Vi er nu godt inde i december måned, og det betyder også, at der er blevet julehygget en hel masse.
Forrige fredag kom vi op til mormor og morfar for at blive passet i tre dage (det længste nogensinde), mens mor og far var en tur i Dublin.
Lørdag var vi til julefrokost hos Henrik, Janne, Filippa og Linus. Mormor og jeg kom lidt senere, for jeg skulle lige være færdig med min middagslur. I starten skulle jeg lige se det hele lidt an, men så begyndte jeg også at lege med de andre – bl.a. på trampolinen.
Om søndagen var vi til juletræstænding. Her var der bl.a. kameler og en julemand, som gav mig en slikpose. Og så fik jeg også lov til at ride på en pony (som mormor og morfar godt nok påstod var et æsel).
Mandag var vi en tur på legeplads i Hornbæk, inden vi kørte hjem til Frederiksberg. Da vi kom hjem, var mor og far endnu ikke kommet hjem – men de kom lidt senere, lige inden vi skulle sove.
Det var rigtig dejligt at se dem igen – og så havde de endda gaver med hjem. Jeg fik en Chap-bamse, og Frida fik en Chip-bamse.
Da jeg var lagt til at sove, råbte jeg pludselig “far, far”. Og da far kom ind for at se, hvorfor jeg råbte, svarede jeg “jeg vil gerne sige noget til dig – vi ses”.
Tirsdag holdt mor fri og var hjemme sammen med Frida og jeg. Her bagte vi kagefigurer og lavede juledekorationer. Det sidste blev jeg dog hurtigt træt af, så jeg ville hellere spille iPad.
Om eftermiddagen var jeg med til capoeira, og om aftenen pyntede vi kagefigurerne – og jeg spiste en masse af glasuren.
Onsdag var det så tilbage i vuggestuen – og det blev en spændende dag. For endnu engang blev brandalarmen sat i gang (denne gang af en håndværker), så vi alle sammen måtte ud på legepladsen. Heldigvis havde jeg mere tøj på end sidste gang – men sko kunne jeg ikke nå at få på. Så mine strømper blev lidt våde.
Næste dag var der julefest i vuggestuen. Om eftermiddagen kom mor ned på min stue, mens far gik op til Frida. Og lidt senere gik mor og jeg også derop. Her optrådte Frida med Sankta Lucia sammen med alle de andre, store børn fra børnehaven.
Inden vi gik derop, kom der dog en stor nisse med skæg forbi (mor kaldte ham for en julemand), og han gav mig en mandarin. Til gengæld ville jeg ikke have den æbleskive, som jeg fik tilbudt i børnehaven.
Da vi skulle hjem, var jeg svær at få med, for de havde rigtig meget sjovt legetøj. Og det kommer jeg heldigvis til at lege meget mere med til april, for jeg skal gå i gruppe 5 lige som Frida. Det havde mor og far ønsket, og heldigvis kunne det lade sig gøre. Så kender jeg jo også de voksne der.
Men til sidste skulle vi hjem, for der var lovet kraftig stormvejr om aftenen. Og det skulle vi jo helst ikke ud i.
Rent faktisk var det dog værre om fredagen, hvor stadig blæste kraftigt og haglede – eller “regnede med sne”, som jeg kaldte det. Heldigvis kunne Frida og jeg sidde i læ i kassecyklen – men far syntes vist det var ret koldt med hagl lige i ansigtet.
Om aftenen kom Zandra og Jolie på besøg – og Jolie fik lov til at spise aftensmad hos os, så det var rigtig hyggeligt.
Næste morgen havde det sneet rigtig meget, så mor, Frida og jeg gik en tur i Landbohøjskolens Have for at fodre ænder – men de var fløjet et andet sted hen.
Senere var jeg på besøg hos Jolie, og Frida var på besøg hos Olivia. Og da far samtidig var taget til julefrokost, var mor helt alene hjemme.
Søndag hyggede vi indenfor med bl.a. at bage og lave julegaver. Så det var en rigtig hyggelig dag.
Men det vigtigste har jeg gemt til sidst – og det er at nissen kommer med gaver til Frida og jeg hver nat. Så det er lidt spændende at stå op hver morgen.
Måske er det også derfor, at jeg er stået ret tidligt op et par morgener – bl.a. i morges kl. 5.20, hvor jeg lå og råbte, at jeg ville se fjernsyn. Og da Frida allerede lå på madrassen hos mor og far, kunne de ikke rigtig gøre noget, så vi fik begge to lov til at se fjernsyn.
Andre dage har jeg dog sovet til både kl. 7 og kl. 7.15 – så der er ikke rigtig det helt store mønster i min søvn.
