Caribien med træthed og sygdom i kroppen

Nu er det efterhånden små to uger siden, at jeg sagde farvel i min børnehave og rejste med mor, far og Frida til Caribien.

Den sidste dag i børnehaven skulle jeg dele ud – for at markere, at jeg skulle være væk de næste 6 uger. Så mor havde lavet ansigter på en masse bananer og givet dem tøj på (i form af en serviet). Og dem delte jeg så ud.

Lørdagen blev brugt af mor og far på at pakke. Og det var en lidt hård, for jeg var begyndt at blive syg. Og jeg hverken orkede at lave noget eller spise noget. Så jeg lå det meste af dagen på sofaen – og gik også tidligt i seng.

Næste dag var så afrejsedag. Og desværre var jeg stadig syg. Så udover lige at få sagt farvel til Jolie, så lå jeg også her på sofaen det meste af tiden – indtil vi skulle af sted.

Om eftermiddagen tog vi så til lufthavnen, hvor vi fløj til London. Her skulle vi overnatte, inden vi næste dag skulle flyve mod Grenada. Og det var nu meget rart, at vi ikke skulle flyve så længe, for jeg var ikke rigtig frisk.

Fra flyet var der en rigtig lang gåtur – først til vores bagage og derefter videre til vores hotel. Og det var ret hårdt, når man ikke er rigtig frisk. På hotellet fik vi lidt mad – og så var det eller med at få sovet.

Næste dag skulle vi tidligt op og tilbage til lufthavnen. Heldigvis var jeg blevet lidt mere frisk, så det var ikke nær så hårdt.

Flyveturen, der i første omgang tog 8,5 timer (plus næsten en times ventetid i London), gik med at se tv, spille iPad og sove – så det var faktisk ikke så slemt.

Inden vi var helt fremme, skulle vi mellemlande i St. Lucia. Her ventede vi en times tid, inden vi fløj de sidste 45 minutter til Grenada.

Efter lang ventetid i paskontrollen fik vi vores bagage og kom med en taxa mod vores hotel. Heldigvis var det kun en kort køretur, så vi var hurtigt fremme.

Der gik heller ikke lang tid fra, at vi fik vores værelse, til at vi sov. I Grenada var klokken 18.15 – men for os var det 23.15 dansk tid. Så der var ikke noget at sige til, at vi var lidt trætte.

Den første nat vågnede både Frida og jeg midt om natten – hvilket var morgen dansk tid. Heldigvis lykkedes det os at sove lidt videre. Men klokken 5 kunne vi ikke trække den længere – og fik vores iPads.

Efter morgenmaden var vi ved poolen nogle timer. Og bagefter slappede vi af på værelset. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur langs stranden. Og det var ikke så sjovt, for det blæste rigtig meget – så jeg fik sand i øjnene.

Aftensmaden blev spist på en restaurant ved stranden. Jeg spiste dog ikke så meget – sikkert på grund af en blanding af træthed og måske sygdom. Inden vi skulle sove, så vi lidt film på værelset – og fik en is. Og klokken 18.20 sagde vi godnat.

Om natten sov jeg ikke så godt, for jeg hostede meget. Og derfor var jeg heller ikke specielt frisk, da jeg vågnede klokken 7.

Morgenmaden blev spist på en cafe i nærheden, og bagefter var vi ved poolen det meste af dagen – inden vi igen var et par timer på værelset.

Om aftenen spiste vi mad på en anden strandrestaurant. Og på vejen tilbage fangede vi krabber sandet – noget jeg var ret god til. Jeg var lidt mere frisk og holdt mig vågen helt til klokken 19.45.

Efterhånden havde vi fundet ud af, at morgenmaden ikke var noget specielt på de forskellige restauranter. Så de resterende dage i Grenada spiste vi morgenmad (som vi havde købt i et supermarked) på terrassen. Og det var faktisk rigtig fint, for mens vi sad og spiste, kom der en kolibri flyvende.

Formiddagen blev brugt ved poolen (hvor jeg fik mig en lur). Og senere gik vi langs stranden for at tage en vandtaxa til hovedstaden St. George.

Turen tog ikke mere end 10 minutter, og så var vi fremme ved byen. Her var der meget stejle gader, og vi skulle over på den anden side af en høj bakke for at få frokost. Så det var rigtig hårdt og varmt.

Efter frokosten skulle vi så endda også op på et fort. Så jeg blev ret træt af at gå til sidst. Heldigvis tog vi en taxa tilbage – så jeg slap for at gå tilbage langs stranden.

Om fredagen var vi i et center for at købe badebluser til mor og far. For at komme dertil, skulle vi gå langs stranden – og det gad jeg bestemt ikke. Så jeg brokkede mig rigtig meget – og var vist også lidt pylret. Den manglende søvn og jetlag kunne stadig mærkes.

Efter frokost skulle vi på en snorkeltur. Jeg gad dog ikke snorkle, så mens de andre var i vandet, sad jeg på båden. Og det var faktisk så beroligende, at jeg faldt i søvn.

Da vi kom tilbage igen, var vi i poolen, inden vi gik langs stranden til en restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Bagefter så vi X-Factor på værelset og fik fredagsslik. Og det var (til forskel fra derhjemme) endnu en gang ikke noget problem at falde i søvn med det samme.

Lørdag var så sidste hele dag i Grenada. Og den brugte vi ved poolen. Om aftenen så vi MGP og spiste mere slik.

Næste dag skulle vi videre. Så efter at have spist morgenmad og pakket, tog vi mod lufthavnen. Her fløj vi en kort tur på en halv times tid til Trinidad. Men til trods for at vi kun var i luften i kort tid, så faldt jeg alligevel i søvn på vejen – og sov i 20 minutter.

I Trinidad skulle vi mellemlande, inden vi fløj nærmest samme vej tilbage over Grenada – og videre til St. Vincent. Her fik vi en taxa og kørte af snoede veje til vores næste hotel.

Her skulle vi bo i en hus med to soveværelser og en stue – så der var god plads. Der var også en mini-pool, som Frida og jeg tog en badetur i. Senere fik vi aftensmad og is, inden det var blevet tid til at sove.

Dagene her har været meget ens. Først har vi spist morgenmad, og derefter har vi været ved poolen det meste af dagen.

Ved poolen har jeg øvet mig i at svømme uden badevinger. Og jeg er efterhånden blevet ret god – og kan svømme et godt stykke. Mor og far har rost mig meget – og jeg har været mægtig stolt.

Jeg har også stadig været ret træt. Så både i forgårs og i går har jeg taget en lang lur i en liggestol inden frokost. Alligevel har jeg været træt om aftenen og er faldet i søvn med det samme – også selvom der har været gospelkoncert på nabogrunden.

Aftensmaden de sidste to aftener er blevet spist på to fine restauranter, hvor vi har skulle haft pænt tøj på – og opføre os ordentligt.

I dag har vi også været ved poolen hele formiddagen. Men det var meget blæsende, så vi bestemte os for at gå tilbage efter frokost – og i stedet slappe af på værelset med en film. Det passer mig nu meget godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *