December

Så er det blevet december. Og det betyder også, at denne måned har stået på masser af juleri.

I børnehaven startede vi allerede med at lave guirlander et par dage før december. Så da vi nåede 1. december om torsdagen, var vi allerede i julestemning.

Den 1. december om morgenen lå der en lille gave fra vores nisse – to skeer med chokolade på til Frida og jeg. Dem kunne man bruge til at lave kakao med – eller bare spise direkte, som vi valgte at gøre. Der var også et brev med, hvor nissen takkede for de lækkerier, som vi havde sat til den.

Om morgenen skulle vi også over på Fridas skole, hvor der var julehygge og morgenmad for børnene og deres forældre.

Senere, da jeg kom i børnehave, var vi med storegruppen ovre i kirken, hvor vi øvede luciaoptog. Og om eftermiddagen lavede jeg juledekorationer med mor, da jeg kom hjem.

Dagen efter julehyggede vi i børnehaven. Desværre betød det også, at brandalarmen gik i gang, så jeg måtte udenfor i strømpesokker.

Lørdag kom mormor og morfar ind til os, og så kørte mor og jeg med dem ud til julefrokost hos Niclas, Mathilde, Anni og Jarno. Her kom også Rita, Jesper, Karen, Filippa, Linus, Henrik og Janne.

Imens var Frida til et musikarrangement. Men da hun var færdig med det, kom far og hende også. Efter frokosten var vi udenfor, hvor jeg var lidt med til at spille fodbold.

Søndag holdt vi juletræstænding i gården – hvor ”juletræet” var et almindeligt træ med en lyskæde på. Her fik vi æbleskiver, og bagefter legede jeg med Jolie og Anna. Her fik jeg lov til at prøve deres rulleskøjter.

Om eftermiddagen var jeg til fødselsdag hos Alma sammen med de andre piger fra børnehaven. Her var der skattejagt og bagefter kage. Jeg fik også en nissehue og nogle juleklistermærker med hjem.

Da jeg kom hjem, var mormor og morfar der. For de skulle passe Frida og jeg, mens mor og far var til koncert. Efter en lang dag var jeg meget træt – og sov for en gang skyld før Frida.

Mandag var jeg så tilbage i børnehaven. Og her var jeg så heldig, at nissebamsen trak mit navn – så jeg kunne vælge en gave. Her fik jeg en orm med en usynlig snor, som jeg blev meget glad for.

Om onsdagen var min pædagog Charlottes søn på besøg, hvor han spillede guitar og sang med os. Og senere lavede vi julehemmeligheder.

Torsdag var så den store dag, som jeg havde ventet længe på – for her skulle alle fra storegruppen nemlig gå i luciaoptog til julehygge-arrangementet i børnehaven.

Om formiddagen havde vi generalprøve, og om eftermiddagen kom alle forældrene. Mor og far var der, men Frida kunne ikke komme, for hun havde afslutning til skak.

Først fik vi æbleskiver, og bagefter gjorde vi os klar til luciaoptog. Vi skulle rundt på alle etagerne, og det gik rigtig godt – og var meget sjovt.

De fleste dage har vi været ret gode til at stille risengrød, småkager eller andre lækkerier til nissen – så vi kunne få nogle fine gaver af den i weekenden. Men enkelte gange har vi glemt det – og så har nissen drillet.

Fredag havde vi også glemt det – og så havde nissen gjort mælken lyserød. Og en anden dag havde den puttet nødder i vores støvler. Så nu er jeg meget opmærksom på at huske det. Og lige inden jeg sover, er det også det sidste, som jeg råber til mor og far.

Weekenden stod i bagningens tegn. Om lørdagen bagte jeg småkager med mor og Frida. Senere kom Jolie også, og så fik hun lov til at være med. Søndag pyntede vi så kagerne med glassur – og endnu en gang var Jolie med.

Tirsdag var hele børnehaven på tur til Rødovre Centret, hvor vi så Hr. Skæg optræde. Vi kørte frem og tilbage med bus 9A, så det var noget af en tur. Efter børnehaven var Barbara med mig hjemme, hvor hun også spiste med. Så det var rigtig hyggeligt.

Om torsdagen skulle vi så gå luciaoptog for sidste gang – denne gang i kirken for alle de andre fra børnehaven og nogle af vuggestuerne. Også denne gang gik det fint.

Her i weekenden har vi lavet hjemmelavede julegaver. Jeg var også i centret med mor og Frida om lørdagen. Og så har jeg også leget med Jolie.

På lørdag er det så juleaften. Og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *