De sidste par uger har budt på både masser af barberskum til 9. klassernes sidste skoledag og en ret kold teltur.
Fredag for to uger siden var den sidste dag i A-ugen. Og da der var skole-hjem samtaler, skulle jeg først møde klokken halv elleve.
Og så havde jeg endda musik-valgfag en del af dagen. Her var det sidste gang med emnet om Beatles. Så derfor skulle vi optræde for den anden del af holdet med det Beatles-nummer, som vi havde øvet – og hvor jeg skulle synge.
Om eftermiddagen tog mor i sommerhus – mens jeg blev hjemme sammen med far. Så her fik vi både set ”Forræder” og de tre sidste afsnit af ”Destination X”.
Grunden til, at vi ikke tog i sommerhus om fredagen var, at jeg skulle hjælpe til med ”åben hal” for de små børn – sammen med nogle af de andre fra træner-akademiet. Og da jeg så var færdig med det, skulle jeg skynde mig hjem for at pakke.
For en time senere skulle vi af sted mod Holbæk med toget. Og her hentede mor os så og kørte os til sommerhuset.
På vejen havde mor købt en lækker jordbærkage, som vi spiste, da vi kom frem. Og efter aftensmaden hyggede vi alle tre. Så det blev lidt sent, inden jeg var i seng.
Derfor sov jeg også længe næsten dag – og vågnede først, da der var brunch klar. Vejret var rigtig godt, så jeg fik både malet i malebog udenfor og spillet kroket med mor og far. Og mens far så fodbold, tog mor og jeg en tur på stranden.
Og da vi så havde spist aftensmad, pakket og gjort rent, kørte vi tilbage mod Frederiksberg – hvor vi var lidt sent fremme.
Mandag var det så tilbage i skole. Og om aftenen skulle jeg til danse-møde med de andre store piger – for at finde ud af, hvad vi kan lave af hold næste år.
Næste dag efter skole var jeg så lige hjemme, inden jeg skulle tilbage til musiktid i klubben. Og efter jeg endnu engang havde været kort hjemme, var det videre til træner-kursus.
Da vi skulle hjem derfra, kom der ikke nogen bus på grund af vejarbejde. Så i stedet gik Viktoria og jeg hele vejen hjem – hvilket tog tre kvarter.
Om onsdagen var jeg så til dans efter skole. Og da jeg var færdig med det, cyklede jeg ind til Byhaven sammen med mor, far og Selma A. For her skulle Karla Korsbak nemlig optræde.
Hun er en ny sanger, som også har udgivet et nummer, der bliver spillet meget i radioen – udover hun også er ret kendt fra TikTok. Og så er hun pap-datter til en af fars venner – hvilket da også var grunden til, at vi skulle høre hendes koncert.
Koncerten varede en halv times tid – og det var ret sjovt at opleve. Og bagefter cyklede vi så hjem igen.
Dagen efter var jeg så i klub efter skole – hvilket jeg ellers ikke har været så meget. Og da jeg kom hjem, tog jeg i hobby-butik med mor – hvor jeg fik købt garn og en lynlås. Til gengæld skulle jeg så hjælpe med at lave aftensmad.
I fredags var det så 9. klassernes sidste skoledag. Her kastede de som sædvanlig med karameller – og jeg fik en kæmpe pose på omkring et halvt kilo. Samtidig kom Oh Land og optrådte for hele skolen – fordi en af 5. klasserne havde vundet det.
Det sjoveste var dog skumkamp – som jeg var med til for første gang. Så jeg skulle lige en tur i bad, da jeg kom hjem. Bagefter spiste vi thaimad og så ”Forræder”.
Næste formiddag skulle vi så pakke til teltturen. Og på vej til pladsen hentede vi Viktoria, som skulle være sammen med os – hvor vi sov i et telt og far i et andet.
Det var et nyt sted, vi skulle være. Og der var ikke så meget plads. Så vi kunne ikke rigtig spille rundbold og stikbold. Og der var heller ikke nogen badesø. Men det var nu fint nok alligevel – selvom vejret ikke var alt for godt.
De fleste fra klassen var med, så vi fik rigtig hygget – både med ture rundt i skoven og ved bålet. Og jeg var derfor også først i seng ved et-tiden.
Desværre var der ikke så mange, som blev og sov der. Men så slap de også for at fryse. For det var en virkelig kold nat.
Alligevel sov jeg til omkring klokken otte næste morgen. Og efter vi havde spist lidt morgenmad og pakket telte sammen, tog vi så hjem igen.
Da vi kom hjem, var det direkte i bad. For vi lugtede ret meget af røg. Og resten af dagen blev så brugt på at slappe af.
Tirsdag havde vi først musiktid i klubben. Og bagefter cyklede jeg til træner-kursus – for at undgå problemerne med bussen. Her fik vi også aftensmad.
I forgårs var mor på besøg hos Anni. Så da jeg havde været til dans, hyggede jeg med far – hvor vi spiste pizzasandwich og så to afsnit af ”Korpset”.
Og i går skulle vi så på tur med science til Bøllemosen det meste af dagen – hvilket blev en ret våd omgang. For det regnede det meste af tiden. Men det var nu fint nok at være væk fra klasseværelset i science for en gang skyld.
Senere i dag skal vi så til et arrangement på Fridas efterskole. Og bagefter kører vi videre til sommerhuset. Så det bliver forhåbentlig en dejlig weekend.
