Sommerferie sydpå

Efter at vi havde været i sommerhus i et par uger, mens Frida var med FDF i Tanzania, gik turen sydpå for os alle fire for tre uger siden.

Fredagen inden var Frida dog stadig af sted. Så her spiste mor, far og jeg pizza i det gode vejr på restauranten Frankies Pizza.

Og lørdag kom Frida så hjem fra to ugers rejse i Tanzania. Så først på eftermiddagen tog vi ud til lufthavnen for at hente hende. Vi var dog i så god tid, at vi lige kunne nå en shake på Joe & the Juice.

Efter en lidt lang ventetid kom Frida så ud sammen med alle de andre FDF’ere. Det var dejligt at se hende igen. Og jeg havde også hæklet en bamse til hende, som hun blev meget glad for. Resten af dagen blev så brugt på at slappe af og høre om Fridas tur.

Det var dog ikke længe, at Frida kunne nå at være hjemme. For allerede næste eftermiddag skulle vi flyve sydpå. Så den første del af dagen blev brugt på at pakke og gøre klar, inden vi tog en taxa til lufthavnen.

Her fik vi købt salat til frokost. Og efter en mindre forsinkelse kunne vi så gå ombord i flyet. Vi skulle dog vente yderligere noget tid, inden vi kunne flyve mod Malta. Så i alt nåede vi at blive fem kvarter forsinket.

Efter tre times flyvning landede vi så klokken 22 på Malta. Her fik vi vores bagage og tog en taxa til vores hotel, hvor vi skulle bo sammen på to værelser – hvor jeg sov i en ekstra seng.

Næste morgen startede vi med en lækker buffet, inden vi gik til poolen for at slappe af. Lidt efter besluttede vi os dog for at lægge os på nogle klipper ved havet i stedet.

Der lå vi så resten af dagen. Og efter vi havde været i bad, gik vi til byens centrum, hvor der var masser af barer og lidt shopping. Til gengæld var der ikke så mange restauranter. Men til sidst fandt vi en hotel-restaurant ved havet, hvor maden heldigvis var god.

Dagen efter gentog vi så det meste. Efter morgenmaden lagde vi os på liggestolene ved havet. Først på eftermiddagen gik Frida og jeg så tilbage til værelset – mens mor og far blev der lidt længere. Og om aftenen spiste vi på hotellets restaurant – hvor maden også var god.

Efter et par afslappende dage skulle der ske lidt om torsdagen. Så her tog vi en taxa til Maltas hovedstad Valletta – hvor vi startede på et udsigtssted. Her hørte vi også de daglige middagskanoner blive skudt af.

Bagefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede på butikker. Vi var også inde i både en katedral og en gammel borg, der havde tilhørt de kristne riddere. Efter vi havde spist en is, gik vi lidt mere rundt – inden vi tog ned til havnen for at tage en færge over på den anden side.

Her fandt vi en restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Og efter vi havde handlet lidt, tog vi en taxa tilbage til vores hotel – hvor vi sluttede dagen af med nogle spil på vores altan.

Næste dag stod den så igen på afslapning efter morgenmaden – samme sted som de andre dage. Så her blev solbadet, svømmet i havet og drukket shakes, inden vi gik tilbage til vores værelser for at gøre os klar.

Senere gik vi til et havneområde i nærheden, hvor vi spiste på en hyggelig græsk restaurant med ok mad. Og efter at have gået lidt langs havnepromenaden, tog vi tilbage igen til værelset, hvor vi så noget af OL-åbningsceremonien, inden vi skulle sove.

Lørdag var så vores sidste hele dag på Malta. Så her fandt vi vores sædvanlige plads på klipperne ved havet, hvor vi var hele dagen – kun afbrudt af badning og en svømmetur med mor for at kigge på fisk.

Aftensmaden blev spist på hotellet – hvor der var en lækker buffet med blandt andet kage, is og slik til dessert. Og efter vi havde pakket lidt, var det så sovetid.

Næste morgen efter morgenmaden fik vi så pakket de sidste ting og tog en taxa mod lufthavnen – hvor vi fik checket ind og kom igennem sikkerhedskontrollen. Og med en times forsinkelse kunne vi så flyve mod Tunesien.

Til gengæld tog flyveturen til Tunis så også kun en time. Og da vi både var hurtigt igennem paskontrollen og bagageudleveringen, kunne vi kort tid efter tage en taxa mod byen Yasmine Hammamet – som vi kom til efter godt en times kørsel.

Her skulle vi bo i en lille lejlighed med to værelser på et hotel med all inclusive. Og efter vi havde stillet vores bagage, gik vi en tur ud for at kigge lidt på byen. Her fandt vi nogle butikker med souvenir. Og så var vi også en tur på hotellets strandbar, der lå et stykke fra selve hotellet, for at få noget at drikke.

Aftensmaden på hotellet var rigtig god. Og bagefter var vi klar til at gå tilbage på vores værelse for at slappe lidt af, inden vi skulle sove.

Det viste sig dog, at der var et ekstremt højlydt show lige udenfor vores vinduer – der blev ved til klokken halv tolv. Så før det var det ret svært at sove.

Derfor valgte vi også næste morgen at bede om et nyt værelse, efter vi havde spist morgenmad (der ikke var lige så god som aftensmaden). Og heldigvis kunne vi få et nyt værelse i en del af hotellet, der var meget mere rolig.

Bagefter var vi ved poolen i nogle timer, inden vi spiste frokost – der også var god. Og bagefter gik vi en længere tur langs stranden, hvor vi også fik kigget på flere butikker, inden vi gik tilbage for at spise aftensmad.

Endnu engang var der højlydt show på hotellet. Men på vores nye værelse kunne vi kun høre det svagt. Så det var meget nemmere at slappe af og sove.

Næste morgen fandt vi så en anden hotelpool, hvor vi var indtil frokost – og nogle timer bagefter, inden vi gik tilbage til værelset for at få et bad.

Om aftenen efter aftensmaden gik vi så til en lille forlystelsespark i nærheden, der var gratis for hotellets gæster. Og det var vist meget godt, at det ikke kostede noget. For den var mest for mindre børn.

Bagefter gik vi lidt rundt i medinaen, der lå lige ved siden af hotellet. Og så sluttede vi dagen af med lidt kortspil på hotellet.

Den næste dag gentog vi så det meste igen. Først lå vi ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Og efter vi havde været ved poolen yderligere et par timer, gjorde vi os klar til aftenen.

Her gik vi en tur til strandbaren igen, hvor vi spillede en smule kort. Og bagefter gik vi en lille tur langs stranden, inden vi gik tilbage for at spise aftensmad.

Bagefter ville mor og far gerne en tur ud i medinaen igen – mens Frida og jeg hellere ville blive på værelset for at slappe af.

Torsdag var så sidste dag i Tunesien. Desværre var der ikke plads ved den samme pool, som de tidligere dage. Så i stedet lå vi ved en pool, hvor der var mere musik og gang i den – hvilket nu også var sjovt.

Så der brugt vi det meste af dagen – kun afbrudt af frokost. O efter aftensmaden gik vi ud for at kigge på lidt smykker i en butik lige ved siden af hotellet – hvor jeg købte en halskæde. Derefter sluttede dagen af med lidt kortspil og pakning, inden de var sovetid.

Fredag morgen fik vi så pakket det sidste. Og efter morgenmaden kørte vi med taxa tilbage til lufthavnen – hvor der var noget mere trafik, end da vi ankom. Så turen tog også noget længere tid.

Det var dog ingenting i forhold til check in, hvor vi ventede over en time. Bagefter var der så pas- og sikkerhedskontrol, så der var ikke lang ventetid, før vi skulle flyve.

Inden da skulle vi dog lige med bus til flyet – hvor er ingen aircon var. Så det var en ekstrem varm køretur. Men endelig kunne vi komme ombord. Og med tre kvarters forsinkelse kunne vi så flyve mod Nice i Frankrig.

Her landede vi efter lidt over en times flyvning – med et kvarters forsinkelse. Heldigvis gik både paskontrol og bagageudlevering hurtigt. Og så kunne vi tage en taxa mod Monaco, hvor vi havde lejet en AirBnb-lejlighed.

Da vi havde stillet vores bagage, gik vi en tur ned til havnen, hvor der lå den ene kæmpe yacht efter den anden. Bagefter fandt vi en simpel burgerbar, hvor vi spiste aftensmad.

Efter vi havde spist, skulle vi så op til vores lejlighed igen – der lå højt oppe. Så det krævede en del trapper. Men heldigvis var der også udendørs elevatorer flere steder, så man kunne blive hjulpet lidt på vej.

Vi havde kun en enkelt hel dag i Monaco. Så den skulle vi bruge på sightseeing dagen efter. Inden da var vi dog lige først forbi stationen for at tjekke den ud, inden vi skulle videre næste dag.

Bagefter spiste vi pizza på en café, inden vi gik en tur til byens berømte casino. Her var der også et af de berømte sving fra Formel 1 i nærheden, så vi også lige skulle kigge nærmere på.

Det var rigtig varmt at gå rundt i byen. Så det var dejligt, da vi satte os oppe i den friske luft på en turistbus og kørte igennem byen til Monacos akvarium – hvor vi fik kigget på en masse fisk.

Efterfølgende kørte vi så hele ruten igennem med turistbussen, inden vi sluttede på et torv, med en masse hyggelige, små gader. Her fik vi kigget på souvenir og drukket lidt på en restaurant, inden vi gik ned til havnen igen.

Her spiste vi aftensmad på en mexicansk restaurant. Og efter vi også havde handlet lidt, gik vi tilbage til vores lejlighed for at sove.

Næste morgen fik vi så pakket vores ting, hvorefter vi gik mod stationen. Herfra tog vi et tog til Antibes i Frankrig – hvilket tog en lille times tid.

I Antibes tog vi så en Uber fra stationen og til vores hotel. Desværre var vores to værelser ikke klar. Så i stedet brugte vi tiden på at gå ned til vandet, hvor vi spiste frokost. Og efter vi havde gået lidt rundt og også handlet en smule, gik vi tilbage til hotellet – hvor vores værelser var klar.

På værelset slappede vi så lidt af, inden vi om aftenen gik til den nærliggende by Juan-Les-Pins, der lå en lille halv time væk.

Her var der rigtig gang i den med masser af mennesker og butikker. Og så var der også flere boder, hvor jeg fik købt armbånd – og ikke mindst en hårklemme med en blomst, som jeg havde ledt længe efter.

I Juan-Les-Pins spiste vi også aftensmad på en restaurant, hvor vi fik et bord på stranden helt nede ved vandkanten – hvilket var rigtig hyggeligt.

Næste morgen startede vi så med morgenmad på hotellet, inden vi lagde os ved poolen – hvor vi var indtil om eftermiddagen. Og efter vi så havde gjort os klar, gik vi til Antibes – der også tog cirka en halv time. På vejen var jeg inde i en butik, hvor jeg fik købt endnu en hårklemme med en blomst.

Målet for turen var Antibes hyggelige gamle bydel, hvor vi gik lidt rundt for at kigge på butikker – og spise en is i det meget varme vejr. Og på et marked fandt jeg så lige en sidste blomster-hårklemme.

Vi spiste også en lækker pizza på en restaurant i byen, inden vi gik tilbage til vores hotel, hvor der var lidt tid til at slappe af, inden vi skulle sove.

Næste dag gentog sig så igen. Første spiste vi morgenmad, og derefter var vi ved poolen. Sidst på eftermiddagen gik vi så igen til Antibes – denne gang dog langs vandet. Og efter vi havde kigget i butikker, spiste vi på samme restaurant som dagen før.

Inden vi gik helt hjemad, fik vi lidt at drikke nede ved havnen. Og vi nåede også både en is og at handle, inden det var hjem igen.

I onsdags var det så fars fødselsdag. Så her havde Frida og jeg sat vækkeur, så vi kunne vække ham med flag og sang. Jeg havde også skrevet et fint kort til ham. Og desuden var jeg også med i en fællesgave sammen med mor og Frida – hvor vi laver en hyggeaften med god mad til ham.

Det var så også samtidig vores sidste dag på ferien. Så vi ville gerne nyde solen lidt – og var derfor ved poolen som sædvanlig efter morgenmaden.

Om eftermiddagen var vi så lidt på værelset, hvor vi fik slappet af og også pakket vores ting, inden vi gik til Juan-Les-Pins igen.

Først kiggede vi lidt på butikker, inden vi fandt den samme restaurant, som vi var på den første dag. Her startede vi med nogle drinks. Og bagefter spiste aftensmad på en platform ved havet – men en rigtig flot solnedgang-udsigt.

Efter maden spiste vi så en sidste is, inden vi gik hjem igen for at få pakket det sidste – og ikke mindst komme i seng i ordentlig tid.

For næste dag ringede vores vækkeur allerede klokken kvarter i seks. Og klokken halv syv gik turen så mod lufthavnen.

Her fik vi hurtigt checket ind og bagefter spist en noget kedelig sandwich, inden vi satte os på flyet mod Danmark – der for en gang skyld ikke var forsinket. Faktisk landede vi efter to times flyvning før tid.

Til gengæld tog det noget tid at få vores bagage. Men endelig kunne vi tage det sidste stykke med metroen tilbage til Frederiksberg.

De næste par timer blev derefter brugt på at pakke lidt ud og slappe af. Og om eftermiddagen skulle vi så til Rosas fødselsdag sammen med de andre fra ejendommen.

Næste dag sov jeg længe. Og resten af dagen var jeg så sammen med Selma A – helt fra klokken 12 middag og til næste 22 om aftenen. De mange timer brugte vi på at bage og bare hygge os.

I forgårs var så endnu en slappedag – hvor fokus mest af alt lå på at få Frida gjort klar til efterskole. Om aftenen var der dog tid til både at se ”Nul stjerner” og ”Stormester”.

Og i går startede Fridas efterskole-år så. Så klokken 13 kørte vi alle fire mod Tølløse Slots Efterskole. Jeg var naturligvis først og fremmest med for at kunne sige ordentligt farvel til Frida. Men også fordi jeg gerne ville se efterskolen – da jeg også lidt overvejer, om jeg selv skal gå der om tre år.

På efterskolen fik Frida først sit nye værelse – hvor hun også mødte sin nye roomie, der virkede rigtig sød.

Bagefter var der velkomsttale fra forstanderen, inden de kommende elever og deres familie skulle mødes i de enkelte kontaktgrupper, hvor der blev givet en del praktiske oplysninger.

Her skulle Frida også aflevere sin mobiltelefon, som de først får igen, når de skal på weekend i næste uge. Og efter det og indtil efterårsferien må de kun have den to timer fredag, lørdag og søndag på efterskolen.

Efter alt det praktiske var det tid til at give Frida en kæmpe farvel-krammer. For nu går der 11 dage, inden vi ser hende igen på torsdag i næste uge.

Inden vi kunne køre hjem, skulle forstanderen dog lige give nogle praktiske oplysninger. Så det var en lidt lang dag. Men det var sjovt at se efterskolen. Og det virkede som et godt sted.

Hjemme igen spiste vi aftensmad. Og så var det ellers med at få smurt en madpakke og gøre skoletasken klar.

For i dag er jeg så startet i 7. klasse – i udskolingen med helt nye fag og helt nye lærere. Så det bliver også en noget ny hverdag for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *