I starten af efterårsferien har jeg været en tur i Prag sammen med Frida, mor og far.
Vi tog af sted tidligt lørdag morgen. Men for en gang skyld havde jeg ikke brug for at blive vækket, for jeg var vågnet af mig selv lidt over seks.
Først tog vi en taxa til lufthavnen, hvor vi spiste morgenmad, inden vi fløj en kort tur videre til lufthavnen i Prag. Herfra tog vi så endnu en taxa til vores hotel.
Da vi kom frem, var vores værelse endnu ikke klar, så vi gik en tur rundt i byen. Her spiste vi også frokost, inden vi tog tilbage til hotellet, hvor vi fik vores værelse.
Her slappede vi af og legede de næste par timer. Bl.a. legede jeg læge med Frida, som sagde ”hende her har brækket øjet” – hvortil jeg tørt svarede ”det lyder slemt”.
Om aftenen gik vi ud igen, hvor vi spiste aftensmad på en slags båd nede ved floden. Og så var det ellers hjem igen for at sove – hvor jeg var så træt, at jeg ikke orkede en historie.
Næste morgen vågnede jeg også tidligt. Og lidt senere gik vi en tur. Her havde mor tegnet en masse små tegninger på papir, som vi skulle finde – hatte, heste, V’er og en masse andre ting. Frida havde også tegnet en lignende tegning til mor og far, så alle var meget optaget af ”skattejagten”.
Vi spiste morgenmad på en café et stykke væk, hvorefter vi gik tilbage til en café, der var nabo til vores hotel – og spiste et lækkert stykke kage.
Bagefter var vi lidt på vores værelse, inden vi igen gik ud for at kigge på byen. Her var vi bl.a. ved det berømte torv, og vi var også på Den Gamle Jødiske Kirkegård. Her var der 12.000 gravsten – men mange flere grave. For de begravede lå i helt op til 12 lag.
Aftensmaden blev spist på en café, hvor Frida og jeg fik fish & chips. Og derefter gik turen igen tilbage til hotellet.
Næste morgen sov jeg lidt længere – og var derefter ikke oppe så længe, inden vi skulle ud at kigge på byen.
Denne gang gik vi først over Karlsbroen til den anden side af floden. Her spiste vi morgenmad hos en hyggelig, lille bager. Og det var vist godt, at vi havde fået noget at styrke os på. For efter morgenmaden skulle vi op ad en lang bakke til Borghøjen.
Her havde mor og far fortalt, at der var gyldne slikkepinde. Og efter noget tids søgning lykkedes det os da også at finde to slikpinde hver – der gjorde os bedre til at hoppe og synge.
Efter vi havde gået lidt rundt, gik vi hele vejen ned igen og over til en park. Her var det meningen, at vi skulle have taget en kabelbane til toppen – men toget kørte ikke. Så i stedet var vi på en legeplads – hvilket nu også var helt fint.
På vejen tilbage gik vi over en anden bro og til et ølsted, hvor vi spiste frokost. Vi fik ”traditionel mad” i form af kartoffelsuppe – men det var nu ikke så godt.
Heldigvis kunne vi så se frem til en is, da vi kom tilbage i vores eget område. Og den havde vi godt nok også fortjent, for vi havde gået rigtig meget.
Eftermiddagen blev brugt på afslapning. Og efter den lange gåtur valgte vi at spise aftensmad på en restaurant lige i nærheden.
Næste morgen fandt vi en café, hvor vi fik det helt store morgenmåltid – bestående af yoghurt, grød, cornflakes, müesli og frugt. Og bagefter var vi klar til at gå rundt i byen igen.
De næste timer brugte vi på at shoppe – og Frida og jeg fik en masse nyt tøj. Senere spiste vi spaghetti carbonara på en café, inden vi gik tilbage mod vores hotel.
På vejen gik vi over torvet, hvor vi fik en slags snobrød med sukker på – noget vi havde fået et par gange før (og rigtig godt kunne lide).
Vi var først lidt sent hjemme, og da vi var trætte og ikke specielt sultne, valgte vi at blive på værelset resten af dagen.
I forgårs var det så tid til at rejse fra Prag igen. Vores fly gik dog først om aftenen, så vi havde en helt dag i byen.
Først spiste vi morgenmad på samme café som dagen før. Og bagefter gik vi til et center – hvilket var at foretrække, da det regnede. I centret fandt vi en legetøjsbutik, hvor jeg fik en tøjhund og en My Little Pony figur.
Bagefter gik vi tilbage til hotellet, hentede vores bagage og tog en taxa mod lufthavnen. Her fik vi lidt mad, inden vi fløj mod Danmark. Vi landede først omkring kl. 19.30 – og inden vi fik vores bagage, var klokken blevet mange. Så jeg var først i seng kl. 21.
I går var jeg så tilbage i børnehaven igen, selvom det var efterårsferie. Det betød også, at Alma og jeg var de eneste piger. Måske var det derfor, at vi fik lov til at skrive bogstaver på tavlen – hvilket vi normalt ikke må.
I det hele taget har vi lavet mange sjove ting i børnehaven på det seneste. I slutningen af sidste måned skulle vi skrive vores egne sange (sammen med Stine). Bagefter skulle vi optræde for hinanden med dem.
Og næste dag skulle vi endda også optræde for de andre grupper – og jeg var meget stolt over at have stået på en scene.
I weekenden var vi hjemme om lørdagen, hvor mor og far arbejde på at gøre Fridas værelse klar, mens jeg legede med Anna og Jolie.
Søndag passede vi Jolie et par timer. Her var vi alle fem en tur i Cisterne i Søndermarken. Og bagefter gik vi en tur rundt i parken, inden vi tog hjem igen. Her legede jeg både med Jolie og Anna – og spiste aftensmad hos Anna.
I forrige uge sluttede vores musiktema i Børnehaven så med, at vi var på Musikmuseet. Her kunne vi se på instrumenter – og bagefter fik vi lov til at spille selv.
Forrige lørdag var jeg i biografen med Frida og far (mens mor var i IKEA). Her så vi filmen ”Inderst Inde” – og spiste masser af slik og popcorn.
Søndag skulle far øve musik i Svogerslev, så her var jeg alene med mor og Frida – lige indtil mormor og morfar kom på besøg.
I ugen op til efterårsferien var jeg hjemme hos Asta om tirsdagen – hvor jeg også fik risengrød til aftensmad.
Og torsdag hentede far mig i børnehaven. Her var jeg dog næsten ikke til at få med, for Alma (som blev hentet samtidig) og jeg fjollede rigtig meget. Men far syntes vist også, at det var meget hyggeligt.
