Halloween og julestart

Det gode ved efteråret er, at der er så mange sjove højtider. Først er der halloween. Og når det er slut, går der ikke lang tid før, at de første juleforberedelser starter.

Onsdag for tre uger siden handlede det dog om FDF, som far fulgte mig til kort tid efter, at jeg var kommet hjem fra klubben.

Til FDF snakkede jeg en del med en anden pige, som var et år yngre end mig. Og det var rigtig rart, for der har ellers ikke været så mange at snakke med, efter Jolie stoppede. FDF havde også en eller anden form for fødselsdag, så vi fik kage.

Om torsdagen var jeg først i skole og bagefter til guitar. Dagen sluttede med, at jeg spillede rundbold i klubben – hvor jeg dog var så uheldig at få en bold på kinden, så jeg fik et stort, rødt mærke.

Weekenden startede så med fredagshygge med ”Den store bagedyst” og is. Og om lørdagen tog vi alle fire en tur til Amager Strand, hvor vi gik en tur.

På vejen hjem ville vi købe et par græskar. Men det var ikke nemt, for der var ingen tilbage nogen steder. Efter at have været i nok 15 butikker, fandt vi dog til sidst et par stykker i Aldi. Dem skar vi så ud til græskarhoveder, da vi kom hjem.

Om aftenen kom Sofia, Asta A og Marie-Louise til burgere hos Frida, inden far kørte dem alle fire til overnatning hos Vera.

Her skulle hun være i over et døgn. Så der var masser af tid til at hygge med far og mor alene. Lørdag aften blev derfor brugt på at se Trolls 2 og spise slik. Så jeg var lidt sent i seng.

Søndag morgen startede stille og roligt, hvor jeg blandt andet fik læst to gange og ryddet op. Senere kom først Anne på besøg – og derefter også Karla og Otto.

For vi skulle nemlig holde halloween sammen. Det startede med, at vi grøn spaghetti med zombiehoved og zombiefingre til aftensmad – hvilket i virkeligheden bare var en slags kødboller.

Bagefter var vi ude at rasle med far, Ottos far, Karlas far og Annas far – hvor vi også mødte nogle af de andre fra klassen. Resultatet af indsatsen var næsten et halvt kilo slik.

Mandag morgen (og resten af ugen) skulle jeg først møde klokken 9.45 på grund af skole-hjem samtaler. Og det var vist meget godt. For jeg var kommet ret sent i seng dagen før.

Inden da havde mor så lige tjekket mig for lus – og endnu engang fundet nogle enkelte stykker. Så jeg måtte have en lusekur, inden jeg tog af sted. Efter skole havde vi en musiktid i klubben. Og bagefter var jeg til dans.

Næste dag var det så min tur til at komme til skole-hjem samtale sammen med mor og far. Her fik jeg at vide, at det gik rigtig godt – både socialt og fagligt. Og det eneste, som jeg skulle blive lidt bedre til, var at lære gangetabellerne.

Onsdag var jeg til sport i klubben efter skole. Her spillede vi først rundbold (uden jeg fik en bold i hovedet) og bagefter bordtennis. Så endnu engang var jeg der til lukketid – hvilket ikke gjorde så meget, da FDF var aflyst. Til gengæld fik jeg så øvet lidt guitar med far.

Selvom vi skulle møde senere hele ugen, havde vi dog ikke rigtig fri. Blandt andet skulle jeg lave en Powerpoint – hvilket jeg brugte en del tid på torsdag morgen. Og efter skole var jeg så igen til guitar – efterfulgt af rundbold i klubben.

Fredag morgen nåede jeg at øve lidt fremlæggelse af min præsentation, inden jeg skulle i skole. Her fik jeg også sagt ordentligt farvel til mor og far, som skulle en tur til Aarhus.

I skolen fik jeg lavet min præsentation, der handlede om Surinams jungle – og det gik rigtig godt. Og bagefter var jeg til fællesfødselsdag med resten af klassen – hvor der var Stormester-tema (og hvor vi vandt en af konkurrencerne).

Bagefter fulgtes jeg med Anna hjem, hvor mormor og morfar ventede på at passe os. Her spiste vi aftensmad, inden vi kørte hjem til dem.

Hos mormor og morfar fik vi hygget en masse med blandt andet kortspil. Og så fik jeg også malet nogle nisser, inden Fillippa, Linus, Henrik og Janne kom forbi og aftenen.

Søndag eftermiddag kom mor og far så forbi og hentede os – inden vi tog hjem for at spise pizza. Og så var det ordentlig tid i seng, for jeg var rigtig træt.

Faktisk var jeg så træt, at jeg sov videre mandag morgen, da far vækkede mig til sædvanligt tid klokken 6.30 – også selvom han tændte lyset. Så lidt efter måtte han vække mig igen, så jeg kunne nå min morgenlæsning.

Derefter var der skole og klub – og dans om eftermiddagen. Det var et lidt andet sted på skolen, så mor fulgte Kristine og mig derhen, og så hentede Kristines mor os.

Om tirsdagen var Selma A med mig hjemme – hvor vi spillede brætspil med Frida. Og så spiste hun også aftensmad hos os.

Næste dag havde jeg keramik som linjefag for første gang i skolen. Og bagefter var alle pigerne hjemme hos Shahd – som jeg ikke havde været hos før. Det var sjovt – men også så trættende, at jeg ikke orkede at tage til FDF om aftenen.

Om torsdagen var der så diskofest i klubben – som jeg fulgtes til sammen med Selma S. Her var der dans, konkurrencer, slushice, popcorn, tatoveringer og photo booth. Så der var meget vi skulle nå på de to timer. Men det var rigtig sjovt – selvom jeg fik helt ondt i nakken af alt den dans.

Fredag stod den på den sædvanlige fredagshygge, hvor vi spiste thaimad og popcorn – samtidig med, at vi så to afsnit Stormester.

Og lørdag var en rigtig slappedag – hvor vi startede meget langsomt op med nattøj og tv hele formiddagen. Senere spillede vi alle fire Ludo-quiz spil. Og om aftenen spiste Frida, far og jeg pizza og så tv – mens mor var til fødselsdag hos Zandra.

Dagen efter var jeg i centret med Selma A efter morgenmaden – hvor jeg fandt mig en slikjulekalender. Og da jeg kom hjem, skiftede jeg Charlies bur.

Om aftenen fik jeg et dejligt fodbad, mens jeg så ”Fangerne på fortet”. Desværre fandt mor så endnu engang lus i mit hår, så jeg måtte igennem endnu en lusekur med efterfølgende bad.

Mandag havde vi så igen en musiktid i klubben efter skole. Og bagefter var det hurtigt hjem for at skifte, inden jeg skulle til dans. Her var Kristine syg, så jeg blev fulgt af mor og hentet af far.

I går var jeg i centret med Augusta for at købe pakkekalendergaver til mig selv og Frida. Og i går til FDF lavede vi juleting.

Så de første juleforberedelser er allerede begyndt – selvom der stadig er lang tid til juleaften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *