Så er vi hjemme igen efter to måneders rejse. Og det har været en begivenhedsrig uge med både min tre års fødselsdag og start i børnehaven.
De sidste dage i Doha brugte vi på både at slappe af og se noget. Om onsdagen tog vi efter morgenmaden til et museum kaldet Museum of Islamic Art. Her var der en masse gamle ting, der havde noget med islam at gøre – ret kedeligt. Bagefter gik vi en tur langs vandet, inden vi tog en taxa tilbage til centeret ved vores hotel.
Her spiste vi frokost, og så var det blevet tid til min middagslur. Da jeg vågnede igen, så jeg Professor Baltazar på tv’et sammen med Frida. Og om aftenen fik jeg et Happy Meal fra McDonald’s, inden det var tid til at sove.
Torsdag var så vores sidste hele dag på rejsen. Om formiddagen var vi ved poolen, så vi kunne bade en sidste gang. Og efter at jeg havde sovet lur, gik vi en tur i centeret. Her fik Frida og jeg først noget tøj. Og bagefter stod den på is, inden det blev tid til at tage et sidste Happy Meal med tilbage – nu står den så på sundere mad.
Dagen sluttede med et langt karbad, og så var det ellers blevet tid til, at jeg skulle sove – hvilket jeg ikke havde meget lyst til. Så det blev ret sent, før jeg faldt i søvn.
I fredags skulle vi så rejse hjem til Danmark. Jeg blev vækket kl. 5.30, og kl. 6 sad vi i en bil på vej mod lufthavnen. Turen dertil tog heldigvis kun 20 minutter, men selve check-ind og sikkerhedsdelen tog en times tid. Så det blev kun til en hurtig morgenmad, inden vi skulle til gaten.
Her var der ret lang kø, men fordi vi var børn, fik vi lov til at komme foran – eller måske var det fordi, at de gerne ville have min klapvogn afleveret så hurtigt som muligt. Til gengæld kom vi så til at vente ret lang tid på den bus, der skulle køre os til flyet.
Og da vi endelig sad i flyet, kunne vi ikke få lov til at lette pga. meget trafik i lufthavnen. Så vi sad en time i flyet, før vi kom i luften – med en times forsinkelse. Det betød også, at flyturen kom til at tage syv timer.
Men faktisk gik det rigtig fint. Jeg sad og spillede iPad og så tv det meste af turen – og middagsluren sprang jeg over. Fars sidemand roste os da også for at have taget flyturen så pænt.
Endelig landede vi i Danmark, og jeg var så glad for at være tilbage, at jeg hoppede rundt, da vi kom ud af flyet. Paskontrollen og bagageudleveringen tog heldigvis ikke så lang tid, så vi var hurtigt igennem den del.
Og det var rigtig godt, for på den anden side stod mormor og ventede på os. Morfar skulle også have været der, men han var desværre blevet syg. Frida og jeg kørte med mormor hjem, mens mor og far tog en taxa med alt bagagen.
Da vi kom hjem til lejligheden, kastede jeg mig over alle mine ting. Først hentede jeg min hund Lisbeth, og kort efter var en stor del af mit legetøj inde i stuen – selv Playmobil’et (som vi jo ellers havde haft en del af med på rejsen) blev der leget med.
Mormor havde sørget for mad, så vi fik kartofler og frikadeller til aftensmad. Bagefter legede vi lidt igen, inden vi godt trætte blev lagt til at sove.
Mor og far var vist lidt spændte på, hvornår vi ville stå op næste morgen. Men til forskel fra Frida, så sov jeg faktisk til kl. 7 – hvilket svarede til kl. 6 Doha-tid.
Om formiddagen var jeg hos Jolie for at lege, og min middagslur var kun på en halv time – så gad jeg ikke sove mere. Om eftermiddagen var Olivia på besøg for at lege med Frida, og senere var de to i Landbohøjskolens Have sammen med mor og jeg – hvor jeg fik prøvet min løbecykel igen.
Efter en lang dag var jeg meget træt, så der gik ikke lang tid efter aftensmaden, før jeg var klar til at sove – og jeg faldt da også i søvn med det samme.
Søndag morgen sov jeg helt til kl. 8.10. Og da jeg stod op, hentede mor brød hos bageren. Senere var vi en tur i Illum og Magasin for at besøge legetøjsafdelingen – det var vist noget med en gave til en eller anden.
Hjemme igen fik jeg min middagslur og bagefter kom både Olivia og Jolie på besøg. Og så var det ellers blevet tid til aftensmad og nattesøvn.
Mandag morgen vågnede jeg allerede kl. 6.15 – måske pga. spænding. For den dag havde jeg min første dag i børnehaven. Inden jeg tog op i gruppe 5, var jeg dog lige forbi min gamle vuggestue for at sige hej. Anne Sofie fik en ordentlig krammer, men så havde jeg heller ikke tid til at være der mere.
Da vi kom op i børnehaven, var det hele lidt overvældende – ikke mindst fordi Frida også blev omringet af de andre, som havde glædet sig til at se hende efter vores lange rejse. Og de voksne havde også lavet et ”velkommen hjem”-skilt til Frida og jeg.
Der gik dog ikke lang tid, før det hele var ok. Og da jeg først havde sat mig ved det lille bord for at tegne, kunne mor og far hurtigt sige farvel til Frida og jeg. Den første dag var jeg der ikke så længe, så ved middagstid hentede mor mig igen. Resten af dagen stod på afslapning hjemme.
Tirsdag morgen vågnede jeg kl. 6.30, og kort tid efter kom Frida, mor og far ind med flag og sang fødselsdagssang – mens far optog video. Jeg ville ikke rigtig have alt den opmærksomhed, når jeg lige var vågnet – men da mor sagde noget med gaver, tøede jeg op.
Inde i stuen var der pyntet op med balloner og flag – og på bordet lå der flere gaver. Af mor og far fik jeg nogle elektriske trommer og en hund, der kunne gø. Og Frida gav mig en halskæde samt nogle legetøjsdyr, som vi havde set på vores rejse – en frø, et egern, en skildpadde og en varan.
Bagefter spiste vi morgenmad, og så var det tid til at komme i børnehave. Her havde Bjørk inviteret til fødselsdag, så vi skulle med en bus hen til hende. Derfor blev jeg heller ikke fejret så meget – men det var nu fint nok, da jeg ikke var så interesseret i alt den opmærksomhed på min anden dag i børnehaven.
Mor hentede mig tidligt, da vi var hjemme fra Bjørk igen, og så tog vi hjem, hvor jeg fik en middagslur. Om eftermiddagen kom far hjem med Frida, og kort tid efter fik vi gæster.
Her kom Jolie, Olivia, Zandra, Shyam, Anna, Rosa, Rie, Peter, Arthur, Ellinor og Mette på besøg. De havde gaver med, og efter at de var pakket op, legede vi lidt. Til aftensmad fik vi pitabrød, og bagefter nogle lækre muffins, som mor havde pyntet flot. Desværre måtte vi kun få én hver (og lidt ekstra da gæsterne var gået).
Næste morgen sov jeg til kl. 7.10. Og da jeg kom ned til børnehaven, kastede jeg mig straks over dukkehuset og havde næsten ikke tid til at sige farvel. Så det var ikke noget problem for far at aflevere mig.
For første gang sov jeg også til middag der, inden mor hentede Frida og jeg. På vejen hjem skulle vi lige forbi en frisør, hvor Frida blev klippet. Og om aftenen klippede mor mig, så både Frida og jeg fik en slikkepind den dag.
I går var jeg igen i børnehave. Her kom Barbara straks over for at lege, så det var rigtig dejligt allerede at have nogen at lege med. Derfor var det endnu en gang nemt at aflevere mig. På vejen hjem fra børnehaven var vi lige forbi den SFO, hvor Frida skal starte meget snart, for at Frida kunne se den.
Efter endnu en begivenhedsrig dag, var jeg meget træt, da jeg blev lagt kl. 20.15 – og der gik derfor ikke mange minutter, før jeg sov.
