Så er det blevet hverdag igen efter ferien. Også for Frida, som startede i 0. klasse forrige tirsdag. Derfor blev jeg også afleveret alene af far den dag, hvorefter han tog hjem igen for at følges med Frida og mor til skolen.
Nu skal Frida så også møde klokken 8 i skolen. Og derfor kommer jeg også tidligere i børnehaven. Det har betydet, at jeg er blevet afleveret på en anden stue i et par gange – hvilket har gjort mig lidt betuttet.
Heldigvis har der som regel været en eller flere fra min gruppe, så jeg kendte nogen – specielt nu da ferien er slut og de alle sammen er begyndt af komme tilbage til børnehaven igen.
Den seneste tid har jeg dog haft lidt mareridt om natten – både i starten af sidste uge og i nat. Derfor har jeg heller ikke sovet så godt, selvom jeg er kommet ind at ligge på en madras hos mor og far. Så hvor jeg normalt er stået op mellem 6 og 6.30, har jeg tit sovet længere de dage.
Nogle gange er jeg så blevet vækket lidt over syv, og andre gange har jeg fået lov til at sove længere – og er så blevet afleveret senere af mor eller far, efter at Frida er taget af sted.
Forrige weekend var vi hjemme begge dage. Om lørdagen hyggede vi om formiddagen, og til frokost var vi på Wokshop. Senere var vi i gården, hvor der var sommerfest. Og selvom vejret ikke var så godt, grillede vi om aftenen – og bagefter legede jeg med de andre, så jeg kom ret sent i seng.
Søndag var far ude at klatre sammen med Frida, Rosa, Peter (og Anna). Imens bagte jeg boller med mor og lavede pandekagedej. Og da Frida kom hjem igen, kom Rosa på besøg. Og så spiste vi alle sammen pandekager.
Senere var Frida så hos Rosa, og om aftenen var jeg godt træt, så der var jeg tidligt i seng.
I denne weekend har jeg været hos mormor og morfar. Mor og far skulle lave nogle praktiske ting med bl.a. at hænge en masse rammer op i lejligheden, så Frida og jeg blev hentet af mormor og morfar lørdag morgen.
Senere på dagen var vi på stranden, men både vejr og vand var ret koldt, så det var kun Frida, som havde lyst til at bade.
Søndag ville jeg ikke på stranden, så i stedet tog vi til Gilleleje Havn for at fange krabber. Her satte vi noget spegepølse på en fiskestang. Og det kunne krabberne vist godt lide, for vi fangede en del. Dem brugte vi så til at lave krabbevædeløb med.
Om eftermiddagen havde mormor lovet os kakao, så det skulle morfar hente hos købmanden. Men det tog så lang tid, at jeg faldt i søvn på sofaen – noget der ellers kun sker, når vi kører bil. Så jeg må have været meget træt.
Da jeg vågnede igen, kørte vi tilbage til mor og far på Frederiksberg. Og så var den weekend slut.
