2 år

Så er jeg blevet to år. Da min fødselsdag faldt på en mandag, blev den i stedet fejret om søndagen, hvor vi havde gæster.

Allerede fra morgenstunden var mor og far i gang med at gøre klar, og efter jeg havde sovet middagslur kom Henrik, Janne, Filippa og Linus. Mormor og morfar kom en time senere, for de havde husket tidspunktet forkert. Desværre kunne farmor ikke være der, for hun var stadig for syg.

Efter jeg havde pakket gaver op, fik vi pandekager med is. Og så var vi alle sammen på legeplads. Da vi kom hjem igen, kom Anni Jarno, Niclas og Mathilde, som havde været til gymnastikopvisning.

Så fik vi kakao og en bollekagekone med slik på. Og så tog gæsterne ellers hjem. Da det var blevet lidt sent, kom jeg først i seng kl. 19.45.

Næste morgen var det så min rigtige fødselsdag. Da jo vågnede kl. 7.45, kom mor, far og Frida ind og sang fødselsdagssang. Bagefter fik jeg flere gaver, og i dagens anledning var der også kakao til morgenmaden.

I vuggestuen delte jeg museboller og frugt ud. Og da jeg blev hentet, gik mor, Frida og jeg over i Landbohøjskolens Have, hvor Zandra, Shyam, Olivia og Jolie også kom. Og lidt efter kom far også. Her fik vi kakao og muffins. Dagen sluttede med at være lidt nede i gården.

Så er jeg jo også kommet tilbage i vuggestuen. Første dag var tirsdag efter påskeferien. Da jeg kom ind på stuen, drønede jeg direkte over til pædagogmedhjælperen Anne Sofie, gav hende et kram og satte mig hos hende. Og så var det ellers bare som om, at jeg kun havde været væk en weekend – og ikke godt to måneder.

I det hele taget har det været rigtig dejligt at være tilbage i vuggestuen. En af de første dage fortalte pædagogerne mor, at jeg var gået rundt på legepladsen og havde sunget i vilden sky.

Så har jeg også været til tandlæge. Forrige tirsdag blev jeg hentet tidligt (faktisk så tidligt at jeg måtte vækkes fra min middagslur), og så tog mor, Frida og jeg til tandlæge, hvor vi begge blev undersøgt. Jeg var rigtig sød og blev ikke sur, da tandlægen ville kigge på tænderne. Og hun sagde, at de var rigtig fine.

Vi har også besøgt farmor flere gange på hospitalet. Første gang var forrige torsdag, hvor jeg blev hjemme fra vuggestuen, for at jeg kunne sove til middag først. Efter vi havde hentet Frida, kørte vi alle fire ud til farmor, som lå på Roskilde Sygehus. Farmor blev opereret om fredagen, så allerede om lørdagen besøgte vi hende igen. Hun var lidt træt – men rigtig glad for at se os.

I det hele taget har vi lavet en del i weekenderne. Dagen inden min fødselsdagsfest søndag, var far i Svogerslev for at høre sit orkester spille (som han havde holdt orlov fra pga. rejse). Så jeg var alene hjemme med Frida og mor – og her bagte vi vafler. Da far kom hjem, gik vi alle fire på legeplads og bagefter en tur i Frederiksberg Centret, hvor jeg fik et par nye sko.

Nogle dage efter fik jeg i øvrigt et par nye gummistøvler, som jeg blev meget glad for og ville gå med indenfor. Så nu har jeg da i hvert fald fodtøjet klar til foråret.

Dagen efter vi havde besøgt farmor på hospitalet, kørte vi en tur til Amager for at kigge på kolonihaver. Mor og far overvejer vist, om vi skal have en kolonihave, så de ville gerne lige se et par stykker. Bagefter tog vi til Amager Strand, hvor det var ret koldt og blæsende – dog ikke mere end at vi kunne spise en is. Da vi kom hjem igen, var vi i gården. Og om aftenen spiste Olivia aftensmad sammen med os – noget hun i øvrigt også gjorde to dage senere.

I denne weekend har vi så været en tur i Jylland. Vi kørte af sted allerede fredag, for oldefar skulle begraves. Han dødede sidste søndag – 102 år gammel. Turen til Jylland var ret lang, men endelig kom vi frem.

Jeg var med inde til begravelsen, og selvom jeg småsnakkede lidt, så var der ingen skrig og ballade – men mor og far var vist ret meget oppe på mærkerne.

Bagefter var vi et andet sted, hvor vi fik smørrebrød og kage – og så gik turen ellers mod Kolding. Her skulle vi på Kolding Byfrie, hvor Frida og jeg skulle sove i køjeseng på samme værelse. Det kunne dog ikke lade sig gøre, for vi kunne ikke lade være med at snakke. Så jeg blev lagt til at sove i mors og fars seng – og så båret ind da jeg sov.

Om lørdagen var vi først på legeplads. Og da jeg havde sovet middagslur, tog vi i badeland. Det var rigtig stort, og der var et sjovt børnebassin. Jeg var dog lige så meget oppe som nede, da der var et skægt legehus. Der var også et bassin med meget varmt vand og en vandrutsjebane, som jeg prøvede sammen med mor – hvilket var rigtig sjovt. Bagefter fik vi en stor is.

Søndag kørte vi så hjemad igen. På vejen var vi i Odense Zoo, hvor der var rigtig mange, sjove dyr – bl.a. nogle geder, som vi kunne klappe. Det bedste var dog legepladsen – og så den is, som jeg fik. Jeg havde kun fået en kort middagslur, så på vejen hjem faldt jeg i søvn i bilen.

Jeg har haft nogle problemer med at sove nogle dage – hvilket også har betydet, at jeg først har sovet kl. 20 flere gange. Et par gange har jeg også været inde at ligge mellem mor og far i sengen. Det er dog ikke optimalt, for jeg ligger og sparker mor og far om natten – så far har lagt sig ned på en madras.

Efterhånden har far dog fundet et trick. Og det går kort fortalt ud på at blive ved med at snakke til mig, til jeg bliver træt. Samtidig stiller han mig overfor en masse valg -som om jeg vil have dyne eller tæppe, om jeg vil have en ny sut osv. Det gør, at jeg helt glemmer, at jeg vil op – og efter lidt tid lægger jeg mig frivilligt ned i sengen igen. Og far slipper for at skulle sove på en madras.

Mit ordforråd bliver også større og større. Når jeg læser billedbog med far, så er han meget imponeret over, at jeg ved hvad de fleste ting hedder. Og faktisk så har jeg også langt om længe lært at sige mit eget navn. Jeg har længe kunne sige “mor”, “far” og “Frida” – men det bruger jeg jo også mere end “Vilde”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *