Jeg har lært at cykle

Det tog godt nok ret lang tid. Men nu har jeg endelig lært at cykle. Efter ikke at have trænet i lang tid, tog far mig med ud for at cykle i forgårs. Og det gik meget bedre end forventet

De første par minutter holdt han lige lidt i den stang, der var sat på min cykel. Men kort tid efter drønede jeg selv ned ad fortovet – med far gående et godt stykke bagefter.

Og da vi kom ned på Fridas skole, hvor vi skulle træne, kørte jeg rundt lidt selv. Jeg havde ikke nogle problemer med at bremse. Og derfor fortalte far mig også, hvordan pedalerne skulle stå, så jeg selv kunne starte. Og kort efter kunne jeg også selv komme i gang – uden at far holdt i cyklen.

Da vi kom tilbage til gården, fik jeg også lige vist mor, hvor god jeg var blevet. Og så pillede far stangen af cyklen.

I dag er jeg også kørt selv til børnehaven. Det gik fint – bortset fra jeg væltede i et skarpt sving. Men til forskel fra tidligere, så var jeg ikke bange for at sætte mig op på cyklen og køre videre (efter lige at være blevet trøstet lidt).

Så nu kan jeg cykle – hvilket mor og far har rost mig meget for. Og jeg er meget stolt. Grunden til, at jeg først har lært det nu, er nok, at cyklen (som har været Fridas) måske har været lidt for stor til mig. Og så har jeg det jo også med først at lære tingene, når jeg selv føler mig klar – præcis lige som med at svømme og hoppe i vandet.

Børnehaven er også startet igen. For tre uger siden var jeg tilbage igen efter ferien. Og det var rigtig godt at se de andre – specielt Alba og Olivia, som jeg legede med hele dagen.

Tirsdag holdt Rosa fødselsdag, så der var vi til lagkage i gården efter børnehaven. Og resten af dagen legede jeg med Anna og Jolie.

Om torsdagen var jeg med børnehaven til fødselsdag hos Frederik. Og senere var jeg hjemme hos Olivia for at lege.

I weekenden slappede vi lidt af. Her legede jeg med Jolie, og så var jeg også med til at finde ting til det loppemarked, som vi skulle afholde næste dag.

Søndag lavede jeg så loppemarked med alle de andre piger fra gården – samt Arthur og Ellinor. Vi havde lagt et tæppe ud på hjørnet af N. J. Fjords Alle. Og her solgte vi noget af vores gamle legetøj. Frida og jeg delte indtægterne fra salget. Desværre blev det ikke til mere end fire kroner i alt – men det var nu hyggeligt nok.

Den første uge, hvor jeg havde været i børnehaven, var der stadig nogle af de andre, som var på ferie – bl.a. Barbare og Lucile. De kom tilbage fra ferien mandag, og vi legede rigtig godt. Faktisk legede vi så godt, at Barbaras mor ringede til far for at høre, om jeg komme med Barbara hjem (sammen med Lucile). Og det måtte jeg heldigvis godt.

Næste dag var jeg så hjemme hos Alma. Her var vi på legeplads, og jeg fik også lov til at spise der. Så da far kom for at hente mig, var jeg godt træt.

Fredag var vi med børnehaven på tårnlegepladsen i Fælledparken. Og om aftenen stod den som sædvanlig på fredagsslik og Disneysjov.

Lørdag var vi til Pride Parade sammen med Jolie, Olivia, Zandra og Shyam. Silje fra Fridas klasse og hendes mor og far var også med. Til paraden blev der kastet en masse ting fra vognene – så vi fik slik, balloner, badebolde og hatte med hjem. Resten af dagen var vi i gården, hvor vi legede. Og om aftenen spiste vi også pizza der.

Søndag formiddag var jeg i svømmehallen med mor og Frida. Og resten af dagen brugte vi nede i gården, hvor vi fire også valgte at grille om aftenen.

I onsdags var det rigtig godt vejr. Så selvom Frida skulle til fodbold, spiste vi alligevel nede i gården. Her havde Frida også Liv fra hendes klasse (og fodboldhold) med hjemme.

Fredag var det årets varmeste dag. Så efter jeg havde været i børnehave, gik vi ned i Landbohøjskolens Have, hvor vi spiste pizza til aftensmad.

I forgårs skulle Frida til fødselsdag på Statens Museum for Kunst. Så her fulgte vi hende ind, og bagefter kørte mor, far og jeg på café, hvor jeg fik pandekager og smoothie. Da vi havde hentet Frida igen, kørte vi til Frederiksberg Alle, hvor vi fik sommerens måske sidste is.

Resten af eftermiddagen var vi hjemme i gården, hvor jeg legede med Jolie. Og det var også her, at jeg var ude for at cykle.

Om aftenen grillede vi sammen med Jolie, Olivia, Zandra og Shyam. Det blev ret sent, og Olivia fik lov til at overnatte hos Frida.

I går kom Jolie op lige efter morgenmaden – og så legede vi sammen resten af dagen. Og i dag er det så blevet hverdag igen med børnehave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *