Jeg kan kalde på Nuller

Så har jeg lært at sige “Nuller”. Det startede med at hedde “Nuer”, men efterhånden nærmer lyden sig mere og mere “Nuller”. Ordet “sut” kan jeg til gengæld ikke sige endnu – men mor og far ved godt, at når jeg har fået Nuller, så vil jeg også have min sut.

Nuller er dog ikke det eneste ord, som jeg har lært. Efterhånden kan jeg så mange ord, at mor og far har svært ved at holde styr på dem. Nu kan jeg f.eks. sige “agurk” (“adua”), “kiks” og ikke mindst “bil” (“biii”). Det sidste kan man bruge rigtig mange gange, når man bliver kørt i klapvogn på fortovet langs Amalievej.

I vuggestuen har jeg fundet ud af, at man skal vaske hænder, når man kommer om morgenen. Forleden da jeg kom ind, viste jeg mine hænder til pædagogerne – hvorefter jeg beslutsomt gik ud på badeværelset og stak hænderne ind under vandhanen.

Det er nu også en god idé at sørge for god hygiejne – for ellers kan man hurtig blive forkølet. Jeg har hostet en del på det seneste og haft en smule snotnæse, men eller har jeg heldigvis ikke været så ramt endnu.

Problemet er bare, at når man hoster om natten, så kan det være lidt svært at sove. Der har dog også været nogle dage, hvor jeg ikke har hostet så meget – men alligevel er vågnet nogle gange.

Forleden aften vågnede jeg kl. 22.30 og var super frisk. Så der gik en time, inden jeg sov igen.

En anden nat vågnede jeg en del i løbet af hele natten. Kl. 3 kom jeg ind til mor og far – og mor gik ind for at sove i stuen. Her sov jeg først igen kl. 5 – og frem til kl. 8.20, hvor jeg blev vækket for at komme i vuggestue. Den dag var jeg ikke så social, selvom vi var i multirummet.

Men ellers sover jeg stadig fint. Det er sjældent, at jeg vågner før kl. 6.30 – det er sket flere gange, at jeg har sovet til efter kl. 8 (nogle gange endda efter at være blevet vækket).

Nogle gange er jeg vågnet tidligt, men efter at have kaldet lidt på mor og far (og ikke blevet hentet), er jeg faldet i søvn igen. Enkelte gange har jeg dog insisteret så meget, at der ikke var nogen vej udenom – og så er jeg kommet ind i mors og fars seng.

Jeg har også været til læge for at blive vaccineret. Sidste gang skreg jeg hørt, men denne gang kiggede jeg vist bare lidt underligt på lægen, da han stak mig. Frida var også med, og hun skulle både vaccineres og tjekkes af lægen.

Frida og jeg leger også mere og mere sammen. Bl.a. har vi moret os rigtig meget med at kravle efter hinanden i en legetunnel, som vi har haft inde i stuen.

Og jeg er faktisk lidt smart, for forleden aften ville jeg ikke puttes – og så kravlede jeg bare ind i legetunnelen, så mor og far ikke kunne få fat på mig.

Det sker dog også, at jeg bliver rigtig arrig på Frida og skubber hende væk. Nogle gange vil hun dog bare give mig en krammer – så der er det lidt uheldigt, at jeg misforstår hende. Men så kan hun altså også bare lade være med at tage mit legetøj.

Jeg bliver også bedre og bedre til at gå. Faktisk kan jeg efterhånden gå så hurtigt, at det nærmere minder om løb. Det tog lang tid for mig at komme i gang med at gå – men jeg er til gengæld hurtigt kommet efter det.

Efter at have kravlet op i Fridas køjeseng mange gange, er det også lykkedes mig at kravle ned selv en enkelt gang. Jeg foretrækker dog stadig at blive båret ned.

I sidste weekend var far til DM for brass bands, så mor, Frida og jeg var på besøg hos mormor og morfar. Senere kørte mormor Frida til Linus, Filippa, Janne og Henrik – og så hentede vi hende, da vi kørte hjem.

Dagen efter hyggede vi alle fire derhjemme.

I lørdags var vi til reception hos Anne, som var blevet færdig med sit studie. Her var masser af slik og kage – og en masse børn. Så det var sjovt at gå rundt og kigge. Om aftenen var jeg alene med far og Frida, mens mor var til fødselsdag hos Zandra.

I går var far, Frida og jeg en tur i Landbohøjskolens Have. Desværre havde vi ikke noget brød til ænderne – men det var måske også meget godt, for sidste gang havde de været så aggressive, at de nærmest bed os i fingrene for at få fat i brødet.

Efter at have været i haven, var vi en tur på legeplads, og så sluttede dagen af med en flødebolle derhjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *