigtig hyggeligt. Vi spiste mad, legede og quizzede – hvor Jolie og jeg blev nummer 3, selvom det egentlig var en voksenquiz. Og så var jeg først i seng klokken 4.

Derfor sov jeg også helt til klokken 12 i forgårs. Og om eftermiddagen var vi til Rosas fødselsdag i gården – hvor vi fik boller og lagkage. Bagefter var jeg lidt sammen med Anna og Jolie, inden jeg gik hjem igen og slappede lidt af.

I går var det så fars 50-års fødselsdag – hvor han blev vækket med flag og sang. Lige inden havde mor dog vækket mig klokken halv ti.

Efter morgenmaden, som Frida og jeg hjalp med at lave, pakkede far gaver op. Her gav jeg ham en dåse Tyrkisk Peber – der var pakket flot ind som en luftballon. Og så fik han også en tank lavet af fyldte øldåser og en ølflaske – noget som jeg havde set på Pinterest.

Vejret var ikke så godt. Så bagefter spillede vi lidt kort, inden vi cyklede mod Kødbyen for at spille minigolf indenfor. Bagefter cyklede vi tilbage til Frederiksberg for at spise på Madklubben.

Og efter at jeg også havde gjort min skoletaske klar, var det sovetid. Men på grund af, at jeg havde sovet så længe de seneste dage, havde jeg svært ved at falde i søvn.

Derfor var jeg også ret træt, da jeg blev vækket i morges til min første skoledag i 5. klasse. Men samtidig glædede jeg mig også til at se de andre igen. Også selvom det betyder, at hverdagen nu starter igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *