De seneste par uger har det været rigtig flot sommervejr – selvom vi kun har været i maj måned. Det har også betydet, at vi har lavet rigtig meget udenfor.
Onsdag for tre uger siden var jeg dog indenfor om aftenen. Det var fordi, at mor var til møde – og far var til fodbold sammen med Frida. Det gad jeg ikke med til, så jeg blev alene hjemme.
Om fredagen skulle vi have en plante med i børnehaven, så den købte jeg sammen med far efter børnehave torsdag. Egentlig ville jeg helst have haft en ærteplante. Men det havde de ikke, så det blev en jordbærplante i stedet.
Senere grillede jeg sammen med mor, Shyam og Rie samt de andre børn i ejendommen. Resten (inklusiv far) var ikke hjemme.
Fredag fik jeg så plantet min jordbærplante i børnehaven. Og senere legede jeg lidt med Jolie. Om aftenen skulle vi køre helt til Jylland for at komme i fars sommerhus i Øster Hurup. Det var en lang tur, men heldigvis faldt jeg i søvn på vejen, efter at vi havde spist aftensmad på en rasteplads.
Næste morgen tog vi til bageren for at købe morgenbrød. Og bagefter gik vi alle fire en tur i området. Her så jeg noget, som jeg straks mente var elefantlort. Det viste sig dog bare at være kolort. Så måske jeg skulle tage lidt mere på ferie i Danmark – i stedet for en masse eksotiske steder (med elefanter).
Senere på dagen tog vi til Øster Hurup, hvor vi var på restaurant og fik handlet. Da vi var tilbage i sommerhuset igen, gik jeg på jagt efter snobrødspinde sammen med mor og Frida. Pindene tog vi med hjem til gården. Om aftenen grillede vi, så Frida og jeg kom lidt sent i seng.
Søndag morgen sov jeg da også helt til klokken 9. Efter morgenmaden gik vi endnu en tur, hvor jeg fandt ”koralsten” – der viste sig bare at være tang. Koraller findes åbenbart heller ikke i Danmark.
Senere kørte vi en tur rundt i området – bl.a. til et naturcenter i Lille Vildmose. Her var der en sjov naturlegeplads og et højt tårn, som man kunne komme op i. På vejen tilbage til sommerhuset fik vi en is i Øster Hurup.
Her var vi også inde for at handle. Og Frida og jeg havde tjent nogle penge ved at hjælpe til. Dem brugte jeg på et prinsesseblad med nogle legeting. Tilbage i sommerhuset legede vi udenfor. Og senere grillede vi. Inden vi skulle i seng, legede vi en leg, hvor Frida og jeg skulle løbe ned til stranden for at finde nogle bestemte ting til mor og far.
Mandag var det 2. pinsedag – og tid til at tage hjemad. Det første stykke sov jeg lidt i bilen, så jeg var klar, da vi stoppede i Aarhus. Her skulle vi besøge Den Gamle By.
Først fik vi lidt frokost, inden vi gik rundt for at kigge på de gamle huse. Her var også en særudstilling med børne-tv fra DR Ramasjang. Det var ret sjovt at se alle de figurer, som jeg kender fra tv.
Da vi kørte videre, hørte vi både lydbog og musik. Alligevel faldt jeg i søvn og vågnede først, da vi kom til Valby. Hjemme igen fik vi lidt mad, og så var det tid til at sove – for klokken var igen blevet mange.
Næste dag skulle jeg så tilbage i børnehaven. Men det var også ret fint, for vi skulle på udflugt til Hareskoven – med tog.
I børnehaven var der ved at blive nyt sand i sandkassen – så vi kunne ikke være på legepladsen. I stedet var vi på Junglelegepladen om onsdagen og legepladsen ved Enghave Plads om torsdagen.
Onsdag hjalp jeg også mor med at lave tærter til aftensmad. Og torsdag grillede vi. Fredag var Frida hjemme hos Liv fra sin klasse. Så her var det bare mor, far og jeg som spiste aftensmad. Det var ret hyggeligt.
Lørdag formiddag var vi alle fire først en tur oppe hos mormor og morfar. Og senere tog vi hjem til Filippa, Linus, Henrik og Janne. Her fik vi frokost. Og senere var vi også på legeplads, inden vi kørte hjem igen.
Næste formiddag var Frida til fodboldstævne sammen med far. Imens malede jeg på et kæmpe lærred sammen med mor.
Senere var vi alle i gården. Desværre var Anna og Jolie ikke hjemme til at starte med. Men vi fik indviet snobrødspindene, så det var rigtig skægt. Og senere kom både Anna og Jolie hjem, så jeg kunne lege med dem. Og om aftenen grillede vi igen.
Tirsdag i sidste uge var Anna fra børnehaven så hjemme hos mig. Her legede vi i gården – hvor Jolie og Anna også var med. Aftensmaden var endnu en gang lavet på grillen.
Da jeg var i børnehave om torsdagen, ville Asta og jeg gerne lege sammen bagefter. Så da Astas mor kom for at hente Asta, ringede hun til far for at høre, om jeg måtte tage med hjem – og det måtte jeg heldigvis godt.
Fredag blev jeg hentet af mormor og morfar, som skulle passe Frida og jeg – mens mor og far var ude med Heidi og Svend.
Dagen efter kom Filippa, Linus, Henrik og Janne på besøg hos mormor og morfar. Og senere kom mor og far også. Vi spiste alle aftensmad sammen, inden vi tog hjem igen.
Søndag skulle Frida til fællesfødselsdag i Søndermarken – så mor og far foreslog, at vi skulle tage i zoologisk have. Men jeg var så træt, at jeg faktisk hellere ville være hjemme.
Senere skulle vi hente Frida, men da vi kom, havde hun aftalt, at hun skulle med Silje. Så mor, far og jeg tog på café sammen. Senere var vi i gården, hvor jeg legede med Anna og Jolie. Senere kom Frida og Silje også. Og om aftenen grillede vi.
Mandag efter børnehave legede jeg også i gården sammen med Jolie og Anne. Og jeg fik også lov til at spise aftensmad hos Anna.
I går skulle Frida optræde til musikskole-afslutning i skolen. Så jeg blev hentet tidligt i børnehaven af far, så vi kunne nå det. Her var Frida med til tre sange, inden nogen fra 2. klasse skulle optræde. Og bagefter tog vi hjem, hvor jeg legede med Anna i gården. Her spiste vi også pizza til aftensmad.
