I hele denne uge har jeg været i praktik hos Social Foodies i Vedbæk – hvilket har været en rigtig god oplevelse.
Først var der dog lige en weekend. Her hyggede jeg med mor og far fredag aften – hvor vi så ”Danmarks dummeste”.
Lørdag sov jeg længe. Mor og far skulle forbi sommerhuset. Og da Frida heller ikke var hjemme, kunne jeg hygge alene i lejligeheden.
Senere var jeg en tur til centret med Anna – hvor der var en makeup popup store, hvor de uddelte goodies. Og så brugte jeg også noget tid på at optage video til fransk.
Om aftenen var både mor, far og Frida hjemme. Så her spiste vi alle fire lækker steg til aftensmad. Og bagefter hyggede jeg på værelset.
Næste dag sov jeg også længe – inden jeg blev vækket til brunch, som mor havde lavet. Og resten af dagen blev så brugt på at lave fransk.
I mandags skulle jeg så starte i praktik. Det var i Vedbæk, så mor kørte mig i bil dertil. Jeg var ret spændt på det hele, for jeg vidste nærmest kun hvor og hvornår, jeg skulle møde.
Men heldigvis var de klar over, at jeg kom. Og samtidig var der også en anden pige, som skulle i praktik. Så det var meget rart, at jeg ikke var den eneste.
Den første dag blev brugt på at pakke nødder og lave flødebollebunde. Og så fik vi også lov til at betjene kunder – hvor jeg fik lavet en del is.
Klokken lidt over tre havde jeg så fri og kunne tage toget hjem. Og det fandt jeg heldigvis også nemt ud af.
Dagen efter kørte mor mig også. Den dag pakkede vi mel og flere nødder. Og lavede endnu flere flødebollebunde og betjente kunder. Der blev dog også tid til både at spise en lækker bolle med os og en flødebolle. Og da jeg skulle gå, fik jeg en iskaffe med.
Endnu engang tog jeg toget hjem. Jeg kunne dog kun være hjemme i ti minutter, inden jeg skulle til ”DIF ungelederuddannelse”. Men det var fint nok. Og vi fik også mad der. Det var dog rart at komme hjem og slappe af, da det var færdigt.
I forgårs skulle jeg med toget til Vedbæk. Men for en sikkerheds skyld fulgte far mig lige til Nørreport Station, så jeg lige kunne lære, hvor jeg skulle hen.
Dagen her blev brugt på at rulle dej til cookies og betjene kunder – hvor jeg lavede kaffe og kakao for første gang. Og da jeg kom hjem, skulle jeg heldigvis ikke noget – så jeg kunne slappe af.
I går tog jeg så til Nørreport Station helt selv – og videre derfra. Og da jeg kom til butikken, skulle vi lave flødeboller – hvilket var ret svært. Senere kom Fødevarestyrelsen på uanmeldt besøg – hvilket gav lidt stress hos nogen af de andre. Men heldigvis var tingene vist ok.
Det var ikke alle flødeboller, der var blevet lige gode. Så de mindre heldige udgaver fik jeg med hjem – faktisk hele 13 af dem. Og de smagte jo godt alligevel, selvom de måske ikke var så pæne.
I dag har jeg så haft min sidste dag hos Social Foodies – hvor jeg lavede mere af de ting, som jeg også havde lavet de andre dage. Det blev til rigtig mange is og kaffe. Og da jeg så skulle hjem, fik jeg en hel kasse med lækkerier. Så det var rigtig dejligt.
Nu har jeg så efterårsferie – hvilket betyder, at jeg skal bruge resten af dagen på at pakke. For i morgen flyver vi til Rhodos. Det bliver nu meget rart at kunne slappe lidt af.
